Julekalender 2015 - 24. December: Three Moments of an Explosion

I

SÅ er vi kommet til vejs ende. Her i nubliverdetvildt-kalenderens anden runde har vi været omkring nogle af mine bedste læseoplevelser, om genrefiktion om fremtiden, om gamle superheltetegneserier, kontrafaktisk historieskrivning som en kilde til håb, en nuancering af min fantasykanon, digital fantasylitteratur, nye helteroller, indiespil med gode ideer, stilhed og snevejr, Star Wars, Twitter, mammutter og en tv-serie om sorg. Her i den sidste kalenderlåge skal vi omkring, hvad der nærmest må være den eneste form for genrefiktion, jeg ikke har dækket i denne omgang, nemlig novellen. Ud af det blå udgav weird fiction-superhelten China Mieville her i sommers novellesamlingen Three Moments of an Explosion, som må være årets læseoplevelse for mig med sin totale sprængen af alle rammer for, hvad genrefiktionen kan rumme, med sin vilde legesyge og med sin evne til på få linier at skabe universer, det ville tage andre forfattere en trilogi at få på benene.

Jeg har tidligere skrevet om Mievilles første novellesamling Looking for Jake - and other stories, som havde både vilde gader der rejste mellem Europas byer og en postapokalypse over en Borges-tekst, men det bliver meget vildere i Three Moments of an Explosion. Hvor nogle af Mievilles første noveller virker som forstudier til hele romanen, omfavner han her novelleformen totalt. Det er en farlig genre for en som Mieville, der gerne vil tænke virkelig radikalt weird i sine universer, og der er da også flere af novellerne, der falder lidt igennem på deres underlighed, som for eksempel titelhistorien, men det er acceptable tab i jagten på at ramme den stil, der gennemsyrer de bedste i samlingen - og dem er der mange af.

Der er Polynia, hvor de naturfænomener, der forsvinder på grund af klimaforandringer og forurening, som isbjerge og koralrev, pludselig dukker op i storbyerne. Havde det været en Seeberg-novelle eller en Borges-novelle ville det kunne have været hele historien, men fordi Mieville skriver med pulp- og genrefiktionen lidt mere inde under huden, bruger han alligevel tid på at beskrive, hvordan en teenager oplever at leve i den verden. Polynia har altså fabel- eller allegori-elementer, men den er også en virkelig fortælling i sig selv, som på karakterniveau kunne have handlet om hvad som helst. Den sidestilling af radikalt underlige fænomener og dagligliv kunne lyde som magisk realisme, men i så fald må det være en magisk realisme født i det 21. århundrede, som er i slægt med science fiction  og krimier mere end med folklore, og som ikke har skyggen af noget anti- eller førmoderne over sig.

Der er også renere sci-fi-historier som The Rope is The World om den første, allerede forladte rumelevator og dens beboere, hvor Mievilles sociale bevidsthed og politiske engagement skinner tydeligt igennem. Her er han ikke bange for allegorien.

Der er den om psykologen der som et led i sin terapi snigmyrder folk der har en dårlig indflydelse på sine patienter, og der er en god, gammeldags spøgelseshistorie bundet op på nørdet viden om middelalderlig strafferet.

Fordi det er Míeville er der også manuskripter til filmtrailere, en kursusbeskrivelse til et universitetsfag om tidsrejser og andre små bidder af tekst, som ikke indbyder til en masse analyse eller genlæsning, men bare er sjove og tankevækkende fantasiskud lige i hjernen.

Af og til taber han mig, fordi han sigter efter for komplekse ideer eller ikke helt lykkes med at få dem til at blive historier. Så kan man mærke, at teksten kæmper sig fra sætning til sætning, og det bliver en lettelse at der er tale om noveller og ikke romaner. Men det er måske hele pointen. Genrefiktion af den spekulative slags er sjældent lige så god en læseoplevelse i slutningen som i begyndelsen, og her i novelleformatet kan Míeville få liv at lege med begyndelser og derfor gære brug af ideer, der er tankevækkende, men ikke ville have kunnet bære en hel roman. Måske er de få lidt for rodede historier i samlingen prisen man må betalefor de mange perler der også er ( jeg har med vilje ikke nævnt de allerbedste her!).

På den måde er Three Moments of An Explosion et kig ind i maskinrummet på en af de mest fantasifulde hjerner i genrefiktionen i dag. Míeville sigter virkelig højt og er ligeglad med, om læseren ikke kender til flade ontologier og socialistisk teori og H.P. Lovecraft psykiatriske betegnelser, og hans noveller gør virkelig modstand. Alt for meget fantasy og science fiction giver efter for genrenørdens trang til forklaringer på alting og plots uden huller, og derfor skylder enhver genrefan sig selv at læse denne samling, som er fuldstændigt ligeglad med den slags, og derfor når langt længere ud i de konceptuelle tove, ofte med vilde og fantastiske læseoplevelser til følge.

NU vil jeg holde jul, og lade genrerne passe sig selv i en lille uges tid. Tak fordi I har læst med, og rigtig glædelig jul! Vi vender tilbage til nytår med lidt snak om årets højdepunkter. 

Julekalender 2015 - 23. December: The Earthsea Quartet

Efter jeg fik set den nye Star Wars-film i sidste uge, har jeg tænkt en del over, hvilke fortællinger der har være formende for min egen fantasi. Hvilke troper, stemninger og karaktertyper tænker jeg selv i, når jeg skal fortælle historier, spille rollespil - eller bare forsøge at beskrive noget for et andet menneske. De første mange punkter på den liste er indlysende: Bibelen, den nordiske mytologi, C.S. Lewis' Narnia-serie og Tolkiens Middle-Earth, Prins Valiant-tegneserierne, Fallout-spillene, Cormac McCarthys The Road og Blood Meridian, Asterix-tegneserier - og så videre. Der er dog særligt et værk, der er kommet meget sent ind i min bevidsthed, men som føles som om det burde have været der altid: Ursula Le Guins Earthsea-serie, som jeg læste for første gang for et par år siden, er for mig at se fuldt ud på højde med både Tolkien og Lewis, men overgår sine steder begge i enkel skønhed helt nede på sætningsniveau. Jeg har længe glædet mig til at have den med her på nubliverdetvildt!, og i dag kommer den så som en kæmpestor anbefaling, hvis du om et par dage skal ud og bytte boggaver.

Du kender måske Le Guins verden fra Studio Ghibli-tegnefilmen Legenden om Jordhavet. Prøv at glemme den et øjeblik. Den er i mine øjne en ret dårligt gendigtning af nogle af de sene begivenheder i serien, som starter langt smukkere og enklere i den første bog A Wizard of Earthsea. Her møder vi den unge knægt Sparrowhawk, der viser sig at have magiske evner. Han bruger dem for alvor første gang, da hans hjemstavn, øen Gont, bliver angrebet af sørøvere. Her skaber han en tågedis, som forvirrer fjender og lader øboerne jage dem på flugt. Sparrowhawk bliver opdaget af den kloge gamle troldman Ogion, som lærer ham hans virkelige navn, Ged [Gæd]. Han tager Sparrowhawk til sig som lærling og forsøger at lære ham at bruge magien ansvarligt, men drengen har ambitioner og misbruger snart magien til at imponere en pige, og inviterer ved et uheld en ondskab ind i verden, som han bruger resten af den første bog på at bekæmpe. Sparrowhawk er det første lange stykke tid ikke en ret sympatisk hovedperson, der næsten kunne have været inspirationskilde for Rowlings Voldemort i sin arrogance og grådighed efter ny viden, men A Wizard of Earthsea handler i høj grad om, hvordan han bliver en mand i det han lærer at tage konsekvenserne af sine handlinger og genoprette den balance, han har forstyrret. Det handler om en ung mand der lærer at ville noget andet end det han har lyst til.

I seriens anden bog, The Tombs of Atuan, følger vi i stedet pigen Arha, som fungerer som ypperstepræst i en kult, der dyrker De Navnløse, en slags guder som lever under jorden i et stort tempelkompleks. Hun lever der i totalt mørke, men kender sin egen lille verden af gange og rum ud og ind. Templet er en del af det imperium, sørøverne fra den første bog kommer fra, og allerede her er Le Guin enormt anderledes end eksempelvis Tolkien: Hun skriver fantasy, hvor der er mere end en måde at forstå en konflikt på, og i Arhas kvindedominerede verden er folk som Sparrowhawk og de andre troldmænd fra hans rige det inkarnerede mandlige hovmod, som kun gør ondt i deres bestræbelser på at lære og forstå alting. Selvfølgelig dukker der snart en troldmand op, som fanges i Arhas labyrint, og det er ingen ringere end Sparrowhawk selv, som er blevet noget ældre. Lige så stille begynder de to verdener at nærme sig hinanden. Resten af historien vil jeg lade være her, for det er fantastisk at følge seriens karakterer videre i kvartetten, hvor tiden går og alle bliver ældre og lidt klogere. 

Jeg har det lidt med Le Guins Earthsea-serie, som jeg har det med Star Wars: Jeg er for glad for den til rigtigt at kunne udøve kritik på den. Alligevel vil jeg prøve at give et lille rids af, hvad den for mig at se tilfører mit personlige katalog af yndlingsfantasiverdener, for den har været med til at nuancere genren for mig på mange måder. For det første foregår den hverken i sneklædte bjergkæder eller på nordengelske heder. Den foregår i et ølandskab, hvor transport foregår i små skibe henover havet, og langt størstedelen af naturbeskrivelsen handler om vand, bølger, vejr og skyer. Ligesom jeg til enhver tid kan hensættes til The Long Darks snelandskaber fra gårsdagens kalenderlåge, kan jeg til enhver tid for mit indre øje sidde i en båd mellem øerne Gont og Roke og se solen stå op i vandspejlet. Det er en af de vigtigste grunde til, at jeg skal have læst serien igen hurtigst muligt: Det er et sted, man savner efter noget tid. Serien er heller ikke domineret af hvide mennesker med blonde skægfletninger, men med et kalejdoskop af hudfarver og kulturer. De fleste folk er dog mennesker (modsat Tolkien og Lewis igen), som ikke er fundamentalt biologisk forskellige, men kan være lige så splittede af traditioner og gamle fejder alligevel. Blandt de få rigtigt overnaturlige væsener er dragerne, som taler og lever i tusinder af år, og som Sparrowhawk har nogle fantastiske møder med. 

Seriens største bidrag til fantasygenren er nok, udover dens ret progressive behandling af køn i særligt The Tombs of Atuan, et magisystem som intet andet. "Magisystem" er måske et lidt nørdet rollespilsbegreb, men når man diskuterer fantasyromaner er det meget naturligt at diskutere, hvordan noget så urealistisk som magi er implementeret i det univers, man læser om. Når det bare er noget, nogle personer i universet kan, bliver det hurtigt meget kikset, mens man helt kan glemme dets unaturlighed hvis det passer godt ind i resten af universet. I Earthsea kommer magi af et kendskab til tingenes "sande navne". Alting, både mennesker og naturkræfter og døde objekter, bliver kaldt noget andet i daglig tale end de "egentlig" hedder, men det oprindelige sprog for ting (tænk en fantasy-ficering af Platons ideverden eller noget lignende) er selve skabelsens sprog, som man kun kan lære ved at studere det længe - og selv da er der mange sande navne, der synes tabt for altid. Kender man en tings sande navn, har man magten over den og kan "tale" med den. 

Derfor holdes de fleste menneskers sande navne hemmeligt, og gives kun til dem, man virkelig kan stole på. Faren ved det hele er, at man ikke kan undgå at påvirke ting bare ved at nævne dem ved deres sande navn, lidt ligesom man i kvantefysikken påvirker partiklerne blot ved at iagttage dem (jeg er lidt på usikker grund her!). Som magiker i Earthsea-universet har man altså et ansvar, fordi man står med selve tingens eksistens i sine hænder, når man nævner den - det gælder ikke mindst med andre mennesker. For vise magikere som Ogion handler det hele om at fastholde en balance i universet, og derfor bliver en af historiens eneste egentlige skurke selvfølgelig en troldmand, som går efter at skabe den mest fundamentale ubalance, nemlig ved at forsøge at overvinde Døden selv. 

Det sidste afslører selvfølgelig også, at Earthsea-serien også er et radikalt brud med den episke fantasys tendens til at lægge sig op af en kristen grundfortælling. Hos Ursula Le Guin er det ikke selve døden, der er fjenden, og der er ikke nogen Sauron man kan vælte, så det hele bliver godt. Det fører til en meget anderledes måde at tænke helte og udfordringer på, og jeg er glad for at have begge typer fortællinger i mit bibliotek. Både fordi en fantasyfortælling skåret fri fra det kristent-allegoriske giver plads til en hel masse andre typer fortællinger, men også fordi det for mig at se viser nogle af de svagheder, der kan være ved at lave fortællinger som Tolkiens og Lewis', hvor det gode og det onde er trukket så skarpt op. 

Nogle gange er der brug for det: Nogle gange giver netop den slags kristent-fantastiske historier mig sprog for noget omkring verdens grusomhed og behovet for retfærdighed, som jeg ikke finder andre steder, men deres sort/hvidhed er også blevet vældigt misbrugt op gennem tiden som inspiration til et meget hårdtpumpet helteideal i spil og fantasy, som er lige på grænsen til det fascistoide, hvor fjenden er grim og forvrænget, og heltene er stærke og rene. Der er, skal jeg huske at sige, langt større dybder i portrættet af det gode og onde hos de to Inklings, men de glemmes let i senere adaptationer og genbrug af deres karakterer og plotelementer. Earthsea-universet er på en anden måde født resistent over for den slags tendenser, fordi helten kun er helt i det omfang han erkender sine fejl og mangler, og fordi synsvinklen også tages helt over på "fjendens" side i The Tombs of Atuan. Jo mere jeg skriver om det her kan jeg faktisk mærke, at det at læse Earthsea minder mig om alle nuancerne hos mine gamle helte, som årtiers eventyrfilm og rollespil har fået mig til at glemme, og derfor bør The Earthsea Quartet for mig at se altid nævnes sammen med Tolkien og Lewis, når man skal skabe sig en fantasy-kanon.

Julekalender 2015 - 22. December: Descender

Jeff Lemire er en af dette års allerhurtigst opstigende stjerner i den amerikanske tegneseriebranche.
Den 39-årige canadier, som indtil for nylig var en rigtig indiedarling med titler som Essex County, Sweet Tooth og The Underwater Welder, er for alvor begyndt at lege med de store drenge. Han skrev Valiant Comics' nye store superheltesatsning The Valiant sammen med Matt Kindt henover vinteren 2014/2015, og fortsatte der med en revitalisering af deres karakter Bloodshot. Han var forfatter på dele af DCs Future's End-serie (han har lavet ting for dem siden 2010), og for Marvel har han skrevet Hawkeye og er nu hovedforfatter på den nye X-Men-bog Extraordinary X-Men. Heldigvis laver han også stadig originale serier i universer han selv skaber, og jeg har netop fået mig selv opdateret på en af de bedste, robot-odysseen Descender, som jeg gerne vil fortælle om i dag.

Descender foregår i en fjern galakse, hvor mennesker og humanoide aliens har sluttet sig sammen i FN-parallellen United Galactic Council, hvor folk lever ret almindelige science fiction-liv. En dag bliver ingeniøren Quon, som hyldes af alle som opfinderen af den moderne robotteknologi, hele galaksen nyder godt af, vækket af et nødopkald: Hver af de ni kerneplaneter i UGC er vågnet op til synet af kæmperobotter af planetstørrelse, der bare svæver i rummet uden for deres atmosfærer. Quon når kun lige at se robotten over sin egen hjemplanet, før alle ni robotter går til angreb og udrydder store dele af galaksens civilisation. Det ser dog ud til, at galaksens husholdnings- og servicerobotter er blevet skånet af angrebet, og snart er alle robotter jaget vildt i en fanatisk hævnrus på tværs af alle planeterne. 

Alt det etableres på seriens første fem-ti sider, hvorefter fortællingen springer ti år frem i tiden, hvor næsten alle robotter er blevet udryddet. Galaksen har rejst sig igen, men UGC holder ikke sammen på det hele længere, og der er robotmodstandsbevægelser og fejlslagne stater på fremmarch. UGC ved ikke, hvor de store angrebsrobotter blev af og forsker stadig i, om de vender tilbage, og hvordan man i så fald kan forsvare sig mod det. Quon er gået i hundene og gemmer sig i sin lejlighed på sin hjemplanet, for hvis han er robotteknologiens fader, hvordan står han så i forhold til en verden der er blevet ødelagt af netop robotter?

Plottets egentlige kerne bliver åbenbaret, da en lille venskabsrobot, Tim-21, vågner i en minekoloni  efter 10 års dvale. Hans "familie" er alle forsvundet eller døde, og pludselig dukker et skib med Scrappers, robotjægere, op. De vil have fat i en af de sidste levende servicerobotter, men de er ikke alene om buddet, for UGC sender også en delegation - med Quon på modvilligt slæb. De tror nemlig Tim-21 rummer forklaringen på, hvor robotterne fra det store angreb kom fra.

Herfra bliver det hele hurtigt vildt. Tim-21 ser syner om et robot-efterliv, hvor alle de udrensede robotter står og taler til ham. Quon ved tydeligvis mere end UGC tror om angrebene, og i hvert fald en af The Scrappers ved mere om Tim-21 end han giver udtryk for. Descender er et rigtigt rumeventyr med fjerne planeter, sære aliens og rumskibskampe, og Lemire udmåler sit plot næsten perfekt, så der sker noget vigtigt i hvert hæfte, uden at karakteropbygning løber helt tør for plads at udvikle sig på. Lemire kan virkelig, i modsætning til andre comics writers som Brian Michael Bendis, skriver karakterer med meget forskellige og troværdige stemmer, men når han som her skriver genre, blander han sit flair for karakterer med en god portion pulp og genreklicheer, hvilket fungerer rigtig godt. Tim-21 og Quon er klart de mest veludviklede figurer (indtil videre: der er kun otte hæfter i skrivende stund, og der sker meget nyt i nummer 7 og 8), og det er let at holde med den lille uskyldige (men stadig ikke spor forsvarsløse) Pinocchio-robot der tror han drømmer og hans skyldplagede Gepetto-videnskabsfarmand.

Seriens virkelige stjerne er dog tegner og farvelægger Dustin Nguyen, der som en noget mere ekspressionistisk Alex Ross håndmaler hele balladen, og ikke er bange for at lade hvidt papir være en vigtig baggrund, når der kun skal være fokus på karaktererne. Det giver serien sit helt eget udtryk, og de organiske akvarelstrøg giver panelernes højteknologi et lidt drømmeagtigt udtryk, man sjældent ser i genren. Descender er kun lige ved at komme op i fart, men den står som et af Lemires stærkeste værker i nyere tid, og helt klart en af 2015s bedste serier.

Julekalender 2015 - 21. December: The Long Dark

I 2015 har få spilgenrer haft så meget fremgang som survival sandbox-genren, hvor man under relativt realistiske omstændigheder skal overleve i vildnisset så godt man kan. Det er en genre, hvor simulation og spillerens frihed er i højsædet, og man skal helst kunne løse sine problemer på så mange måder som muligt. Fordi disse spil ofte bliver udgivet af små studier i en early access-version, hvor spillerne kan købe sig tidlig adgang til spillet og samtidig fungere som fokusgruppe på nye ideer i spiludviklingsprocessen, mister mange af disse spil dog deres fokus undervejs i forsøget på at fastholde spillernes interesse. Et godt eksempel er det smukke, men vanvittige Ark: Survival Evolved, hvor man skal overleve på en ø befolket af dinosaurer, men nu også kan bygge maskingeværer og sjove hatte, bekæmpe mutantgorillaer og kæmpeblæksprutter og tilsyneladende alt andet, udviklerne kan komme i tanke om. I den anden ende af skalaen, hvor konceptet står klart selv efter et års early access, og hvor man virkelig har fornemmelsen af at være til stede i en troværdig verden, er i The Long Dark, som er mit yndlingsspil der foregår om vinteren, og som er emnet for dagens kalenderlåge.

Julekalender 2015 - 20. December: Sorcery!

En af rollespilsgenrens mest unikke fortælleteknikker er, at historien oftest fortælles i anden person, altså henvendt til et "du". Det er en form, der kun bruges i litteraturen som afveksling eller formeksperiment, medmindre noget skal forestille at være et brev med en modtager. - Og selv når det bruges som stilistisk eksperiment, er det ofte med direkte reference til rollespillets du-form, som det for eksempel er tilfældet i passager i Junot Diaz' The Brief Wondrous Life of Oscar Wao. Formen stammer fra situationen omkring et bord til en rollespilsaften, hvor gamemasteren skal fortælle spillerne, hvad der sker i spillet, og spørge dem, hvad de vil gøre. Uden for den slags situationer kender nogle det nok også fra diverse Choose Your Own Adventure-bøger fra deres skolebiblioteker - altså dem hvor man skulle bladre til forskellige sidetal i bogen alt efter, hvad man ville helten skulle gøre. Spilstudiet Inkle, som lige nu især er kendt for deres Jules Verne-parafrase 80 Days, har lavet en app-adaptation af netop en af disse CYOA-bøger, Steve Jackson's Sorcery!, og det er den, dagens kalenderlåge skal handle om.

Julekalender 2015 - 19. December: King of Dragon Pass

Nu er vi i gang med den sidste weekend i dette års nubliverdetvildt-julekalender, og vi skal derfor også til kalenderens sidste "juletema": Jeg har selv siddet i tog og bil i fire-fem timer i dag og har tænkt på, hvordan julen, hvis vi igen skal definere den ud fra nogle af dens mindre historiske eller teologiske træk, for de fleste har noget at gøre med at rejse. De fleste der ikke selv har større børn rejser hjem til forældre eller anden familie i julen, DSB vakler under presset af Danmarks kollektive omrokering før og efter jul, og rejsen er der også som tema i julehistorierne: Maria og Josef rejser hjem til Josefs slægts hjemby, de vise mænd tager turen på tværs af Mellemøsten for at se det lille Jesus-barn, og i den mere poppet-sekulære ende leger julehistorierne igen og igen med, hvordan julemanden når planeten rundt med gaver hver jul. Juletiden er altså også en tid, hvor man er på farten, og det er i mit hoved faldet på plads som en god anledning til at dedikere weekendens kalenderlåger til to spil, som handler om at være på vandring - og som begge kan spilles på farten. I dag handler det om strategispillet King of Dragon Pass, som kan købes til iPads og iPhones.

Julekalender 2015 - 18. December: Age of Wonders III

Jeg har før skrevet her på bloggen om, hvordan nogle af de bedste rollespilsoplevelser i computerspil, her forstået som spiloplevelser hvor indledning og spillerens egen opbygning af karakterer er i centrum, er at finde uden for rollespilsgenren som sådan. Især strategispillene har det med at overraske på dette punkt, og i 2015 har netop et af disse, Triumph Studios' Age of Wonders III, ligget på min computer og lokket med rollespil på folkeslagsskala. 

Julekalender 2015 - 17. December: Star Wars Episode VII: The Force Awakens

Jeg havde planlagt at bringe en anmeldelse af Star Wars Episode VII: The Force Awakens i dag, men efter jeg nu har været inde at se den, ved jeg ikke, hvad jeg havde tænkt mig. Jeg kan på ingen måder bringe noget her, der kan kvalificeres som en anmeldelse.

Julekalender 2015 - 16. Decemer: Star Wars - Journey to The ForceAwakens: Shattered Empire

Så er det i dag, J.J. Abrams' store hvide hval, den nye Star Wars Episode VII: The Force Awakens skal stå sin prøve i alverdens biografer og overbevise os om, at han virkelig er ham der skal bringe balance til en ny generation af Star Wars-fans - og også til den gamle generation, selvom jeg ikke tror "vi" er så vigtig en målgruppe for den film som "vi" tror. - Men mere om den i morgen! I dag skal det handle lidt om det arbejde der er blevet gjort rundt omkring i Disneys underselskaber for at bygge en brofortælling mellem Return of the Jedi fra 1983 og den nye film, som foregår tredive år senere. Jeg har ikke læst Chuck Wendigs mellemstjernekrigsroman Aftermath endnu (jeg glæder mig dog til den!), men jeg har læst Greg Ruckas mellemstjernekrigstegneserie Shattered Empire, som udkom her i efteråret på Marvel. Dagens kalenderlåge skal handle om den og dens nærmest umulige fortællesituation, mens vi venter på the real deal i morgen.

Julekalender 2015 - 15. December: The Leftovers

Det kan være svært at huske på i disse dage, hvor sært abstrakte dødstal figurerer i nyhederne hver dag, men det er altså sandt: Hver gang et menneske forsvinder fra denne jord, er der en hel lille verden, der går under. I hvert fald for de pårørende, der står tilbage. Selvom det er næsten umuligt at se nyheder med den indsigt in mente, har de fleste af os oplevet den på egen krop og fællesskab, når vi pludselig har mistet nogen, vi  troede vi altid skulle have med i vores verden. Det har jeg i hvert fald selv oplevet.

Den måde, hvorpå verden bare går under i sådan en situation, og samtidigt alligevel nådesløst fortsætter med at gå sin gang, har jeg aldrig set stærkere fremstillet i fiktionen end i sidste års hjerteskærende HBO-serie The Leftovers. Jeg skal til at se anden sæson nu, men har ikke lyst til hhelt at give slip på fornemmelsen af første sæson, og derfor skal dagens kalenderlåge handle om den.

Julekalender 2015- 14. December: The Years of Rice and Salt

Jeg har haft nogle af mit livs bedste læseoplevelser i ugerne efter begge mine døtres fødsel. Begge gange var det en tid, hvor mit håbløst utilstrækkelige bidrag til det tidlige forældreskab var at have det lille liv sovende på maven et par timer af gangen. I den forbindelse gav det god mening at sidde og læse en bog, for hvis lillepigen var lidt urolig, kunne jeg læse højt så hun kunne ligge og falde i søvn til vibrationerne af min stemme i min brystkasse. Det var  - igen begge gange - en tid, hvor jeg fik mere end sædvanligt ud af at læse. Det havde helt sikkert noget at gøre med at følelserne sad uden på tøjet i højere grad end de plejede, fordi det var så stort at blive far (og på grund af uregelmæssig søvn, særligt første gang), men det handlede også om, at jeg endte med at relatere alt jeg læste til det lille liv der lå der på min mave. 

Da min første datter blev født læste jeg nogle ret dystre bøger. Jeg læste Ray Bradburys Fahrenheit 451 med ublandet gru og frygtede det værste for min datters fremtid, og kæmpede med at få menneskesynet i Cormac McCarthys Blood Meridian til at passe med al den kærlighed der føg gennem luften mellem mig og det lille snorkboblende væsen i mine arme. Begge læseoplevelser var i topklasse, men det var ikke noget der hjalp på humøret. Da min yngste datter kom til verden var turen kommet til Kim Stanley Robinsons The Years of Rice and Salt, og det blev en anderledes håbefuld oplevelse. Det er det, dagens kalenderlåge skal handle om.

Julekalender 2015 - 13. December: Warhammer: Endtimes - Vermintide

Nu er det jo advents- og juletid, og det skal ikke gå helt ubemærket hen over denne kalenders indhold - i hvert fald næsten ikke. Sidste søndag i advent havde kalenderen et lille nik til juletraditionen med gaver i form af et gratis spil, og denne søndag i advent er det så julen som fællesskabets tid, jeg vil lade være rammen. Jeg er normalt ikke meget for computerspil der skal spilles af flere spillere. Jeg vil gerne have mine fantasiverdener i fred, og eskapisme handler for mig i det hele taget om at være lidt alene - med få vigtige undtagelser! En undtagelse er selvfølgelig at spille bræt- og rollespil omkring et rigtigt fysisk bord med rigtige fysiske mennesker, men jeg kan også virkelig nyde de få vellykkede co-op computerspil, der findes derude, altså dem hvor man ikke spiller mod hinanden, men med hinanden. Et af mine yndlingsspil i den genre har i flere år været Valves zombie-shooter Left 4 Dead 2. Da der stadig var ordentlige netcafeer til i Danmark, var det altid det spil der var på menuen når en doven søndag skulle bruges på at skyde monstre i venners lag. Dagens kalenderlåge handler om et spil, der på fornemste vis løfter arven fra Left 4 Dead i et helt andet fantasyunivers, nemlig Fatsharks Warhammer: Endtimes - Vermintide.

Julekalender 2015 - 12. December: Hand of Fate

Jeg har besluttet at dedikere weekendens kalenderlåger til værker, jeg ikke guffer i mig fordi de har fortolkningsmæssigt potentiale. Det er nemlig også vigtigt for mig at sige, at genrefiktion, spil og alt det der kan meget mere end at tumle de store spørgsmål og spejle tendenser. Der er, ligesom med god kunst, for mig at se også en fantastisk glæde at finde i det øjeblik, hvor for eksempel et computerspil forstår sin genre og sine systemer, ikke nødvendigvis på en ny måde, men på en sådan måde at det er svært ikke at fortabe sig i det i dagevis. Sådan et spil er Hand of Fate, som er emnet for dagens kalenderlåge.

Julekalender 2015 - 11. December: Trees

I dag har jeg talt så meget og så længe om tegneserier på konferencen, at jeg faktisk ikke gider mere. De næste par dage bliver kalenderen noget med computerspil og hygge! Inden vi når dertil vil jeg dog gerne henlede opmærksomheden på endnu et ongoing Warren Ellis-projekt, der ligesom gårsdagens Injection lever højt på de vilde ideer. Dagens kalenderlåge skal derfor handle om tegneserien Trees.

Julekalender 2015 - 10. December: Injection

 

Tegneserier kan som intet andet medie rumme nogle helt vanvittige ideer. Fordi arbejdsgangen mellem tekstforfatter, penciler, inker og farvelægger ofte i sig selv går hurtigt, og oven i købet er presset af en udgivelsesdeadline og datoen for arbejdet på et nyt hæfte, og fordi alle involverede i processen er så relativt lavt betalt at de skal have så mange projekter i gang som muligt, er det sjældent nej-hatten, der er på mode i branchen. Det er ikke altid lige kønt, men af og til rammer det en balance, så man som læser sidder og sluger panel efter panel mens man kæmper for at forstå det fortættede buskads af koncepter og ideer, det er lykkedes et lille hold af kreative knoklere at få ned på papir. Et af de bedste nyere eksempler på dette er Warren Ellis, Declan Shalvey og Jordie Bellaires Injection, som jeg skal tale lidt om til en konference i morgen, og som dagens kalenderlåge skal handle om.

Julekalender 2015: 9. December: @petermolydeux

Imagine a game where you have to stop people falling in love.

— petermolydeux (@PeterMolydeux) 7. oktober 2015

Endnu en sygedag, endnu et lidt kortere indlæg her. I gårsdagens afsnit om Wanderers blev jeg inspireret til at tænke mere over det med hvordan de spekulative genrer kan fungere allerbedst i ekstremt små bidder. Det første, jeg kom til at tænke på, var twitter-kontoen @petermolydeux. Det er en slags satire-konto, hvor ejeren udgiver sig for at være den britiske spiludvikler Peter Molyneux.

Julekalender 2015 - 8. December: Wanderers

I går var min første dag på kontoret efter vi kom hjem fra USA. Det gik rigtig godt, hvis man ser bort fra lidt problemer med at komme på internettet. Jeg var løbet derind, og løb hjem igen, og syntes godtnok min taske virkede tungere end normalt. Da jeg kom hjem, rystede jeg over det hele og havde feber. Et par timer senere gik jeg i seng før aftensmad med kvalme, og nu har tre ud af fire i familien en ordentlig omgang omgangssyge. Derfor er julekalenderen sat på pausemusik de næste par dage, så jeg kan koncentrere mig om familiens overlevelse og den kommende konference. I skal dog have et eller andet, og i dag er det Erik Wenquists video "Wanderers", som er sat til en oplæst passage fra populærvidenskabsmand Carl Sagans bog Pale Blue Dot.

Julekalender 2015 - 7. December: Fantastic Four #1

Et af årets helt store nørd-events i 2015 – kun overgået af udsigten til en ny Star Wars-film – har været Marvel-superhelteuniversets undergang og snarlige genfødsel. Med Jonathan Hickman og Esad Ribic ved roret gik hele møget under i Secret Wars #1 i maj, og først de sidste par uger har vi fået lov at se nye serier dukke op, der foregår i det nye Marvel-univers. – Men det vender vi tilbage til senere i kalenderen. I dag skal det nemlig handle om det tegneseriehæfte, der startede det hele. Det var ikke begyndelsen på superheltegenren eller for den sags skyld det hæfte, hvor Marvel-karakterer for første gang optrådte. Det er derimod det hæfte, som blev begyndelsen på kontinuiteten, det sammenhængende Earth-616 univers, hvor de tidligere helt adskilte superhelte optrådte sammen og havde indflydelse på hinandens verden – og dermed var det begyndelsen på noget helt nyt i tegneseriemediets historie. Det drejer sig om Fantastic Four #1 fra 1961 af Stan Lee og Jack Kirby, og det er for tiden et af mine yndlingshæfter, både i forhold til mit arbejde og fra et rent og skært nørdperspektiv.

Julekalender 2015 - 6. December: The Mammoth - A Cave Painting

Jeg har før skrevet om – og ofte talt om og tænkt over – hvordan det at blive far har ændret min tilgang til alt det jeg læser, spiller og ser. Det begyndte i det små med en langt større følsomhed over for børns skæbner i film, bøger og spil, samt en tendens til at få tårer i øjnene over selv de mest endimensionelle far-datter-portrætter (jeg har to døtre). Det er der vel ikke noget at sige til, og jeg kan også forestille mig at det for udenforstående kan virke trættende at høre på en nybagt far der har fået sit liv og livssyn TOTALT FORVANDLET af sin nye rolle – som om forældreskab er den højeste vej til indsigt og følsomhed over for verden. Det tror jeg selvfølgelig ikke på. Jeg tror der er sket det, at min nye rolle som far har ledt mig ind i en proces, som andre helt sikkert finder ad andre veje, for eksempel gennem deres arbejde, relationer eller store skelsættende begivenheder.

Julekalender 2015 - 5. December: Age of Reptiles

Da jeg var dreng, læste jeg rigtig mange af den slags illustrerede fagbøger, ethvert dansk kommunebibliotek med respekt for sig selv er fuldt af. Jeg studerede tværsnit af ridderborge og kampvogne, læste om piraters ritualer og britiske spøgelseslegender og kunne min nordiske mytologi på fingerspidserne. Når jeg ser tilbage på den tid er der dog særligt et emne, der lyser op: Dinosaurerne. 

Jeg kan ikke helt sætte fingeren på, hvad de vækkede i mig, og andre dinosaur-fans kan nok komme med helt andre motiver end mig, men jeg bliver stadig varm om hjertet, når min ældste datter genkender en Stegosaurus eller udtaler Parasaurolophus rigtigt. Måske havde de noget af den samme konceptuelle enkelhed som den, der gør Pokemons til så populære samleobjekter: Der er, stadigvæk, ikke meget vi ved med sikkerhed om dinosaurerne, og derfor var der ikke så meget andet at gøre for fagbogsforfatterne end igen og igen at messe deres højde, alder, typer af kløer og tænder, vægt, miljø og så videre. En slags bilkort for monsternørder? For dinosaurernes monstrøsitet må også have spillet ind: Det vrimler med lange reptilhaler, tænder, kløer, pigge, udspændte hudvinger og gule øjne i dinosaurbøgerne fra dengang, og den næsten Lovecraftianske tanke om, at vores verden engang var domineret af sådanne ur-monstre, fangede virkelig min fantasi. 

Med tiden blev der længere mellem dinosaurbøgerne på min lånerkonto, og interessen har mest været der når der har været en Jurrassic Park-film i biograferne siden, men i dag skal julekalenderen handle om en tegneserie, der har fået min dinosaurinteresse til igen at bryde ud i lys lue: Ricardo Delgados Age of Reptiles.

Julekalender 2015 - 4. December: Darkest Dungeon

For et par dage siden  handlede dagens kalenderlåge om helteroller i computerspil, og i dag skal det handle om en anden af mine kæpheste i computerspilskritik: Hvis der er en ting, der rent mekanisk præger computerspils regelsæt mere end noget andet, må det være en meget bogstavelig fortolkning af ”hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere”. De fleste computerrollespil, og for tiden også de fleste action- og skydespil, opererer med ”levels”, således at man får point for alt hvad man foretager sig, primært at dræbe fjender/monstre, som derefter fører til at man stiger i niveau og bliver stærkere. Det er heller ikke kun spillenes regler, der bærer præg af denne opfattelse: De fleste af spillenes plots udfolder også en eller anden form af en magtfantasi, hvor man skal træne og kæmpe og blive stærk nok til at slå den ultimative fjende (Diablo-serien, Pillars of Eternity, Elder Scrolls, Fallout-serien, Titan Quest, diverse Star Wars- og Lord of the Rings- spil), eventuelt i fælleskab med ens venner (Neverwinter Nights, Baldur’s Gate, Mass Effect, Dragon Age). Det er selvfølgelig en frygteligt ensidig og positiv-psykologisk tematisk behandling af, hvad modgang og strabadser gør ved et menneske. En behandling som, udover at være vildt urealistisk, også har en tendens til at få spillenes historier til at ligne hinanden og have svært ved rigtigt at handle om noget eller tegne komplekse karakterer.

Det er netop kompleksiteten, der er problemet, for det er jo ikke nødvendigvis usandt at modgang og tab kan føre til, at vi som mennesker bliver klogere, stærkere eller mere hårdføre. Det ville heller ikke være mere sandt hvis man i spillene altid blev knust og svækket af sine strabadser. Det kan man sagtens blive i virkeligheden, og især tab fører jo mere end ofte til at man mister sit fodfæste i livet, men hvis man skal sætte menneskets forhold til ”det, der ikke slår det ihjel”, til modgangen og det svære og det traumatiske, på formel, kan man nok ikke komme tættere på end ”hvad der ikke slår dig ihjel, påvirker dig” -  eller ”forandrer dig”, ”præger dig”, ”komplicerer dig”.

At et menneskes udvikling ikke er en lige linie i op- eller nedadgående retning er en sandhed, computerrollespillet aldrig rigtig har formået at tage spilmekanisk højde for i dets opbygning af karakterer. Heldigvis findes Darkest Dungeon, som er bag dagens kalenderlåge.

Julekalender 2015 -3.December: B.P.R.D.

Et af de emner der optager mig meget på arbejdet for tiden er, hvordan historier om helte forandrer sig i takt med at vores syn på verden og fremtiden også forandrer sig. Giver det overhovedet mening at fortælle om supermennesker og genier i en verden, hvis natur og atmosfære har taget så meget skade af menneskets opfindsomhed og ambitioner? Kan vi overhovedet se de bedste i blandt os som værdige varetagere af vores fremtid? Og er det menneskeheden eller planeten, de skal forsvare – og udelukker de to hinanden? Hvordan fortæller vi om heltenes færden i en verden, hvor de på den ene side er en del af problemet, og på den anden side står over for forandringer og kræfter, mennesker ikke kan styre? Det er et emne jeg vil berøre et par gange i løbet af denne julekalender, men i dag vil jeg begynde med min yndlingstegneserie for tiden, Mike Mignolas B.P.R.D.

Julekalender 2015 - 2. December: The Witcher 3

Den kliche, computerspilsbranchen efter min mening har allermest brug for at slippe af med i dag er, at spilleren altid skal være Den Udvalgte, en helt som det hele drejer sig om. Denne kliche er i spil, uanset om spillerens karakter er god eller ond, fredelig eller voldelig, men den trækker den ene uvane efter den anden med sig. Når hovedpersonen er helt og centrum, bliver alle de andre karakterer defineret ved deres funktion i forhold til ham. Nuancerne i spillenes portrætter af kvindelige bipersoner er som regel det første, denne uvane går ud over, men det spreder sig hurtigt til spillets systemer, som overfokuserer på risiko og belønning for spilleren (og ikke for alle andre i spillets univers), og på den måde plottet udfolder sig, så det næsten altid ender med at netop heltens handlinger ene og alene bestemmer historiens udfald.

Det er noget rod. Ikke kun på grund af al diskriminationen og de fascistoide undertoner det lægger op til, men simpelthen også fordi det gør spillenes historie lidt kedelig at spille med på. Senest har jeg oplevet det i Bethesdas store vinterhit, det post-apokalyptiske Fallout 4 (mere om det om et par dage), hvor jeg efter blot nogle timers fjollen rundt i atomødemarken reddede en enkelt gruppe bønder fra nogle bøller. Før jeg vidste af det, kunne alle se mit store potentiale (”han er godtnok god til at fare rundt og skyde folk”), og jeg blev udnævnt til general for The Minutemen, en paramilitær gruppe der forsøger at genetablere den amerikanske civilisation. Slut med at være en ukendt strejfer på kanten af verdens ende.

Den bejlen til spillerens ego æder enhver form for nytænkning hvad angår fortællinger i computerspil, og har gjort det i mange år. Derfor er det så meget desto mere værd at bruge en kalenderlåge på at fejre, at 2015 var året, hvor et polsk (!) spilfirma udgav et kæmpestort computerrollespil, der i sin kerne gjorde op med netop den kliche. The Witcher 3, som er det tredje spil i en serie baseret på Andrzej Sapkowski fortællinger om monsterjægeren Geralt, blev markedsført med sloganet ”This world doesn’t need a hero. It needs a professional”. Allerede her er det værd at slå fast, at The Witcher 3 ikke pludselig har udrenset al testosteron og magtfantasi fra rollespilsgenren. Geralt er bestemt en hård nyser, som han fremtræder med ar i ansigtet, læderrustning og to sværd bundet på ryggen. Han er bare ikke en rollespils-fantasyhelt, som er født til at være centrum i begivenhedernes gang.

Julekalender 2015 - 1. December: The Windup Girl

Velkommen til Nubliverdetvildt!s julekalender 2015!

I år sker det igen: Der kommer en lille artikel hver dag frem til jul om bøger, film, spil og tegneserier der har gjort indtryk på mig siden sidste julekalender i 2011. Artiklerne kommer til at variere vildt i emne og længde, men jeg håber I vil være med på det meste.

En af de gennemgående temaer i år bliver fortællinger om fremtiden. Det er der flere grunde til. De mest åbenlyse grunde har noget med mit arbejde at gøre: Jeg skriver ph.d. om menneskehedens fremtid i litteraturen, særligt i tegneserier og i forhold til den teknologiske udvikling, så der er androider og færre drager i min fantasi end der plejer at være.

Derfor vil en god portion af kalenderlågerne også rumme emner, jeg alligevel sidder og skriver om på kontoret. I foråret skal jeg også undervise i et fag om ny litteratur der handler om fremtiden, hvilket her betyder at der dukker et par science fiction-romaner op, men mere om det om et øjeblik. Jeg synes også det er et oplagt emne for en julekalender, fordi jeg er vokset op med at adventstiden ikke kun var ventetid frem til julen, men også den forventningstid det er i kirkens klassiske liturgi. Her har man i århundreder brugt tiden op til jul på at leve sig ind i Bibelens fortællinger om jødernes profetier om at Messias skal komme, og samtidig også de fortællinger som omhandler den bibelske eskatologi, og handler om hele verdenshistoriens afslutning og dommedag. Adventstiden har altså altid handlet om at løfte øjnene mod fremtiden, og selvom Bibelens udgave af fremtiden typisk har en mere håbefuld tone end de værker jeg vil tage med her, synes jeg det passer godt ind.

Endelig tror jeg fremtiden fylder mere for mange mennesker i dag end den gjorde da jeg sidst skrev julekalender. Debatten om klimaforandringer er efterhånden en del af nyhedsstrømmen for de fleste, og konsekvenserne af krigen i Syrien, som i 2011 endnu ikke var noget vi her i Vesten blandede os i, begynder at kunne mærkes herhjemme i form af et enormt fokus på, hvordan vi skal fordele og huse verdens flygtninge. I den debat fylder fremtidsscenarier også meget, i den forstand at begge sider af debatten henter autoritet til deres argumenter i, hvad de mener der vil ske i fremtiden, hvis vi gør det ene eller det andet. Jeg tror der er brug for at vi tænker mere over, hvordan vi forestiller os fremtiden, og hvor meget andres fortællinger om fremtiden kan påvirke vores holdning til problemstillinger i nutiden. Jeg tror også at fortællinger om fremtiden er vigtige at tænke på der, hvor de er er fraværende: Der hvor meningsdannere og politikere foreslår løsninger på nutidens problemer og (i bedste fald) glemmer at tænke over, hvilke konsekvenser disse løsninger får for fremtiden. Måske kan vi få en bedre debat med dertil hørende bedre løsninger, hvis vi tør begive os ind i fortællingerne om fremtiden og se på dem sammen, tale åbent om hvor vores holdninger til nutiden afspejler sig i disse fortællinger, og hvor meget de er præget af frygt og håb.

Det skal dog først og fremmest handle om fortællingerne frem for politikken her, og en af de bedste fremtidsfortællinger fra mit 2015 er uden tvivl Paolo Bacigalupis roman The Windup Girl.

Glemsel, kærlighed og drager i disen

Når det er ens arbejde at læse og studere fortællinger, kan det være svært at nyde læsning som ferieaktivitet uden at føle, man stadig sidder på kontoret. Derfor ender jeg tit med at se tv-serier eller spille computerspil når jeg skal slappe af, men på det sidste har jeg mærket, hvordan der er noget i den rene og skære lystlæsning, jeg virkelig mangler. Det er en form for opslugthed, som de mere billedafhængige medier ikke giver mig på samme måde. Det er slet ikke sikkert det er sådan for alle, men for en som mig, der er vokset op med Bibelen, Astrid Lindgren og C.S. Lewis, er der en særlig ro i de sorte tegn på de hvide sider, som ikke er der, når det gælder min forskning, men altså heller ikke kan findes i selv det mest teksttunge rollespil. Derfor satte jeg mig for at læse en roman i ferien, og den måtte ikke handle om superhelte og postmennesker. Valget faldt på Kazuo Ishiguros The Buried Giant. Det gjorde det af to grunde: For det første blev den markedsført som en anerkendt ”litterær” forfatters take på fantasygenren. Det var næsten nok til at få mig med på vognen. For det andet læste jeg en lettere forbeholden anmeldelse af den skrevet af Neil Gaiman, som ellers er en notorisk ja-hat der ikke er sen til at anbefale andres værker. Hvis den var speciel nok til at få ham til at være forsigtig med superlativerne, ville jeg ikke gå glip af den.

Nubliverdetvildt!s regnvejrspåskeferieguide II: Tegneserier

Kære læsere,

Nå, nu er vejret blevet bedre her, men jeg brænder stadig inde med tre tegneserieudflugtsmål til mærkelige verdener. Det kommer sig af, at jeg i sommers fik en iPad i fødselsdagsgave, hvilket gav mig adgang til bjerge af billige tegneserier, der ellers kan være lidt svære at få fat i herhjemme. De nedenstående anbefalinger er virkelig kun toppen af bunken, men med arbejde og unger ved jeg, at jeg ikke får blogget så ofte som jeg ellers ville, så I skal kun have det bedste. God læselyst!

Nubliverdetvildt!s regnvejrspåskeferieguide I: Spil

Kære læsere,

Jeg ved ikke hvordan det er hos jer, men her er det ved at være påskeferie - vel at mærke en af den slags påskeferier, der ikke indbyder til picnic og strandture, men til at man graver sig ned i en skyttegrav af tæpper, sofaer og varme ting, mens man drømmer sig væk til andre verdener. Derfor vil jeg over de næste par dage komme med et par kvalificerede bud på rejsedestinationer for jeres påskeeskapisme. I dag skal det handle om tre computerspil, der har fyldt i mit liv de sidste par måneder, og som alle egner sig godt til eskapisme i familiens skød: De er nemme at spille i korte træk, kan pauses hvornår det skal være, men fordrer alligevel på hver deres måde masser af indlevelse og eventyr.