Jeg havde planlagt at bringe en anmeldelse af Star Wars Episode VII: The Force Awakens i dag, men efter jeg nu har været inde at se den, ved jeg ikke, hvad jeg havde tænkt mig. Jeg kan på ingen måder bringe noget her, der kan kvalificeres som en anmeldelse.
Det kan jeg ikke, fordi jeg ikke kan opretholde nogen form for kritisk distance til den film. Det kan jeg ikke, fordi jeg ufrivilligt gav et lille hvin fra mig og klappede mig på lårene, da introteksten begyndte at rulle over skærmen. Fordi jeg og min kammerat var så meget oppe at køre, at vi kun var 5 minutter inde i filmen, da de meget alvorlige jævnaldrende mænd foran os vendte sig om og bad os om , om vi "ikke godt ville være søde at tie stille".
Jeg kan ikke anmelde The Force Awakens, fordi den har givet mig lyst til at fylde A4-printerpapir med stiftblyanttegninger af lettere modificerede udgaver af filmens rumskibe og monstre. Jeg kan ikke anmelde den, fordi det jeg allerhelst vil lige nu er at bygge Imperial Walkers af LEGO-klodser.
Jeg kan ikke analysere den, fordi jeg ser på mine døtre og næsten ikke kan vente med at vise dem en film, hvor helten med største selvfølgelighed er en kvinde, som er en virkelig troværdig karakter med samme kompleksitet og kassekategoriseringsresistens som man ville have foventet det af en mandlig helt - og fordi den formår at minde mig om, at den henter meget af sit forhold til køn fra de første film, som sine steder var forud for sin genres tid på det punkt. The Force Awakens slår en gang for alle fast, at den øgede diversitet i fremstillinger af kønsroller og -stereotyper (og racediversitet) i genrefiktionen i løbet af de sidste 5-10 år uundgåeligt fører til meget bedre karakterer, fortællinger og manuskripter, og på ingen måde til den udvanding og overpolitisering af alting, som den gamle Gamergate-garde frygter. Hvor er det skønt at se!
Jeg VIL heller ikke analysere den, for selvom jeg godt kan se at dens skel mellem det gode og det onde er trukket vel hårdt op, kan jeg ikke lade være med et kort øjeblik at glæde mig over at se variationer over den egentligt bundgode karakter på mit biograflærred igen. Jeg vil gøre en undtagelse her, lade mine akademikerbriller ligge og glæde mig over, at de gode er gode og de onde ikke helt uden for pædagogisk rækkevidde, præcis som i de gamle film.
I dag vil jeg bare fejre The Force Awakens, fordi den er så eminent velcastet. Fordi J.J. Abrams virkelig har forstået, hvad den gamle trilogi kunne, og samtidig formår at vise, at vi er kommet et stykke vej siden den. Fordi han har lavet en rigtig fantasifuld monster- og rumfilm, der ikke skammer sig over at være genre fra ende til anden, men alligevel prioriterer sine karakterer over sine effekter (nu anmelder jeg lidt alligevel). Fordi den fortsættelse, det nye hold har skabt til universet (og det går først op for mig lige nu!) er en fantastisk platform for et nyt "extended universe" af film, tegneserier og computerspil, som bare venter på at blive skabt. Fordi The Force Awakens viser hele resten af genreland, og måske især superheltefilmene, at det i vores 3D-alder IKKE er for sent at skabe værker med ægte fantasi og fortryllelse, hvor det ikke kun handler om at skrue alt op til 11, men om at tage tilskueren med til nye verdener og på nye eventyr. Fordi filmen har masser af humor, men ikke ret meget ironi.
Jeg skriver det her, usammenhængende og partisk som det er, fordi der nok skal komme dage, hvor jeg kan se filmens fejl og mangler, og hvor internettets endeløse kulturjournalistikmaskine nok skal få mig overbevist om, at den også fejlrepræsenterer en masse ting. Jeg ved, at jeg virkelig ville denne film, og at jeg, når jeg er i det humør, kan være svær at skuffe. Men - det var en fortryllende oplevelse, der fyldte mig med håb for mennesker og genrefiktion og galaksen og det hele, og det ville jeg ikke have været foruden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar