Et af de emner der optager mig
meget på arbejdet for tiden er, hvordan historier om helte forandrer sig i takt
med at vores syn på verden og fremtiden også forandrer sig. Giver det
overhovedet mening at fortælle om supermennesker og genier i en verden, hvis
natur og atmosfære har taget så meget skade af menneskets opfindsomhed og
ambitioner? Kan vi overhovedet se de bedste i blandt os som værdige varetagere
af vores fremtid? Og er det menneskeheden eller planeten, de skal forsvare – og
udelukker de to hinanden? Hvordan fortæller vi om heltenes færden i en verden,
hvor de på den ene side er en del af problemet, og på den anden side står over
for forandringer og kræfter, mennesker ikke kan styre? Det er et emne jeg vil
berøre et par gange i løbet af denne julekalender, men i dag vil jeg begynde
med min yndlingstegneserie for tiden, Mike Mignolas B.P.R.D.
B.P.R.D står for Bureau for Paranormal Research and Defense, og er
oprindeligt den organisation der huser Hellboy,
Mike Mignolas ikoniske pulp-helt, som jeg har skrevet om her for nogle år
siden. Siden 2002 har bureauet dog haft sin egen tegneserie, som jeg først for
nyligt har læst mig helt igennem (der er 138 issues i dag, og der kommer et nyt
hver måned). Til at begynde med fulgte man i B.P.R.D Hellboys nærmeste venner på paranormale eventyr ikke ulig
dem, man måske kender fra Hellboy-serien:
Den amfibiske mand Abe Sapiens, ildbetvingeren Liz Sherman, ler-golemen Roger
og det spiritiske medie uden krop Johann Kraus (en klassisk
jord/luft/ild/vand-kombination ligesom The Fantastic Four) rejser rundt i
verden og bekæmper spøgelser og dæmoner, og klarer sig for det meste kun med
nød og næppe. Der gik dog ikke lang tid, før de enkelte historier begyndte at
flyde sammen til en større apokalyptisk saga: Nogle underlige frølignende
monstre, som gruppen tidligere havde bekæmpet sammen med Hellboy, viste sig at
være forløbere for en større invasion inde fra Jordens indre.
I bedste Lovecraft-stil arbejdede mørke
kræfter på at befolke jorden med disse frø-mænd som en ny ”Race of Man”, en ny
slags efter-mennesker, som tænkte som ét legeme og ikke var forkrøblede af
individualitet og empati som deres forgængere. Denne Plague of Frogs gjorde, at serien fandt sin helt egen identitet i
forhold til storebrorserien Hellboy:
Frø-mændende dukkede op overalt, og blev ofte viklet sammen med andre lokale
okkulte foretagender, så bureauet var nødt til at vokse sig større og udvikle
sig til en international indsatsstyrke. B.P.R.D.
gik fra at være en pulp horror-antologi til at være en soldaterføljeton om en
verdenskrig, og de menige soldater fik ansigter og stemmer, så hovedpersonerne
i en historie ofte var en enkelt af de mere overmenneskelige karakterer for det
oprindelige firkløver i spidsen for et lille kompagni af fodfolk. De meniges
frygt for deres overordnedes superkræfter, deres angst for fremtiden og
bekymring for familien derhjemme fik masser af panelplads, og jo længere serien
skrider frem ser det også ud til, at der er en øget interesse for alle de
almindelige civile skæbner der forandres af det apokalyptiske scenarie.
Det er altså lykkedes Mignola og
hans mange medforfattere på serien at få klemt et nuanceret, karakterfokuseret
krigs-epos ind i et univers, der oprindeligt kun skulle hænge sammen 24 sider
af gangen, og det fungerer fantastisk. Frø-mændenes angreb var dog kun
begyndelsen på bureauets, og verdens, genvordigheder i serien, og som det ser
ud i skrivende stund er seriens verden næsten gået under: New York er helt
lukket af og styres som en okkult arbejdslejr af en videnskabsmand og
nazisympatisør, som har indgået en pagt med det Onde og nu vil oversvømme
verden med Livet selv, forstået som en kriblende masse af insektmonstre der
æder og fortærer alt det, der er svagere end dem (det med det ukontrollorede
liv som den virkelig fjende er ikke et nyt tema i tegneserier, men det vender
vi tilbage til). Midtvesten bliver gennemtravet af kilometerhøje skabninger,
der smadrer byer og bliver tilbedt af kulter i ørkenen. England er helt fejet
af landkortet, og Rusland er også invaderet. I modsætning til i de store
superheltetegneserier, hvor verden hele tiden skal tilbage til en form for
status quo for at få det hele til at hænge sammen, udforsker B.P.R.D.-serien et mere sandsynligt
scenarie: At en verden, hvor gale videnskabsmænd og mennesker med superkræfter
bekæmper verdenstruende farer, uundgåeligt må forvandle sig til en krigshærget
ødemark over tid. Man får virkelig fornemmelsen af, at menneskeheden i serien
har fået endegyldigt baghjul af mere levedygtige livsformer, og den panik eller
resignation der følger med magtesløsheden udforskes fra mange vinkler.
