2. December: Fabeldyr i eksil

Her er fabeldyr fra russisk folklore, folkeeventy og Troldmanden fra Oz på flugt fra "The Adversary". I tekstboksen står der "It took an invasion to unite us" (Der skulle en invasion til at forene os)

Idag skal det handle om en tegneserie, som min kone Johanne og jeg en overgang var så vilde med, at vi købte et nyt hæfte hver måned. Det drejer sig om Bill Willingham's "Fables", som i skrivende stund er udgivet i 16 paperbacks - plus diverse sideprojekter i samme verden.





Grundideen i Fables er på én gang enkel og kompleks: Indbyggerne i alle de fantasiverdener, menneskehedens mytologier, fabler og folkeeventyr nogensinde har skabt, er blevet fordrevet fra deres hjemlande af den mystiske erobrer "The Adversary" (det kan løseligt oversættes til "modstanderen"), og en større gruppe af dem er nu flygtet til vores verden, hvor de lever i skjul i et lille ghettoområde i New York. Kort sagt.

Det er som sagt meget enkelt at formulere i hovedtræk, men fra fortællingens begyndelse viser det sig, at der er uendeligt mange og komplekse historier at fortælle i sådan en verden. For pludselig skal Pinnochio, Brødrene Grimms heks, Snehvide, Guldlok og de tre bjørne og trolden fra de tre Bukke Bruse finde ud af at sameksistere fredeligt og samtidig lægge planer for at erobre deres respektive hjemlande tilbage. Som man kan se på billedet ovenfor kan det hurtigt blive lidt af en rodebutik.

Det Willingham gør, som får Fables til alligevel at være gribende i hæfte efter hæfte er, at han hele tiden zoomer ind på enkelte karakterers gøren og laden i den verden, han har skabt til dem. Det første hæfte, "Fables in Exile", er en slags noir-detektivhistorie, hvor Store Stygge Ulv, som med sin skarpe lugtesans og råstyrke (han minder ikke så lidt om Marvel-tegneseriernes Wolverine, mere om ham en anden dag) er blevet ghettoens sherif, skal optrævle et mord på Snehvides søster Rose Red. Netop Snehvide, som er viceborgmester i byen, har Store Stygge Ulv (som er blevet fortryllet til for det meste at ligne et menneske) et mere eller mindre bevidst godt øje til, og ud af mordmysteriet vokser et spirende forhold mellem de to i klassisk Skønheden og Udyret-stil (de to bor også i ghettoen, iøvrigt!), som Willingham lader resten af historiens plot foregå i udkanten af. Deres forhold er enormt varmt og sjovt beskrevet, med masser af menneskekundskab og blik for alle de skæve sider af kærligheden.

Selvom kærlighedsforholdet mellem de to er den bærende plotlinie i værket, er der også masser af plads til andre afstikkere. Der er en socialistisk revolution på vej på Farmen, som er en bondegård nord for New York, hvor alle de fabeldyr, som ikke ville kunne undgå at vække opsigt i storbyen, holder til. Den bliver der så brugt et helt hæfte på, som til sidst vikles ind i den overordnede historie og driver det store plot fremad. Langsomt og over mange hæfter begynder de mange små historier at løbe sammen i en flod af små plots, som til sidst støder sammen med alle fabelfolkenes kamp for at genvinde deres hjemland.

Og jeg kunne blive ved. Lad os lige vende tilbage til det med, hvorfor Willinghams fantastiske verden er så god at læse om.

For det første er det tydeligt, at han har gjort sit forarbejde helt ærefrygtindgydende grundigt: Overalt er der referencer til stort og småt i folkeeventyr, fabler og overtro, og han finder altid det bedste i et gammelt eventyr og får det brugt på en ny  måde.

For det andet har han opstillet nogle meget simple regler for sin verden, som han aldrig holder op med at få noget ud af. For eksempel er det en naturlov i Fables at fabelfolkenes styrke og livskraft er ligefremt proportionel med, hvor meget deres historier bliver holdt i live i menneskehedens erindring. Så Jack fra "Jack og bønnestagen" (i USA hedder han åbenbart Jack) tager selvfølgelig til Hollywood for at lave film om sine egne historier, så en ny generation af mennesker kan mindes ham og gøre ham udødelig!

For det tredje bliver serien aldrig overvældet af de mange karakterer. I langt de fleste tilfælde kunne man lade historierne befolke af mennesker af kød og blod og stadig have en meningsfuld fortælling med vedkommende konflikter. Det er altså gode historier, og ikke bare noget han bikser sammen for at tegneren kan få lov til at tegne fabeldyr.

For det fjerde er netop tegningerne næsten altid rasende flotte, selvom serien ofte skifter tegner. Især forsiderne er simpelthen lige til at hænge op på væggen. Som I selv kan se her, er covertegneren James Jean i en klasse for sig: http://www.coverbrowser.com/covers/fables

Nu vil jeg ikke afsløre mere, for plottet er som sagt vildt spændende, og nogle af afsløringerne er helt vilde (gæt hvem "The Adversary" er!), så lad os stoppe her med at sige, at Willinghams "Fables" er helt vidunderlig, og i længden tror jeg, at det er bastardværker som dette, der kan være med til at holde alle de gamle myter og fabler i live i vores kultur. Så mere af det, tak!