Velkommen til Nubliverdetvildt!s julekalender 2015!
I år sker det igen: Der kommer en
lille artikel hver dag frem til jul om bøger, film, spil og tegneserier der har
gjort indtryk på mig siden sidste julekalender i 2011. Artiklerne kommer til at
variere vildt i emne og længde, men jeg håber I vil være med på det meste.
En af de gennemgående temaer i år
bliver fortællinger om fremtiden. Det er der flere grunde til. De mest åbenlyse
grunde har noget med mit arbejde at gøre: Jeg skriver ph.d. om menneskehedens
fremtid i litteraturen, særligt i tegneserier og i forhold til den teknologiske
udvikling, så der er androider og færre drager i min fantasi end der plejer at
være.
Derfor vil en god portion af
kalenderlågerne også rumme emner, jeg alligevel sidder og skriver om på
kontoret. I foråret skal jeg også undervise i et fag om ny litteratur der
handler om fremtiden, hvilket her betyder at der dukker et par science
fiction-romaner op, men mere om det om et øjeblik. Jeg synes også det er et
oplagt emne for en julekalender, fordi jeg er vokset op med at adventstiden
ikke kun var ventetid frem til julen, men også den forventningstid det er i
kirkens klassiske liturgi. Her har man i århundreder brugt tiden op til jul på
at leve sig ind i Bibelens fortællinger om jødernes profetier om at Messias
skal komme, og samtidig også de fortællinger som omhandler den bibelske
eskatologi, og handler om hele verdenshistoriens afslutning og dommedag.
Adventstiden har altså altid handlet om at løfte øjnene mod fremtiden, og
selvom Bibelens udgave af fremtiden typisk har en mere håbefuld tone end de
værker jeg vil tage med her, synes jeg det passer godt ind.
Endelig tror jeg fremtiden fylder
mere for mange mennesker i dag end den gjorde da jeg sidst skrev julekalender.
Debatten om klimaforandringer er efterhånden en del af nyhedsstrømmen for de
fleste, og konsekvenserne af krigen i Syrien, som i 2011 endnu ikke var noget
vi her i Vesten blandede os i, begynder at kunne mærkes herhjemme i form af et
enormt fokus på, hvordan vi skal fordele og huse verdens flygtninge. I den
debat fylder fremtidsscenarier også meget, i den forstand at begge sider af
debatten henter autoritet til deres argumenter i, hvad de mener der vil ske i
fremtiden, hvis vi gør det ene eller det andet. Jeg tror der er brug for at vi
tænker mere over, hvordan vi forestiller os fremtiden, og hvor meget andres
fortællinger om fremtiden kan påvirke vores holdning til problemstillinger i
nutiden. Jeg tror også at fortællinger om fremtiden er vigtige at tænke på der,
hvor de er er fraværende: Der hvor meningsdannere og politikere foreslår
løsninger på nutidens problemer og (i bedste fald) glemmer at tænke over,
hvilke konsekvenser disse løsninger får for fremtiden. Måske kan vi få en bedre
debat med dertil hørende bedre løsninger, hvis vi tør begive os ind i
fortællingerne om fremtiden og se på dem sammen, tale åbent om hvor vores
holdninger til nutiden afspejler sig i disse fortællinger, og hvor meget de er
præget af frygt og håb.
Det skal dog først og fremmest
handle om fortællingerne frem for politikken her, og en af de bedste
fremtidsfortællinger fra mit 2015 er uden tvivl Paolo Bacigalupis roman The Windup Girl.
Romanen foregår i en
fremtid hvor (den formulering dukker nok op mange gange den næste måneds tid!)
den globale opvarmning, udtørringen af vores brændstofressourcer og en
løssluppen biotech-industri har fået verden til at kæntre godt og grundigt.
Romanen foregår i Bangkok, Thailand, hvor de svulmede verdenshave holdes ude af
en kæmpemur, ligesom muterede pandemier og amerikanske ”calorie companies”, en
global stormagtsudgave af Monsanto, holdes stangen af The White Shirts, en
paramilitær gruppe under Miljøministeriet. Kaloriefirmaerne har taget patent på
sterile kornsorter og plantefrø, som de tager sig godt betalt for, mens de
sender skræddersyede mutantsygdomme efter ”naturlige” plantebestande, som så
slår millioner af afgrøder – og mennesker – ihjel. Olie og kraftværkleveret
elektricitet er kun for de allerrigeste, så Bangkok er belyst af grønne
methan-flammer, og dets fabrikker forsynes med joule fra hjul trukket af
genmanipulerede kæmpeelefanter.
Bacigalupis Bangkok er på mange
måder en dragende fremtidsvision: Fraværet af benzinos, skærme, telefoner,
internet og forbrugsræs giver det en gammeldags ro og fortryllelse, og en
afglobaliseret verden, hvor det tager måneder at krydse havene med skib eller
luftskib er unægtelig afstressende af fortabe sig i. Det er forfriskende at
læse science fiction der foregår uden for Vesten (eller i Japan), og
Bacigalupis omfattende research af både teknologisk udvikling og thailandsk
kultur danner fundamentet for noget af det bedste worldbuilding jeg har set længe. Freden i Bangkok varer dog kun
kort, for alle romanens karakterer bærer et lille stykke kaos med sig: Anderson
Lake, som arbejder for kaloriekompagniet AgriGen, snuser rundt efter thaiernes
hemmelig frøbank, så laboratorierne hjemme i Midtvesten kan bringe uddøde
frugter og planter tilbage fra de døde – med copyright, selvfølgelig. Hans bogholder,
eksilkineseren Tan Hock Seng, som er flygtet fra Malaysia efter et
ekstremistisk oprør gjorde det af med hans handelsdynasti, drømmer om at stjæle
Lakes forretningshemmeligheder fra den energifjederfabrik han bestyrer, og vil
gøre det meste for at overleve. Lederen af The White Shirts, den tidligere muay
thai-bokser Jaidee, går så meget op i at holde de hvide farang ude af landet, at han rager uklar med Handelsministeriet,
som arbejder for mere åbenhed og frihandel. Endelig er der Emiko der, som i titlen
på bogen, er en japansk windup, et
”træk-op-menneske” skabt i laboratiet med iblandede gener fra alt fra tudser
til labrador-hunde. Hun er ikke en robot, men en af The New People, en
posthuman race af fabrikerede mennesker designet til at bære ældrebyrden i et
affolket Japan. Hun er blevet efterladt af sin ejer i Thailand, og da hun er
bygget til altid at finde en herre at adlyde, er hun endt i et helt
forfærdeligt bordel i Bangkok, hvor hun bliver fornedret aften efter aften mens
hun drømmer om at slutte sig til en sagnomspunden stamme af windups i de nordlige skove, der lever
uden herrer.
Mere skal jeg vist ikke røbe, men
Emikos historie er romanens svage punkt, fordi Bacigalupi, desværre alt for
typisk for moderne genrefiktion, absolut skal trække den ene af sine to store
(ja, jeg har med vilje glemt en for spoilerfrihedens skyld) kvindelige
karakterer gennem udpenslede fornedrelsesscenarier. Det er, som en af
anmelderne på Goodreads siger det, et modbydeligt og billigt plot device, som det gør ondt at læse
sig igennem. Jeg siger slet ikke at det er et emne litteraturen ikke skal
beskæftige sig med, tværtimod, men når det bliver et narrativt krydderi, hvis
virkelige traumatiske og sociale konsekvenser forfatteren ikke gider bruge tid
på at gå ind i (her er det bare en udpensling af, hvordan hun er designet til
at adlyde og underkaste sig), holder det ikke. Hvis det tjener noget formål i
fortællingen er det at vise, at verden, selvom den er stået af
klimaødelæggelsesræset og har sat tempoet ned, ikke har udviklet sig moralsk.
Mennesker bliver stadig udnyttet og misbrugt på alle niveauer i Bacigalupis
fremtid, og det er det, der driver historien fremad. Derfor kan The Windup Girl også prale af at være en
af de meget få science fiction-romaner, der er lige så dragende i anden halvdel
som i første halvdel. Typisk er det sjovere at se en fiktiv fremtid blive til
end at følge en historie til ende i den, men det menneskelige drama,
magtkampene og forræderierne bærer romanen hele vejen hjem, og Emiko får heldigvis
også lov til at være andet end slave i sidste halvdel.
Det mest uhyggelige ved
Bacigalupis fremtid er for mig at se, at verden ikke er gået under. Der kan
være noget befriende, noget afladsagtigt i fremtidsvisioner hvor det hele går
under med et brag. Visioner, hvor vi ikke tvinges til at se konsekvenserne af
vores liv i dag ætse sig langsomt gennem planeten og se generationer efter
generationer leve under stadigt sværere vilkår. Hvis det hele bare fryser til
is eller springer i luften, er det ikke mere at tænke over, men i Bacigalupis
Bangkok lever hundredtusindvis af mennesker i frygt for pandemier,
oversvømmelser og giftige fødevarer, mens de prøver at få en hverdag til at
hænge sammen. Det er for mig en langt mere motiverende advarsel som fremtidsfortælling,
når jeg skal tænke over hvordan jeg vil efterlade verden til mine og alle
andres børn.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar