Julekalender 2015 - 7. December: Fantastic Four #1

Et af årets helt store nørd-events i 2015 – kun overgået af udsigten til en ny Star Wars-film – har været Marvel-superhelteuniversets undergang og snarlige genfødsel. Med Jonathan Hickman og Esad Ribic ved roret gik hele møget under i Secret Wars #1 i maj, og først de sidste par uger har vi fået lov at se nye serier dukke op, der foregår i det nye Marvel-univers. – Men det vender vi tilbage til senere i kalenderen. I dag skal det nemlig handle om det tegneseriehæfte, der startede det hele. Det var ikke begyndelsen på superheltegenren eller for den sags skyld det hæfte, hvor Marvel-karakterer for første gang optrådte. Det er derimod det hæfte, som blev begyndelsen på kontinuiteten, det sammenhængende Earth-616 univers, hvor de tidligere helt adskilte superhelte optrådte sammen og havde indflydelse på hinandens verden – og dermed var det begyndelsen på noget helt nyt i tegneseriemediets historie. Det drejer sig om Fantastic Four #1 fra 1961 af Stan Lee og Jack Kirby, og det er for tiden et af mine yndlingshæfter, både i forhold til mit arbejde og fra et rent og skært nørdperspektiv.

Det er vigtigt først at understrege, at man aldrig har fundet beviser på, at Lee og Kirby vidste, hvad de var ved at sætte i værk da de skabte Fantastic Four #1. The Fantastic Four var et af mange sæt superhelte, Lee og Kirby skabte i begyndelsen af 60’erne, og det gik ofte meget hurtigt med få uger til deadline og meget lidt kommunikation mellem de to. De havde simpelthen travlt med at opbygge et portfolio af superhelte der kunne sælge blade for det økonomisk trængte Marvel, og der er ingen spor af sammenhængen og kontinuiteten før omkring ti hæfter inde i de forskellige serier. Derfor er Fantastic Four #1 først og fremmest en demonstration af de tos absurd høje bundniveau og evne til at finde på helt fantastiske pulp-historier i en håndevending.

Hæftet består af tre ”akter”. I det første viser et mystisk signal sig på himlen over Manhattan, og læseren introduceres så til hvert af medlemmerne af The Fantastic Four, hvis superkræfter for første gang manifesteres i offentligheden. Sue Storm gør sig usynlig til folks store forskrækkelse, Ben Grimm smider hat og blå briller (bogstavelig talt) og løber ud af en skrædderbutik med sin kæmpeklippekrop, Johnny Storm selvantænder og flyver væk fra en bilmekaniker, og Reed Richards lange spaghettiarme stopper et atommissil i luften. Resten af billedsiden i dette akt består for størstedelen af civile new yorkere, der måber og spiler øjnene op, mens de peger op mod de frygtindgydende nye væsener. De ligner skræmte chimpanser, og forstærker fornemmelsen af, at der allerede her i 1961 er en uoverskridelig kløft mellem de ”almindelige” mennesker og superheltene -  et tema Lee og Kirby indkredser endnu mere i Uncanny X-Men, som også udkom i starten af tresserne. Superheltene er på en eller anden måde noget mere end menneskeligt, som Lee også formulerer på talrige måder i panelernes talebobler, men menneskene er også blevet mindre end menneskelige i deres abelignende måben, som måske endda skal forestille skrig af angst og forfærdelse. I det der hele tiden peges opad eller ud af panelerne, placeres læserens synsvinkel dernede sammen med de måbende, og derfor handler første akt til en vis grad mindre om at være en superhelt i forklædning end om at være et helt almindeligt menneske der ser noget vildt og uforklarligt bryde ind midt i sin hverdag.

I andet akt, som er et flashback som fortæller om supergruppens tilblivelseshistorie, er læserens synsvinkel hos de fire venner, mens de rammes af ”kosmisk stråling” og får underlige superkræfter. Her er følelsen af måben og forfærdelse placeret hos de ”mere end menneskelige”, som ser på hinanden og alt det der sker omkring dem og føler sig fremmedgjorte midt i forvandlingen. I det eneste ”pegepanel” i dette akt ser man en af de fires pegende hånd i førstepersonsperspektiv pegende på Sue Storm der bliver synlig igen efter sin første usynlighed – læseren er altså en af de fantastiske fire her.




Det er et akt hvor man også kan se de første tegn på, at tegneren Kirby og manuskriptforfatteren Lee ikke altid har den samme fornemmelse af historien: Kirby tegner, hvordan Johnny Storms første selvantænding sætter ild til en hel skov i et rent flammehelvede, mens Lee i teksten kalder det ”[a] small fire in the underbrush” (se http://kirbywithoutwords.tumblr.com/) . For Kirby er de fires forvandling en noget mere alvorlig sag end det er for Lee, som tilsyneladende tænker mere på at gøre historien passende for en teenage-målgruppe.

I det sidste akt møder vi de fires første modstandet The Moleman, og i introen til dette akt bliver de pegende hænder brugt til at komplicere forholdet mellem læseren, heltene og det menneskelige/mere-end-menneskelige endnu mere: I ”Fransk Afrika” bliver fremmedlegionen overfaldet af et kæmpemonster, og et panel viser de rædselsslagne soldater der peger på monstret, men denne gang peger de ud af panelet direkte mod læseren, som om læserens synsvinkel i dette afsnit er placeret hos monsteret. De tre akter tager altså læseren med på en rejse, hvor forholdet mellem det menneskelige og det der overskrider dets grænser – både opad som hos heltene og nedad som hos monsteret – bliver præsenteret. Superheltetegneserien som Kirby og Lee fortolker genren her handler altså ikke bare om en magtfantasi om at være helt, men om at udforske grænserne for, hvad vi kan opfatte som menneskeligt og identificere os med. På den måde er det også en historie om normalitet og grænserne for denne, og det gælder i endnu højere grad i sidste del af tredje akt, hvor vi møder The Moleman og læser om, hvordan han er flygtet fra menneskenes verden fordi de ”normale” lo af hans groteske udseende og ikke ville byde ham velkommen i deres fællesskab, og at det er derfor han nu bekæmper menneskene. Der er et væld af sympati i både tekst og billede i denne del af historien, og Reed Richards siger også i det sidste panel, efter The Moleman er begravet under jorden på sin hemmelige ø, at han håber han har fundet fred der.

Det er altså selve fundamentet for det Marvel-univers, vi har kendt de sidste 50 år: Masser af heltegerninger og skøre superkræfter, ja, men aksen det hele drejer om har noget at gøre med grænserne for de ”normale” menneskers sympati og imødekommenhed overfor alt det, der overskrider deres selvforståelse, deres begrænsninger og deres regler. Der er helt klart en længsel mod at bryde de grænser – ved at flyve, ved at blive usynlig, ved at være uendeligt stærk – men også en undren og frygt overfor fremkomsten af ting, vi ikke kan forstå. Det tema går igen mange gange i særligt Kirbys værker, og er, som vi skal se senere i denne kalender, også en af hjørnestenene i Hickmans og Ribics undergangshistorie for Marvel-universet. Fantastic Four #1 slår tonen an for denne udforskning af grænser på imponerende mange måder i løbet af sine små tredive sider, og med sin spøjse strid mellem billede og tekst og sin virkeligt ynkværdige skurk står den for mig som et pragteksempel på, hvor uregerlig og mangfoldig en størrelse superheltegenren kan være.

(BONUS-INFO: Jeg kommer helt sikkert tilbage til Kirby i løbet af kalenderen, for han var en af mine store ny-/genopdagelser på min USA-tur her i efteråret, men hvis du slet ikke kan få nok, kan jeg anbefale at sætte Charles Hatfields Kirby-portræt Hand of Fire fra 2011 på juleønskesedlen. Han kan virkelig læse tegneserier, og blander biografiske anekdoter med superfede nærlæsninger af Kirbys stil og fascination af det, han kalder the technological sublime: den grænse, hvor teknologien bliver så avanceret og ubegribelig, at vi må opfatte den som monstrøs og guddommelig og fyldes af rædsel og ærefrygt over den. Det er fremragende læsning for nørder såvel som akademikere.)