Selvom scenen er så stor og
befolket af så mange karakterer, fylder de oprindelige ”superhelte” i serien
stadig meget, og kæmper hver især med deres måde at være mere-end-menneskelig
på. Jeg skal ikke afsløre alt her, for det er det hele værd at lære dem stille
og roligt at kende henover de mere end 3000 sider der udgør serien, men de
sidste par år har særligt mediet Johan Kraus gennemgået en fantastisk
udvikling: Han er som nævnt et spiritistisk medie fra Tyskland, som under en
seance en dag ikke kunne komme tilbage i sin krop, og bureauet har nu udstyret
hans ektoplasma med en beholder i form af en gummidragt, som giver ham en vis
fysisk tilstedeværelse. På en af amfibiemanden Abe Sapiens’ rejser møder han
tre gamle venner, der er ved at skabe nogle nye, bedre menneskekroppe i et
laboratorium, og Abe ender med at få en af dem med hjem til bureauets
hovedkvarter. Her besætter Kraus den kunstigt skabte krop, og pludselig kan han
føle alt det grundlæggende menneskelige, hans åndelige form næsten havde glemt:
Han bliver sulten, sover, føler lyst og kan træne, svede, løbe og græde. Kort
efter bliver han, på grund af en helt vild historie om en latinamerikansk
jaguardæmon der besætter en zombiesoldat (for så befriende fjollet er serien
også!), slået ihjel, så han igen kun er ånd. Efter denne oplevelse bliver han
ved med at længes efter en krop, men det gør ham også opmærksom på, at han
aldrig helt bliver menneske igen, fordi han nu engang har oplevet at være det
uden kroppens begrænsninger. I årene herefter får han oftere ansvar for menige
soldater, og oplever hvordan hans beslutninger ofte virker uempatiske og
umenneskelige i deres øjne. Det vokser sig til et skyldkompleks, som kaster ham
i snart den ene, snart den anden retning i en både eventyrlig og melankolsk
fabel om forholdet mellem menneskets sind og krop – tilsat kamprobotter,
skuddueller og spøgelser, selvfølgelig.
Det er kun et af mange fascinerende
plots inde i det store plot, og de mange forskellige tegnere, hvoraf særligt
James Harren og Guy Davis gør det godt, formår at sætte deres eget præg på
historierne uden at gå på kompromis med kontinuiteten i monstres og superheltes
udseende og udvikling. Selvom det er en virkelig trist
historie, fordi bureauet kæmper en kamp de nærmest ikke kan vinde, er det for
mig den ultimative tegneserienørdefryd at læse B.P.R.D.: Serien minder om en superheltehistorie fra et alternativt
univers, hvor superheltetegneserien aldrig besejrede de andre amerikanske
tegneseriegenrer, men fusionerede med dem: Den er lige dele overnaturlig
horror, detektivmysterie, kæmpemonsterballade, 2. Verdenskrigs-læderhalsehistorie
og videnskabsangst Frankensteinfortælling. Det er næsten kun romantik-tegneserierne
der mangler at blive repræsenteret, men måske er de der alligevel i seriens
stædige fokus på karakterernes personlige liv midt i alt det apokalyptiske
kaos? Der er i hvert fald en afveksling i temaer og synsvinkler, som man
sjældent ser i superheltetegneserier, og en vild og ustyrlig fortælle- og
tegneglæde koblet med tunge temaer og psykologisk dybde. Man skal have en meget
stærk aversion for monstre for ikke at lade sig rime med på bureauets eventyr.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar