Crunch time 2

Jeg har lige en halv time til at sidde og nørkle, og eftersom alle de ord, jeg kan få ned på skrift ryger direkte i mit speciale for tiden, vil jeg i dag bruge pladsen her på at vise jer nogle trailers for spil fra relativt små spilstudier, som jeg virkelig synes formår at skabe deres helt egne universer. Læg iøvrigt mærke til, hvor stor en rolle musikken spiller i især den første og den sidste!

Crunch time

Okay folkens. Jeg er kommet til det punkt i processen med at skrive mit speciale, hvor det med et lidt pøllet ord er "crunch time": Deadline er kun en måned væk, og bookmakerne diskuterer stadig om det bliver specialet eller konens og mit første barn, der bliver bagt færdig først. Derfor skruer jeg lidt ned for blusset her på nubliverdetvildt den næste måneds tid. Det betyder dog ikke at her bliver helt stille! Det betyder bare, at der ikke kommer en længere udredning om et enkelt værk hver uge, men at jeg i stedet poster lidt strøtanker om de ting, jeg alligevel ikke kan lade være med at kaste mig over i min fritid. Den lidt bedre plads her på bloggen kan I jo udnytte til selv at komme med ideer, tanker og anbefalinger i kommentarfeltet. Ellers tager vi her på redaktionen også gerne mod gæstebloggere!

Dagens småting er et lille musikspil der rammer lige i plet med sin fantastik, og en antologi med historier, der foregår efter verdens undergang.

Knægten og fortælleren

Efter at have brugt uforsvarligt mange timer på at klikke mig igennem Diablo III på tre af dets fire sværhedsgrader, er jeg ved at være godt træt af historier der lover en masse, de ikke følger til dørs. Som jeg skrev for et par uger siden, har spillet en masse spændende ideer i sit setup og sit karaktergalleri, som er originale og interessante. Alligevel er spillets egentlige plot i allerhøjeste grad set før, både i sin opbygning og sit indhold, og det bliver ikke mindre grelt af, at spillets struktur indbyder til, at man skal spille historien igennem flere gange, så man rigtig kan få øje på alle hullerne i plottet.

Hvis du har det ligesom mig, og ikke kan skippe dialogen og mellemsekvenserne i Diablo III hurtigt nok, er der frisk luft og afveksling at hente hos actionrollespillenes vækstlag af mindre spiludviklere. Et af de allerbedste bud på en ny retning for actionrollespillene, både spilmekanisk og narrativt, er Supergiant Games' Bastion, som går i den stik modsatte retning af Diablo-serien. Her er ikke millioner af våben eller en uendelig, tilfældigt genereret verden, men i stedet en langt mindre, fokuseret fortælling med meget færre features, der til gengæld hver især har deres helt eget særpræg.