Jeg har haft nogle af mit livs bedste læseoplevelser i ugerne efter begge mine døtres fødsel. Begge gange var det en tid, hvor mit håbløst utilstrækkelige bidrag til det tidlige forældreskab var at have det lille liv sovende på maven et par timer af gangen. I den forbindelse gav det god mening at sidde og læse en bog, for hvis lillepigen var lidt urolig, kunne jeg læse højt så hun kunne ligge og falde i søvn til vibrationerne af min stemme i min brystkasse. Det var - igen begge gange - en tid, hvor jeg fik mere end sædvanligt ud af at læse. Det havde helt sikkert noget at gøre med at følelserne sad uden på tøjet i højere grad end de plejede, fordi det var så stort at blive far (og på grund af uregelmæssig søvn, særligt første gang), men det handlede også om, at jeg endte med at relatere alt jeg læste til det lille liv der lå der på min mave.
Da min første datter blev født læste jeg nogle ret dystre bøger. Jeg læste Ray Bradburys Fahrenheit 451 med ublandet gru og frygtede det værste for min datters fremtid, og kæmpede med at få menneskesynet i Cormac McCarthys Blood Meridian til at passe med al den kærlighed der føg gennem luften mellem mig og det lille snorkboblende væsen i mine arme. Begge læseoplevelser var i topklasse, men det var ikke noget der hjalp på humøret. Da min yngste datter kom til verden var turen kommet til Kim Stanley Robinsons The Years of Rice and Salt, og det blev en anderledes håbefuld oplevelse. Det er det, dagens kalenderlåge skal handle om.
The Years of Rice and Salt er et af de mest fortryllende world-building-eksperimenter jeg har hørt om. Romanen tager sit afsæt i en lille ændring i verdenshistorien: I stedet for at slå en tredjedel af Europas befolkning ihjel i midten af 1300-tallet dræber Den Sorte Død i stedet 99 procent af befolkningen, så Timuriderne da de kommer for at hærge det frodige Europa i stedet rider uforstyrret ind i en postapokalyptisk ødemark. Her følger vi en af hordens spejdere, Bold, mens han i en gruopvækkende, men alligevel meget smuk og meditativ, passage rejser igennem stilhedens territorium ned til Nordafrika, hvor han ender sammen med en sort slave, Kyu, på et skib til Kina. I Kina ender Kyu med at føre an i et oprør mod kejseren, og de to hovedpersoner bliver henrettet - blot for at vågne i Limbo og bevæge sig af sted mod deres næste genfødsel.
Herefter vandrer romanen stille og roligt fra genfødsel til genfødsel op igennem en verdenshistorie, der er en helt anden end vores. Den muslimske verden og Kina bliver hurtigt verdens to stormagter, hvor især Kina ender som opdagelsesrejsende og imperialister. Japanerne jages på flugt østpå af kineserne, og sætter deres aftryk på de indfødte amerikaneres kultur, som igen sætter sit præg på resten af verden med sin særlige form for demokrati.
Det er bestemt ikke en utopi, og efterhånden som en teknologisk udvikling ikke ulig vores tager fart i Centralasien, begynder alle veje at gå mod en ødelæggende verdenskrig mellem de to stormagter. Det er ikke fordi The Years of Rice and Salt ender ubetinget godt, at den fyldte mig med håb mens jeg lod mig sluge af dens fortællinger med min lille pige på maven. Den fyldte mig med håb, fordi dens underliggende påstand hele tiden er, at det ikke er en nødvendighed at verden er, som den er. Verden kunne tænkes helt anderledes med andre magstrukturer og begivenheder, og i særdeleshed også med helt andre hovedaktører. Ved at fjerne dem, jeg altid forventes at identificere mig med, og vise hvordan videnskab, filosofi, feminisme, økologi, spiritualitet osv. også kunne se ud, hvis det blev båret frem af helt andre kulturer (og det er de jo også blevet, men det glemmer vores etablerede fortællinger ofte), skaber The Years of Rice and Salt et rum hvor jeg kan tænke på verden uden Clash of Civilisations-hysteri og se på den som et sted påvirket af mennesker påvirket af deres omgivelser, og hvor der altid er nogen at identificere sig med, selvom jeg ikke lige selv abonnerer på deres religioner eller traditioner. Midt i al legen med verdenshistoriens omdrejningspunkter lykkes det nemlig for Robinson at bruge, hvad jeg tror rent sidetalsmæssigt er mere end halvdelen af romanen på relativt almindeligt liv i den anderledes verden: På rejser, samtaler, venskaber, ægteskaber, arbejde. På de liv, som er de fleste i verdenshistorien uanset hvem der holder tøjlerne i den.
Det er på den måde en meget humanistisk bog, der tror på, at vi på godt og ondt er, hvor vi er, ikke på grund af de helt rigtige ideer eller civilisationer, men simpelthen fordi vi er mennesker. Det kan virke naivt, og jeg synes ikke den ide har ret meget tilbage at stå på ude i virkeligheden, men The Years of Rice and Salt fik mig til at kigge på min lille sovende datter og ville den verden. Den fik mig til at håbe (ikke nødvendigvis tro på eller være overbevist om) , at verden ikke er så styret af nødvendighed som mange af de højtråbende i dag vil have den til at være, og at vi har noget i os, der, uanset hvilke omveje vi forvilder os ud på, kan hjælpe os til at klare skærene igen og igen. På den måde er The Years of Rice and Salt et dejligt eksempel på, at fantasifiktionen sagtens kan have noget at sige virkeligheden: Vi kan indimellem få lov til at gå og knuge en bog, der ligesom sådan et lille barn rummer et tosset håb om, at verden kan være lidt smukkere og skønnere imorgen end den var i går - at den har potentialet til det.
Jeg tror jeg skal læse den igen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar