Når det er ens arbejde at
læse og studere fortællinger, kan det være svært at nyde læsning som
ferieaktivitet uden at føle, man stadig sidder på kontoret. Derfor ender jeg
tit med at se tv-serier eller spille computerspil når jeg skal slappe af, men
på det sidste har jeg mærket, hvordan der er noget i den rene og skære
lystlæsning, jeg virkelig mangler. Det er en form for opslugthed, som de mere
billedafhængige medier ikke giver mig på samme måde. Det er slet ikke sikkert
det er sådan for alle, men for en som mig, der er vokset op med Bibelen, Astrid
Lindgren og C.S. Lewis, er der en særlig ro i de sorte tegn på de hvide sider,
som ikke er der, når det gælder min forskning, men altså heller ikke kan findes
i selv det mest teksttunge rollespil. Derfor satte jeg mig for at læse en roman
i ferien, og den måtte ikke handle om superhelte og postmennesker. Valget faldt
på Kazuo Ishiguros The Buried Giant.
Det gjorde det af to grunde: For det første blev den markedsført som en
anerkendt ”litterær” forfatters take på fantasygenren. Det var næsten nok til
at få mig med på vognen. For det andet læste jeg en lettere forbeholden
anmeldelse af den skrevet af Neil Gaiman, som ellers er en notorisk ja-hat der
ikke er sen til at anbefale andres værker. Hvis den var speciel nok til at få
ham til at være forsigtig med superlativerne, ville jeg ikke gå glip af den.
The
Buried Giant følger det ældre britiske ægtepar
Beatrice og Axl på en rejse gennem 600-tallets England. Det er tydeligvis
nærmere de arthurianske legenders England end det er arkæologiens, for der er
trolde ude i sumpene, riddere i pladerustninger, gamle drager i bjergene og
bådsmænd der sejler til mytiske øer. Det er dog svært at få hold på, hvor
magisk det hele faktisk er, for Axl og Beatrices hjemstand er ramt af en endnu
større fortryllelse end et par fabeldyr: En dis har sænket sig over landet, og
pludselig glemmer alle selv de mest nære ting. Børn kommer hjem fra vildmarken
efter dages forsvinden uden at nogen har savnet dem. De nærtliggende saksiske
landsbyer har tidligere været fjender, men er nu fredelige uden at man helt ved
hvordan det er gået til. Og endnu mere nært: Beatrice og Axl kan mærke følelser
der både drager dem tættere på hinanden og vidner om måder, de har såret
hinanden, men de kan ikke huske disse følelsers ophav. Alligevel holder de
sammen, for de stoler på, at de ting de har glemt umuligt kan være stærkere end
den tillid de har til hinanden her og nu.
Et svagt minde om, at
deres søn bor i en anden by og venter deres ankomst tvinger dem ud på en rejse
gennem disen. Undervejs møder de i bedste episke stil en række udfordringer,
der lærer dem mere om deres omverden og deres plads i den, men som også bringer
dem tættere på sandheden om, hvem de selv er, og hvilke konsekvenser det kan få
for deres forhold. The Buried Giant
er en af de romaner, hvor man ikke må sige mere om plottet end det. Ikke fordi
spoilers er forbudte, eller fordi der venter læseren en masse vilde plot
twists, men fordi Beatrice og Axl som karakterer fortjener, at man vandrer forvirret
og håbefuld i disen sammen med dem. Det er netop følelsen af en erindring, der
siver ud gennem sprækkerne i ens næve, når man forsøger at fastholde den, der
smukt bliver fortalt fra to gamle elskendes synsvinkel. Det gør af og til
læsningen træg, fordi de to og de folk de møder ofte er nødt til at skære
alting ud i pap, fordi ingen er helt sikre på, hvilket fælles
forståelsesgrundlag de deler med den, de taler til.
Ishiguro gør også et
fremragende stykke arbejde i sit forsøg på at fremstille, hvordan manglende
hukommelse også ødelægger ens opfattelse af nutiden. Hovedpersonerne forstår
ofte først det, der sker, efter det er sket, som når det kommer til kamp, og en
mand bliver stukket ned. Her beskrives det hvordan en rød slange kryber væk fra
hans krop og deler sig omkring en sten, før den kryber videre i ét stykke. Det
er selvfølgelig blodet der løber, men de hukommelsesberøvede karakterer kan kun
beskrive det, de ser. De kan ikke knytte det til ting, de har oplevet før. Flere af disse greb
bliver måske brugt lidt for mange gange, men følelsen af barnlig forvirring
koblet med de gamles tillid til hinanden er simpelthen smuk. Jeg kunne ikke
selv lade være med at tænke på, om min kone og jeg kan bevare den tillid, når
vores hjerner begynder at ruste.
Der, hvor det skinner
mest igennem at Ishiguro ikke først og fremmest er fantasy-forfatter, selvom
han stilistisk kan sin Tolkien og Lewis på fingerspidserne, er der, hvor The Buried Giant går mere op i at handle
om noget end om at bygge en fortryllende fantasiverden. Fabeldyrene optræder
ofte kun i periferien, fortælletempoet er lavt, og kampene bliver i bedste
samuraifilmstil (som Ishiguro selv fremhæver her ) ofte afgjort med et
enkelt sværdslag. Fortællingen dvæler ikke ved det eventyrlige, men ved sine
karakterer og temaet omkring erindring, som sine steder skinner så meget
igennem, at det føles som at læse en fabel eller en lignelse. Mange mysterier
omkring romanens eventyr-England forbliver også ubesvarede, og den klassiske
heltedyrkelse (eller dens postmoderne nevø, antiheltedyrkelsen) må vige for et
realistisk blik på en kendt sagnfigur, der ikke fremtræder så retfærdig og
riddergod, når man får begge sider af konflikten med. Til gengæld minder
romanen sine steder meget om de fairy
tales, Tolkien holdt så meget af, hvor fabeldyrene netop ikke hører hjemme
i fabler, men i en ”anden verden”, der grænser op til vores og ikke er mere
eller mindre virkelig end vores egen. En slags eventyr, der forstår netop den
engelske folklores forhold til det fantastiske, men alligevel også insisterer
på at handle om noget, vi kan forholde os til nu, både hvad angår parforhold,
minder og slumrende etniske konflikter.
The
Buried Giant er ikke en ny klassiker eller en af de
bedste bøger, jeg har læst, men den formår at være en fantasyroman helt uden at
falde i genrens kliché-kviksand, og at være en ”litterær” roman der bruger løs
af genrefiktionens værktøjskasse uden ironi eller sarkasme. – Og så er stakkels
Beatrice og Axl, der elsker ubetinget og sårbart midt i glemsel og usikkerhed,
et par livskloge rejsekammerater i den smule læseudflugt, jeg fik taget mig tid til i min ferie.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar