Julekalender 2015 - 15. December: The Leftovers

Det kan være svært at huske på i disse dage, hvor sært abstrakte dødstal figurerer i nyhederne hver dag, men det er altså sandt: Hver gang et menneske forsvinder fra denne jord, er der en hel lille verden, der går under. I hvert fald for de pårørende, der står tilbage. Selvom det er næsten umuligt at se nyheder med den indsigt in mente, har de fleste af os oplevet den på egen krop og fællesskab, når vi pludselig har mistet nogen, vi  troede vi altid skulle have med i vores verden. Det har jeg i hvert fald selv oplevet.

Den måde, hvorpå verden bare går under i sådan en situation, og samtidigt alligevel nådesløst fortsætter med at gå sin gang, har jeg aldrig set stærkere fremstillet i fiktionen end i sidste års hjerteskærende HBO-serie The Leftovers. Jeg skal til at se anden sæson nu, men har ikke lyst til hhelt at give slip på fornemmelsen af første sæson, og derfor skal dagens kalenderlåge handle om den.

I The Leftovers første afsnit er det tre år siden, at to procent af verdens befolkning i et nu forsvandt sporløst. Det lyder måske ikke af så meget, men det har efterladt den lille by Mapleton i en tilstand værre end nogen postapokalyptisk atomødemark. Ingen ved hvor de to procent er forsvundet hen, så byen er fuld af familier, der mangler et lig at begrave. Forsvindelseshændelsen tog heller ikke hensyn til tro, race, køn, ideologi eller for den sags skyld statistisk gennemsnitslighed, så alle forsøg på at finde mening i tabet siver ud af de efterhånden mere og mere knyttede hænder rundt i byens hjem. Myndighederne prøver at holde sammen på det hele, personificeret i Justin Theroux i sit livs rolle som den modvillige politchef Keith Garvey, men den nihilistiske kult The Guilty Remnant, som gør alt for at forhindre indbyggerne i at bearbejde deres sorg til en mindre rå og blødende masse, gør hans arbejde noget nær umuligt. Hans egen familie er også dybt berørt af katastrofen, og vi får små glimt af, at den store verden derude også har svært ved at bevare forstanden.

The Leftovers er flere steder blevet lanceret som en spændende mysterie-serie, fordi Lost-mand Damon Lindelof står bag, men jeg kunne aldrig se den som andet end et smertefuldt populærkulturelt billeddigt, ikke over døden, men over den skrigende smerte ved at stå tilbage med et mistet fodfæste og en sky af spørgsmål og følelser, man ikke kan rette mod nogen eller noget. 

Der er selvfølgelig mange i The Leftovers verden der hævder at kunne se eller kunne få adgang til meningen bag det hele. Der er en healer, der kan tage sorgen væk, men selv virker til at være i store problemer. Der er Garveys vanvittige far, der har fornemmelsen af en eller anden sammenhæng. Der er Garveys drømme. Der er hundene, der opfører sig underligt. Der er den fantastiske pastor Jamison, der samler beviser på, at de bortrykkede alle havde syndet, fordi det for ham som kristen selvfølgelig er svært ikke at være blandt de "bortrykkede". Man fornemmer dog, at de alle bare er de sidste krampetrækninger fra en kollektiv bevidsthed, der ikke er klar til at give slip på mening som begreb. I den nye verden er det The Guilty Remnant, som bærer hvidt, er tavse og ryger som prøver de at genopføre hele industrialiseringen som pantomime, som har det spirituelt stærkeste budskab, nemlig at verden virkelig endte, da folks kære forsvandt. Den nye verden tilhører også de unge, der jagter døden som det nye sort med farlige selskabslege og kvælningsfantasier på teenageværelset.

Det er tungt og ondt og dystert, og jeg har siddet helt alene foran skærmen og grædt højt til The Leftovers. Netop fordi det er så tungt har jeg også brug for at sige, at The Leftovers ikke viser alt, hvad sorg kan være. Den viser kun i glimt, hvordan man kan lære at leve med i hvert fald en del af sorgen, og hvordan man i glimt kan glædes ved minderne om dem, der ikke er her mere. Den viser ikke meget af, hvordan man kan have øjeblikke af fred, hvor man igen kan se verdens farver, og den viser ikke fuldt ud hvad et fællesskab kan gøre for de sørgende. Den er nemlig et stykke fiktion, der skærer den allerførste, allermest rå del af sorgen ud og gør den til en hel verden. Det havde jeg brug for, da den kom ud, og jeg skatter serien højt for det. Så højt, at jeg skrev min første og eneste klage til en avis, da Weekendavisens Søren Staal Balslev i 2014 anmeldte serien og TO gange i anmeldelsen tåbeligt skrev, at den handlede om at 98 procent af befolkningen var forsvundet, og kun to procent var tilbage. Den helt ubegribelige fejl gjorde det klart for mig, hvor meget seriens unikke præmis betød: Serien handler ikke om, at utroligt mange er forsvundet, men om at nogen, som nogen elskede, er forsvundet. Det er det, der er at miste.