Mening og Monstre

Jeg har altid været fascineret af film og romaner (og spil), der foregår i fremtiden, især i "nær fremtid". Den slags værker går en spændende form for balancegang, fordi de på den ene side er fri fantasi (fordi al fiktion er det, og fordi vi intet aner om fremtiden), men på den anden side skal bevare en vis lighed med og plausibel forbindelse til vores samtid. Jeg nåede ikke at se Ridley Scotts Prometheus, da den gik i biograferne, men var meget fascineret af netop den visuelle fremstilling af menneskets rumrejsende fremtid, der var gennemgående i trailers og pr-materiale for den. Jeg er også fan af Alien-filmene, som den fungerer som en slags prolog til, så da filmen fik premiere som lejefilm i tirsdags, var jeg på pletten i Blockbuster med det samme. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg var ret vild med den som film, men jeg synes jeg er for sent ude til at lave en decideret anmeldelse af den. I stedet vil jeg i dagens artikel fokusere på to aspekter af filmen, som jeg synes er særligt interessante set med denne blogs briller på, nemlig hvordan filmens univers er konstrueret, og den balance mellem eksistentielle overvejelser og gakket rummonster-splatter, filmen forsøger at ramme. Jeg skal, ifølge god skik og brug, advare om SPOILERS herfra og frem.

Sandhed, løgn og fantasi

I dag bryder jeg en af mine, om ikke principper, så i hvert fald vaner her på bloggen: Jeg vender tilbage til en forfatter, hvis værker jeg har behandlet før. Det har jeg det virkelig fint med, for China Miéville, som er forfatteren til Embassytown, som vi skal se på i dag, er en så toneangivende stemme på scenen for det fantastiske for tiden, at det ville være mere fair over for andre forfattere, hvis hans kreativitet var spredt ud på fem forfattere snarere end samlet under hans skaldede isse. Han hamrer løs på murene ved fantasiens yderste grænser med værker, der stritter i alle retninger for at se, hvor langt sproget og fortællekunsten kan strække sig - vel at mærke uden nogensinde at blive uforståelig eller utilgængelig. Ikke at han på nogen måde er ufejlbarlig - jeg mener for eksempel ikke, jeg har set ham skrive en god slutning endnu -, men hans engagement og eventyrlyst i udviklingen af litteraturen i dag er uden sidestykke. Romanen Embassytown er endnu et godt eksempel på alt det, han gør bedst - og lidt af det, han snubler over. 

Underholdning og undergang

Da den amerikanske science fiction-forfatter Ray Bradbury døde i juni, 91 år gammel, og internettet flød over af lovprisende nekrologer og hyldester til ham, fik jeg dårlig samvittighed over aldrig at have læst en eneste af hans bøger. Jeg gik ned på biblioteket og tog Fahrenheit 451 ned fra hylderne, fordi jeg i det mindste havde hørt om den før. Den fik dog lov at ligge nogle uger herhjemme, før jeg gik i gang med den, og da valgte jeg den endda mest fordi dens længde (230 sider) så mere indbydende ud end Kings, Mievilles og Stephensons 1200-siders romaner i en verden af bleskift og stakkeret nattesøvn. Jeg gik altså til romanen aldeles uden fornemmelse af, at den ville  få nogen betydning for mig, men det har den virkelig fået! Bradburys lille roman om en mand, der arbejder med at brænde bøger, er en dommedagsprofeti med tyk streg under profeti, og har ramt mig med sin præcision og desperate påtrængenhed på en måde, jeg har savnet længe. I dag vil jeg forsøge at sætte ord på, hvad den siger mig.

Den gamle skole vender tilbage

Kære nubliverdetvildt!-læsere! Jeg er blevet far!!! For tre uger siden fødte Johanne en datter, som vi siden har brugt stort set al vores tid på at beundre, sige vrøvl til og passe på. Det er derfor ikke så mange rejser ind i det fiktivt fantastiske, det er blevet til på det seneste (selvom jeg får læst en del - mere om det om et par uger), men der er et spil, der har været med hele vejen, lige fra jeg skulle holde mig vågen mens vi blev klar til at tage op på fødegangen og til nu, hvor det kan spilles med en hånd med en sovende prinsesse på armen. Denne første artikel i anden halvdel af 2012-sæsonen her på bloggen skal handle om det gnavne, genstridige og geniale Legend of Grimrock.

Crunch time 2

Jeg har lige en halv time til at sidde og nørkle, og eftersom alle de ord, jeg kan få ned på skrift ryger direkte i mit speciale for tiden, vil jeg i dag bruge pladsen her på at vise jer nogle trailers for spil fra relativt små spilstudier, som jeg virkelig synes formår at skabe deres helt egne universer. Læg iøvrigt mærke til, hvor stor en rolle musikken spiller i især den første og den sidste!

Crunch time

Okay folkens. Jeg er kommet til det punkt i processen med at skrive mit speciale, hvor det med et lidt pøllet ord er "crunch time": Deadline er kun en måned væk, og bookmakerne diskuterer stadig om det bliver specialet eller konens og mit første barn, der bliver bagt færdig først. Derfor skruer jeg lidt ned for blusset her på nubliverdetvildt den næste måneds tid. Det betyder dog ikke at her bliver helt stille! Det betyder bare, at der ikke kommer en længere udredning om et enkelt værk hver uge, men at jeg i stedet poster lidt strøtanker om de ting, jeg alligevel ikke kan lade være med at kaste mig over i min fritid. Den lidt bedre plads her på bloggen kan I jo udnytte til selv at komme med ideer, tanker og anbefalinger i kommentarfeltet. Ellers tager vi her på redaktionen også gerne mod gæstebloggere!

Dagens småting er et lille musikspil der rammer lige i plet med sin fantastik, og en antologi med historier, der foregår efter verdens undergang.

Knægten og fortælleren

Efter at have brugt uforsvarligt mange timer på at klikke mig igennem Diablo III på tre af dets fire sværhedsgrader, er jeg ved at være godt træt af historier der lover en masse, de ikke følger til dørs. Som jeg skrev for et par uger siden, har spillet en masse spændende ideer i sit setup og sit karaktergalleri, som er originale og interessante. Alligevel er spillets egentlige plot i allerhøjeste grad set før, både i sin opbygning og sit indhold, og det bliver ikke mindre grelt af, at spillets struktur indbyder til, at man skal spille historien igennem flere gange, så man rigtig kan få øje på alle hullerne i plottet.

Hvis du har det ligesom mig, og ikke kan skippe dialogen og mellemsekvenserne i Diablo III hurtigt nok, er der frisk luft og afveksling at hente hos actionrollespillenes vækstlag af mindre spiludviklere. Et af de allerbedste bud på en ny retning for actionrollespillene, både spilmekanisk og narrativt, er Supergiant Games' Bastion, som går i den stik modsatte retning af Diablo-serien. Her er ikke millioner af våben eller en uendelig, tilfældigt genereret verden, men i stedet en langt mindre, fokuseret fortælling med meget færre features, der til gengæld hver især har deres helt eget særpræg.

Rummet som scene

Det er gået op for mig, at vi her på nubliverdetvildt! slet ikke har været i rummet endnu! Vi har været i fremtiden og fortiden og i alverdens paralleluniverser, men lige præcis den del af science fiction, fantasygenrens fysiknørdede tvilling, som handler om mennesket rejse ud i rummet i fremtiden, har vi slet ikke haft fat i. Det er egentlig ikke så underligt, for min personlige smag trækker altid i retning af fantasy, når valget står mellem de to genrer, men jeg vil alligevel gerne have rumhistorierne repræsenteret i det lille katalog over fantastiske fortællinger, jeg er ved at få opbygget her på bloggen.

Derfor skal vi i denne uge se på to udgaver af rumrejsefortællingen, som jeg har haft fat i for nylig. Den første er måne-thrilleren Moon fra 2009 med Sam Rockwell i rollen som en astronaut, der lever alene på en minestation på månens bagside. Det er en meget klaustrofobisk film med meget få skuespillere og et plot, der primært udfolder sig i dialogen, og der bliver ikke affyret et eneste laservåben. Det andet værk, vi skal se på, er pc-strategispillet Sid Meier's Alpha Centauri fra 1999, som er noget mere episk og odyssé-agtigt i sin fremstilling af menneskets vej ud i rummet, og som jeg fik til 2 kroner på Y's Mens loppemarked i Rødekro for et par uger siden. Det er to meget forskellige fortællinger, men de har den kvalitet til fælles, som jeg sætter allermest pris på ved science fiction-genren, når den fungerer: En bevidsthed om, at det at være menneske ikke er en statisk tilgang, men at menneskehedens vilkår  og selvforståelse er under konstant udvikling, og at der ikke skal mange ændringer i historiens gang til, før vores verden og vores erfaring af den ser helt, helt anderledes ud.

Og myldred' djævle frem på jord og os opsluge ville...

Klokken 00.00 i tirsdags, den 15. maj, åbnede Blockbuster-forretninger, spilbutikker og deslige landet over en ekstraordinær halv time for at lukke kunder ind til midnatslanceringen af spilfirmaet Blizzards Diablo III, efterfølgeren til det håbløst vanedannende og 12 år gamle Diablo II. Jeg var selv til stede i Blockbuster i Aarhus sammen med min kone og nogle kammerater, og drønede hjem, så snart jeg havde spillet i hånden, og har brugt hvert et ledigt øjeblik siden på det.

Diablo III er det, man kalder et Action Role-Playing Game. I denne sammenhæng betyder det, at det er et computerrollespil med forskellige figurklasser, erfaringspoint, magiske våben og monstre, men "Action"-delen af genrebetegnelsen henviser til, at det egentlige rollespilleri er pillet næsten fuldstændigt ud af spillets formel, så det uden at skamme sig kun handler om at dræbe monstre så man kan få bedre udstyr og flere erfaringspoint, så man kan dræbe flere monstre og få bedre udstyr og flere erfaringspoint. Det er dette umaskerede Sisyfosarbejde med at blive stadigt stærkere, der er spillets særlige kendetegn, og spillets tredje udgave, som jeg ser på her, har efter min mening finpudset formlen til perfektion. Det er simpelthen så sjovt at spille. 

Denne uges artikel skal imidlertid ikke handle om alle de mange våben og statistikker og smarte taktikker man kan bruge i spillet, for det er der rigeligt med fokus på i anmeldelser af spillet andre steder på nettet. Her på nubliverdetvildt handler det om fantastiske fortællinger og verdener, og Diablo-universet har meget overskudsagtigt en omfattende og detaljeret mytologi, selvom det kunne have klaret sig med meget mindre, når nu folk bare spiller spillet for mekanismernes skyld. Det er et univers fyldt af engle, dæmoner, og livsanskuelser, som adskiller sig en del fra de fantasyverdener, spilmediet ellers er overbefolket af.

Hvis det hele var sandt

Vor helt på en forladt flyveplads, indhyllet i den mystiske sorte tåge, som glider ind over havnebyen Kingsmouth ude fra havet.

Jeg havde egentlig planlagt, at denne uges artikel skulle handle om Hayao Miyazaki's Princess Mononoke, men så var jeg så heldig at få adgang til beta-versionen (en slags prøveversion, et spilfirma udsender for at folk kan hjælpe dem med at afdække og rette fejl i spillet) af norske Funcoms The Secret World hen over weekenden. Jeg har fulgt med i spillets udvikling i månedsvis, for det ser virkelig ud til at bane nye veje for fantastik og historiefortælling i computerspil. I dag skal nubliverdetvildt! handle om, hvorfor The Secret World er det bedste der er sket for fantastikken i lang tid, og hvad der skete, da jeg, bevæbnet med en hammer og en skovmandsskjorte, tog til den lille havneby Kingsmouth for at undersøge nogle mystiske hændelser.

Skurkene i rampelyset

Velkommen til en lidt forsinket artikel her på nubliverdetvildt! Da jeg først havde fået skrevet mig varm på superheltegenren i sidste uge, stod det hurtigt klart for mig, at jeg også måtte omkring DC Comics' Batman i en fart. Han er en af de få indbyggere i superheltenes univers, jeg er næsten helt sikker på, at alle læsere af denne artikel vil have stiftet bekendtskab med. Rigmanden, der om natten tager et højteknologisk flagermusekostume og spreder frygt blandt gotisk-industrielle Gotham City's lige så selviscenesættende forbrydere, er kendt fra alt fra de første tegneserier for årtier tilbage over den vidunderlige animerede Batman-serie (som nogen måske kender tilbage fra Snurre Snups Søndagsklub) og helt frem i nutiden som fastelavnskostume for børn og kompliceret moralsk grå helt i Christopher Nolans meget voksne og dystre biografsuccesser Batman Begins og The Dark Knight. 

I dag vil jeg imidlertid tage fat på Batman-myten i den form, den kommer til udtryk i i computerspillet Batman: Arkham City fra 2011, som jeg lige har spillet igennem, og som jeg synes fanger en af de mest fascinerende sider af Batmans univers, nemlig den kappeklædte helts forhold til sine modstandere. For ligesom Nolan i The Dark Knight næsten ender med at lade Batmans modstander The Joker blive hovedpersonen, bliver plottet i Arkham City ikke båret så meget oppe af Batman som den bizarre trup af excentrikere og psykopater, der forsøger at komme ham til livs. Det er en imponerende og utraditionel tilgang til superheltegenren, som får spillet til at rage højt op over sine konkurrenter på det ene område, hvor computerspil altid halter: plottet.

Vildere/virkeligere - to tilgange til superheltefilm

I denne uge har jeg virkelig fået min sag for. Jeg troede, jeg havde været supersnu da jeg besluttede mig for at tage i biografen for at se henholdsvis den meget håndholdte Chronicle og effektstjernebraget Avengers. Den første så i sine trailers ud til at være en rigtig refleksiv og mere socialrealistisk tilgang til superheltegenren, end det testosteronpumpede tumpebrag, jeg mere eller mindre forventede, at Avengers ville være, og så kunne jeg lave sådan en rigtig "se-nu-hvor-de-små-indie-instruktører-dekonstruerer-genren-og-gør-det-meget-bedre-end-de-store"-artikel. 

Imidlertid viste det sig, at begge film er meget mere, end jeg skød dem til at være, og derfor bliver denne artikel ikke nær så sort/hvidt opsat, som jeg havde tænkt mig. Det skal der nok komme noget godt ud af. Velkommen til nubliverdetvildt!, hvor det idag skal handler om superkræfter og helte, og hvordan de bliver fremstillet i film idag. 

[INDSKUDT: Denne artikel er dedikeret til min gode ven Frederik, som er i Colombia lige nu. Han er den største superheltenørd, jeg kender. Frederik, jeg overgiver mig! Captain America var sej!]

Byen og vreden

I det allerøstligste Østeuropa ligger to byer, Beszel og Ul Qoma. Den første har svært ved at komme sig over sin fortid som kommuniststat, mens den anden efter tyrkisk forbillede omsætter sin islamiske arv til sekularisme og økonomisk fremgang. De to byers kamp for at finde deres plads i den moderne verden bliver yderligere kompliceret af, at de to byer optager den samme plads: Det er simpelthen én geografisk by delt op i to ved hjælp af sirlige grænsedragninger og en indoktrinering af befolkningen i begge byer til simpelthen ikke at se folk fra nabobyen. Midt i alt dette forsøger kriminalinspektør Borlú at opklare et mord, som tilsyneladende er begået i Beszel, men hans efterforskning kommer hurtigt faretruende tæt på at overskride de tabubelagte grænser mellem de to byer.

I et London lidt længere fremme i tiden end vores, bliver en legende fra den argentinske forfatter Jorge Luis Borges' Book of Imaginary Beings pludselig til virkelighed. Ud af alle spejle og spejlglatte overflader i byen strømmer væsener ud, som ligner vores spejlbilleder, både i fuld menneskestørrelse, men også flyvende flokke af glimt af hænder, fødder og hårtotter. Bag spejlenes overflader lever der tilsyneladende en hel civilisation af væsener som, hver gang vi spejler os i noget, bliver tvunget til at tage vores form, og efter årtusinder er de nu brudt igennem spejlene for at hævne sig. Gennem Londons sønderrevne og affolkede gader følger vi en af de sidste overlevende civile mennesker, som har opdaget, at spejlvæsenerne tilsyneladende er bange for ham, så han måske har en chance for at ændre slagets gang.

Et andet sted i et andet London modtager en forfatter ved en fejl en brevpakke, som leder ham på sporet af en sandhed om byens gader omkring ham, som truer med at vælte hans opfattelse af virkeligheden.

Her, i dag på nubliverdetvildt.blogspot.com, skal vi se på den britiske forfatter China Miévilles fantastiske fortællinger om byliv, indignation og virkelighedens grænser.

Livet på skæbnens skrå brædder

Her står den skæbnefornægtende helt foran Detyre, et ørkenområde præget af uroligheder mellem Fae og mennesker, minedrift og en flok gnomiske fredsbevarende styrker. Og så har vor helt en kæmpestor overstiliseret piratsabel svunget over skulderen. Kingdoms of Amalur kan lidt af hvert...

En af de ting, der i længden irriterede mig allermest ved computerrollespillet The Elder Scrolls V: Skyrim, var hvor klichéfyldt og forudsigelig hovedhistorien i spillet var, og hvordan man hurtigt blev ligeglad med, hvad baggrunden for ens missioner var, fordi de alle var skåret over de samme skabeloner: "Find X i grotten Y", "Aflever A til B i byen C", "Dræb X". Apatien kom hurtigt snigende, ikke kun på grund af det skabelonagtige, for det findes i alle spil i genren, men fordi missionerne ofte var tilfældigt genereret af spillet, hvilket ganske vist gjorde, at der var nye missioner hele tiden, men også ødelagde illusionen om, at det, man foretog sig, havde betydning for spillets univers. Jeg har siden tænkt, at det nok var den eneste måde, man kunne lave sådan en stor verden på, altså ved at acceptere en vis mængde trivialitet og repetition, og at det var utopisk at forestille sig en verden af samme omfang som Skyrims, der kunne holde det narrative niveau hele vejen igennem.

På det punkt tog jeg heldigvis fejl. For nogle uger siden købte jeg 38 Studios og Big Huge Games' debutspil Kingdoms of Amalur: The Reckoning, som har taget mig fuldstændigt med storm. Ikke nok med, at det har et spændende plot og i sin detaljegrad og dybde får Skyrims tekstforfattere til at ligne nogle overspringshandlende dagdrivere; Spillet har en af de eneste plausible baggrundshistorier til et rollespil, jeg er stødt på! The Reckoning er, synes jeg, både et bedre spil og en bedre fortælling end Skyrim, og det er det, det skal handle om i dag. 

Rollemodeller og Reality

Jeg har i et stykke tid glædet mig til filmatiseringen af Suzanne Collins' The Hunger Games skulle komme i biografen herhjemme. Ikke fordi jeg har læst bogen, for det har jeg ikke, men fordi allerede de tidlige pressefremstød for filmen lovede, at den ville blive et fænomen, der ville styrte Twilight-serien fra tronen som ultimativt teenage-fænomen. Det er nemlig på tide, der er noget der gør det. Der er brug for et tronskifte. Det har jeg i hvert fald tænkt, for selvom der da er spændende ting i Twilight-filmene, er de altså først og fremmest film der går ud på at nogen skal være rigtigt, rigtigt lækre og deprimerede oppe på skærmen, og, som Stephen King ifølge en vedholdende internethistorie skulle have sagt, da han sammenlignede filmene med Harry Potter-serien:


"Harry Potter is about confronting fears, finding inner strength and doing what is right in the face of adversity. Twilight is about how important it is to have a boyfriend"


- Kort sagt er Twilight-seriens budskab ifølge ham, at piger egentlig mest har værdi i kraft af hvilken fyr de kan være kæreste med (og måske også vice versa?). Og det er da ikke nemt for teenagere at have selvværd og turde skille sig ud, når de har den slags rollemodeller? Foromtale og trailere for The Hunger Games lovede nogle helt andre rollemodeller i form af unge der først og fremmest kæmpede for deres liv, og en historie der forholdt sig kritisk til vores samfund idag. Nu har Johanne og jeg været inde at se den, og da den falder rimeligt solidt i science fiction-kassen, vil jeg gerne bruge lidt plads på den her på bloggen. 

Fantastik i fjernsynet

Okay, jeg er ikke den helt store billedredigeringstroldmand. Det fremgår jo tydeligt herover, men der er en pointe med, at jeg har kastet mig ud i at klippe nogle Google Image-hapsede billeder sammen til denne uges artikel her på nubliverdetvildt! I dag skal det nemlig ikke handle om et enkelt værk inden for fantastikken, men i stedet om, hvad der rører sig i den genre i TV herhjemme. Der har selvfølgelig været masser af fantastiske børneserier på Public Service-kanalerne i årevis, og diverse kabel-tv-kanaler har også sendt de fleste af de støre kultserier flere gange. Det, der imidlertid er interessant lige nu er, at Moderskibet selv, Danmarks Radio i al sin magt og vælde, lige nu prioriterer sendetid til hele to udenlandske tv-serier, som har det til fælles, at de begge har rødderne meget solidt plantede i vestlig nørd-fantastiks grundvold - og begge slipper enormt godt fra det. I dag skal det altså handlede om de to igangværende tv-serier Doctor Who og The Walking Dead. Billedet af Danmarks til alle tider største nørdguru Jakob Stegelmann fra min barndoms evige yndlingsprogram Troldspejlet er der bare, fordi man ikke kan sige fantastisk på DR uden at nævne ham - og fordi han ser så rar ud. Det kan være, jeg vender tilbage til ham, men NU gælder det britisk science fiction-rabalder og dødsensalvorlig amerikansk zombie-realisme.

At fortælle historier for enden af horisonten

Den biomekanisk modificerede helt i Deus Ex med det for os herhjemme noget hverdagsagtige navn Adam Jensen.

Okay, først og fremmest vil jeg gerne undskylde de rollespilsfans, der kommer herind idag med en forventning om at læse om mine reaktioner på nyheden om, at Blizzards længe ventede actionrollespil Diablo III udkommer den 15. maj. Til dem der ikke kender historien kan jeg sige, at spillet har været undervejs i årevis, og store dele af fanfællesskabet omkring spillet har pisket hypen omkring det op til nærmest mytologiske dimensioner. Jeg er da også selv virkelig glad for at vide, hvornår det udkommer, og kommer helt sikkert til at bruge mange timer på det til den tid. Det ændrer imidlertid ikke på, at jeg forventer mig nul og niks af spillet set fra denne blogs fantasi- og heltesynsvinkel, og derfor vil jeg holde mig så nogenlunde til planen og i dag fortælle om et spil (ja, kun ét, jeg gemmer lige Mass Effect 2 til jeg har prøvet 3'eren), som jeg egentlig heller ikke forventede mig så meget af, men som fuldstændigt har ændret mit syn på, hvad spilmediet er i stand til at kommunikere af budskab og mening. Velkommen til denne uges artikel på nubliverdetvildt!, hvor det skal handle om Deus Ex: Human Revolution.

(KÆMPE SPOILER-ADVARSEL! Jeg kommer til at nævne ting der for nogle vil være afsløringer af spillets plot. Fortsæt på eget ansvar.)

Fantasiens rædsler

Her på bloggen har jeg igen og igen vendt tilbage til, hvor afgørende helterollen er for fantasygenren. Helt fra genrens oldtidsforbilleder som Homer, keltiske myter og det Gamle Testamente til de allermest nymodens interaktive online-rollespil er tilstedeværelsen af "the good guys" helt central. De kan tvivle, de kan fejle, de kan blive korrumperede, men det er for det meste ikke til at tage fejl af, at de er helte, som forsøger at repræsentere noget, der er "godt" i en renere form end vores grå og pragmatiske hverdagsmoral. Men er "det onde" ikke en lige så grundlæggende figur i fantasy? Er det ikke også en slags eksistensberettigelse for genren at stille heltene over for en ondskab, der ikke er blind og tilfældig, som den ofte opleves i virkeligheden, men har en vilje, en personlighed, en intention? Er der ikke en slags terapi eller forløsning i, at fantasy tager slangen, spøgelset, manden uden for vinduet, monsteret under sengen, og gør det synligt som en karakter i fortællingen -  som helten så kan udfordre til kamp og overvinde?

Uanset om man køber den tolkning eller ej, kan man ikke komme uden om, at det personificerede, inkarnerede onde har en lige så central plads i fantasygenrens rolleliste som det gode. Forestil dig Star Wars uden Kejser Palpatine, Ringenes Herre uden Sauron, Batman uden Jokeren. Al dramatik siver ud af fortællingen, hvis de to modpoler ikke eksisterer.

Men hvad nu, hvis man vender problematikken på hovedet og forsøger at skrive helten helt ud af historien, så det kun er læseren mod ondskaben? I min søgen efter det onde i fantasygenren er jeg faldet over et foruroligende og dragende væsen, som sjældent kommer helt op til populærkulturens overflade, men kaster sine udefinerbare skygger overalt (for nu at bruge væsenets egen måde at formulere sig på): Den amerikanske fantasyforfatter H.P. Lovecraft.

Fra helt til tyran

Den 11. november sidste år, 11.11.11, kom Dovahkiin Tom Kellermeyer til verden. Så vidt vi ved er han en helt almindelig dreng, men hans lidt underlige fornavn er interessant i denne blogs sammenhæng; Det kommer nemlig hverken fra en spændende indianerbedstefar i drengens stamtræ eller fra forældrenes numerolog, men derimod fra et løfte fra spilfirmaet Bethesda om, at ethvert barn, der blev født 11.11.11 og blev navgivet Dovahkiin, navnet på helten i Bethesdas nyeste rollespil The Elder Scrolls V: Skyrim, ville få et livslangt forbrug af af udviklerens spil i barselsgave. Set udefra kan det virke som et helt tankeløst knæfald for et spilfirmas reklamefiduser, at et forældrepar kan finde på sådan noget, men Skyrim er ikke et hvilket som helst spil. I dag skal vi se lidt nærmere på den position, spillet indtager på markedet for digitale fantastiske verdener, og hvorfor det får så meget omtale.

Ny sæson på nubliverdetvildt!

Kære læsere på nubliverdetvildt! ,

Det er efterhånden ved at være et par måneder siden, jeg har skrevet noget her på bloggen. Det har sin naturlige årsag i, at det har været en ordentlig krabat af en eksamensperiode på studiet, som nu heldigvis er godt overstået. Derfor starter der nu, i dag, i dette øjeblik en ny sæson her på nubliverdetvildt!