Hvorfor jeg ikke kan holde til undergangsfilm længere: World War Z

Min yngste bror fyldte 18 i lørdags, så min ældste bror, min far og jeg tog ham med i biografen for at se den nye zombie-katastrofefilm World War Z. Vi var ikke imponerede af de trailers, vi havde set, og jeg er så stor fan af bogforlægget (World War Z af Max Brooks, læs den!), at jeg ikke forventede andet end at blive lidt skuffet og til gengæld have en hyggelig mandetur. Jeg endte med at sidde med tårer i øjnene og hjertet helt oppe i halsen, for World War Z går til zombiegenren med nærvær og alvor på en måde, der gik lige ind. Jeg vil ikke bruge meget tid på selve filmens historie, for den skal ses, men i dag vil jeg gerne tale om, hvad filmens første halvdel gjorde ved mig, og hvad jeg har lært af den.

Spil om spil 3: Dishonored

Dunwall er designet med en sikker kunstnerisk streg

Der findes mange spil, der påstår at handle om at tage moralske valg. Det er for eksempel et tilbagevendende træk ved spil fra rollespilsgiganter som Bioware og Bethesda som Mass Effect- eller Fallout-serien, og der står "grey moral choices" bag på spilpakker fra mange andre studier. Problemet ved rollespillenes behandling af moral og etik er bare, at disse valg ofte er meget mekaniske, så spilleren ikke rigtig mærker, at hans eller hendes egen etik er på spil i det valg, der træffes. I dag vil jeg prøve at kritisere denne tilgang lidt, med udgangspunkt i det helt vilde snigerspil Dishonored fra 2012.

Nej-hat-dag på nubliverdetvildt!: Neil Gaimans The Ocean at the End of the Lane

Denne blog handler først og fremmest om værker og verdener, jeg er begejstret for. Trofaste læsere vil vide, at jeg ikke lægger fingrene imellem, når jeg er glad for noget, og at jeg generelt prøver at afholde mig fra at skrive deciderede anmeldelser. Jeg plejer at skrive anbefalinger. 

Da jeg første gang hørte om Neil Gaimans The Ocean at the End of the Lane, skyndte jeg mig da også at forudbestille den, så jeg kunne være en af de første til at juble over den her på bloggen. Neil Gaiman er nemlig en af mine yndlings-genreforfattere. Hans murstensroman om kampen mellem gamle og nye afguder i det senmoderne USA, American Gods (som jeg skamroser her), er på min top 5 over moderne genrefiktion (den liste må jeg vist hellere få lavet!). Hans manuskript til fantasyfilmen Stardust og til det nyklassiske Doctor Who-afsnit The Doctor's Wife er gode eksempler på det, han er så god til: Gaiman er en narrativ montagekunstner, der klipper i og hugger fra hele verdens skatkammer af myter og kulturhistorier og sætter umage delelementer sammen til dragende fortællinger, der smager af den helt rigtige blanding af nyt og gammelt.

Gaiman fortæller eventyr og røverhistorier, men han gør det på sin samtids præmisser. Det kommer også til udtryk i hans måde at være til stede på i kulturlivet: Gaiman er ikke eneboeren, der sidder og venter på sin muse langt fra mediernes søgelys. Han var en af de første store forfattere til virkelig at tage de sociale medier til sig, og han har en hær af disciple på Facebook, som han tit og ofte kommunikerer direkte med. Han indgår også i mange konstellationer med andre kunstnere, og han turnerer blandt andet med sin hustru, den ekstremt åbenhjertige musiker og performer Amanda Palmer. Gaimans tilgang til kunsten er altså meget åben og fællesskabsbaseret, og det er måske derfor, man skal lede enormt længe efter en journalist eller kunstner, der har noget som helst kritisk at sige om ham. Han er simpelthen enormt vellidt, og det er en stor bedrift i de sociale mediers verden, hvor næsten alle har skarer af haters efter sig. 

Jeg tager Gaimans vellidthed frem her, fordi jeg ikke kan finde andre forklaringer på, hvorfor The Ocean at the End of the Lane er blevet så godt modtaget, og måske endda hvorfor den overhovedet er blevet udgivet. 

Jeg er en meget stor fan af Gaimans talent og tilgang til sin kunst, men The Ocean at the End of the Lane er  efter min mening noget bras. For en gangs skyld har nubliverdetvildt! ikke ja-hatten på, og i dag vil jeg prøve at forklare hvorfor.