9. December: Kunsten at fejle

Her er vor helt, udstyret med en laset kutte, en tryllestav og et maskingevær (?!?!!) i krig med et af spillets monstre. Læg mærke til element-knapperne i nederste venstre hjørne. Det er dem der gør spillet til noget helt særligt.

Rigtig mange computerspil, og særligt de rollespil, som oftest beskæftiger sig med fantasygenren, er meget fokuserede på at give spilleren en følelse af at være en helt. Man skal helst ende med at blive nærmest uovervindelig og føle sig som en halvgud a la Herkules, mens man pløjer sig igennem spillets udfordringer. Men hvor realistisk er det egentlig, at man uden større risiko for eget liv og lemmer skal kunne kaste med ildkugler, fremtrylle magiske skjolde og styre elektriske kræfter gennem sine hænder som en rigtig troldmand? Måske er det et lidt dumt spørgsmål, for realisme og fantasy er vel en slags modsætninger. Ikke desto mindre har det svenske spiludviklerfirma fået et vidunderligt lille spil ud af at tackle netop det spørgsmål. Idag skal det handle om Magicka.


Magicka er et computerspil, der som få andre forstår at blande humor og selvbevidsthed med nogle virkeligt kreative ideer til, hvordan man gør et spil udfordrende og langtidsholdbart. Man styrer, som i så mange andre rollespil, en figur, som man med museklik skal styre rundt i verden. Han kan samle våben og andre genstande op, og han er i stand til at udøve magi. Der holder ligheden med andre spil så op, for Magickas magisystem er så sjovt at bruge, så underligt intuitivt og så komplet umuligt på én gang, at det skal ses for at man kan tro det: Tasterne Q,W,E,R,A,S,D og F fremkalder hver især et magisk element (ild, vand, is, jord, elektricitet osv.) Man kan så arrangere fem af disse elementer i rækkefølge, hvorefter man kan affyre dem mod en fjende, i et område omkring sig, eller direkte i hovedet på én selv. I praksis udformer det sig i situationer som denne: En flok trolde angriber spilfiguren. Jeg trykker to gange på A for elektricitet, og to gange på F for ild, hvorefter jeg højreklikker på den forreste af troldene, og lyn springer ud fra spillerens hænder og sætter både ild og strøm til trolden, som står tæt nok på de andre trolde til, at lynene springer videre mellem troldene og danner en kædereaktion. Det, der gør spillet så sjovt er imidlertid, at ovenstående er et eksempel på en af de få gange, ens magier får den effekt, man ønsker: Hvis man spiller sammen med en anden spiller, vil lynet som oftest springe videre til ham også, og så har man et stykke grillkul som partner. Hvis det hele bliver hektisk kan man nemt komme til at ramme midterste museknap i stedet for, hvorefter ens egen spiller render rundt med ild i kåben og lyn ud af alle udgange. Eller endnu værre: Man kommer til at trykke på nogle forkerte taster, så man i stedet giver troldene ny livsenergi og plasker dem til med vand, hvilket er knapt så frygtindgydende som lyn og flammer.

Sådan kører det hele spillet igennem, og det har primært to effekter på spiloplevelsen: For det første er det et af de første spil jeg har spillet i lang tid, hvor det faktisk er sjovt at fejle! Det er ganske vist ret voldsomt, når ens figur eksploderer eller går op i flammer, men grafikken er ren morgentegnefilm, så det virker mere som Tom & Jerry end splatter. Så man kan godt grine, når det går galt. Det er altså ret skelsættende i en spilindustri, der virker helt forhippet på at fylde spilleren med selvtillid og du-er-den-udvalgte-vrøvl! Magicka siger i stedet "Æhbæh! Du kan ikke finde ud af det her! Ha! Der sprang du i luften igen! Se hvor ynkelig du ser ud! Og grin sammen med os andre." Spillet opfordrer spilleren til at have selvironi, og det er altså nyt. For det andet føles det fantastisk, når en af ens magier endelig lykkes. I stedet for, som i mange andre spil, bare at affyre en "Magic Dangerous Fireball of Death +1" ved et enkelt museklik, skal man lære at tøjle spillets elementer gennem uendelige rækker af trial and error, så man ender med at have en vis ejerskabsfornemmelse over for de få magier, man kan finde ud af at lave. Spillet er ret svært, også hvis man ser bort fra magisystemet, og der er mange timers udfordring i at gennemføre spillets historie.

Præsentationen af spillets historie og verden er dets andet store triumfkort. Spillet er som sagt udviklet i Sverige, og i stedet for at lade spilfigurerne tale ophøjet snobbebritisk eller luftigt elverengelsk, taler alle man møder noget enormt underholdende volapyk, som er sammensat af mere eller mindre genkendelige svenske gloser og lyde. Det må lyde endnu mere hul i hovedet, hvis man ikke er skandinav, og der er da også undertekster på, men det er virkelig sjovt at høre på, når man forstår lidt svensk. Spillets verden minder mest af alt om en "spoof"-udgave af resten af fantasygenren, lidt ligesom Scary Movie-filmene er det for gysere, hvor der overalt er referencer til fantasy-bøger og spil, som det ville blive alt for nørdet at gengive her. Ved man en lille smule om genren, er det vanvittigt sjovt. Gør man ikke, er spillets verden alligevel tilpas godt skruet sammen til, at man kan få en god historie ud af det.

Grunden til, at jeg tager spillet med her i dag er dog ikke dets mange referencer til fantasygenren. Det charmerende ved Magicka er først og fremmest, at det kun har hån til overs for den selvhøjtidelige heltedyrkelse, som alt for nemt bliver en selvfølgelighed i genren. Man kan kalde det et postmoderne fantasyværk, men i positiveste forstand: Det ved godt, at det ikke skal tage sig selv for højtideligt, og formår i stedet at have det sjovt og give spilleren en meningsfuld udfordring oven i. Please prøv det! Det kan slet ikke beskrives på tekst. Derfor vil jeg også gerne slutte dagens afsnit med to små videoer. Den første er en trailer for spillet, der viser lidt af dets verden, magi og vrøvlesvensk. Den anden er en demonstration af spillets magisystem, som det ville tage sig ud i et almindeligt menneskes hverdag. Den synes jeg selv er ret sjov. Vi ses imorgen, hvor skal omkring noget, jeg kom i tanke om i forbindelse med Prins Valiant.