Når det er ens arbejde at
læse og studere fortællinger, kan det være svært at nyde læsning som
ferieaktivitet uden at føle, man stadig sidder på kontoret. Derfor ender jeg
tit med at se tv-serier eller spille computerspil når jeg skal slappe af, men
på det sidste har jeg mærket, hvordan der er noget i den rene og skære
lystlæsning, jeg virkelig mangler. Det er en form for opslugthed, som de mere
billedafhængige medier ikke giver mig på samme måde. Det er slet ikke sikkert
det er sådan for alle, men for en som mig, der er vokset op med Bibelen, Astrid
Lindgren og C.S. Lewis, er der en særlig ro i de sorte tegn på de hvide sider,
som ikke er der, når det gælder min forskning, men altså heller ikke kan findes
i selv det mest teksttunge rollespil. Derfor satte jeg mig for at læse en roman
i ferien, og den måtte ikke handle om superhelte og postmennesker. Valget faldt
på Kazuo Ishiguros The Buried Giant.
Det gjorde det af to grunde: For det første blev den markedsført som en
anerkendt ”litterær” forfatters take på fantasygenren. Det var næsten nok til
at få mig med på vognen. For det andet læste jeg en lettere forbeholden
anmeldelse af den skrevet af Neil Gaiman, som ellers er en notorisk ja-hat der
ikke er sen til at anbefale andres værker. Hvis den var speciel nok til at få
ham til at være forsigtig med superlativerne, ville jeg ikke gå glip af den.
