Julekalender 2015 - 24. December: Three Moments of an Explosion

I

SÅ er vi kommet til vejs ende. Her i nubliverdetvildt-kalenderens anden runde har vi været omkring nogle af mine bedste læseoplevelser, om genrefiktion om fremtiden, om gamle superheltetegneserier, kontrafaktisk historieskrivning som en kilde til håb, en nuancering af min fantasykanon, digital fantasylitteratur, nye helteroller, indiespil med gode ideer, stilhed og snevejr, Star Wars, Twitter, mammutter og en tv-serie om sorg. Her i den sidste kalenderlåge skal vi omkring, hvad der nærmest må være den eneste form for genrefiktion, jeg ikke har dækket i denne omgang, nemlig novellen. Ud af det blå udgav weird fiction-superhelten China Mieville her i sommers novellesamlingen Three Moments of an Explosion, som må være årets læseoplevelse for mig med sin totale sprængen af alle rammer for, hvad genrefiktionen kan rumme, med sin vilde legesyge og med sin evne til på få linier at skabe universer, det ville tage andre forfattere en trilogi at få på benene.

Jeg har tidligere skrevet om Mievilles første novellesamling Looking for Jake - and other stories, som havde både vilde gader der rejste mellem Europas byer og en postapokalypse over en Borges-tekst, men det bliver meget vildere i Three Moments of an Explosion. Hvor nogle af Mievilles første noveller virker som forstudier til hele romanen, omfavner han her novelleformen totalt. Det er en farlig genre for en som Mieville, der gerne vil tænke virkelig radikalt weird i sine universer, og der er da også flere af novellerne, der falder lidt igennem på deres underlighed, som for eksempel titelhistorien, men det er acceptable tab i jagten på at ramme den stil, der gennemsyrer de bedste i samlingen - og dem er der mange af.

Der er Polynia, hvor de naturfænomener, der forsvinder på grund af klimaforandringer og forurening, som isbjerge og koralrev, pludselig dukker op i storbyerne. Havde det været en Seeberg-novelle eller en Borges-novelle ville det kunne have været hele historien, men fordi Mieville skriver med pulp- og genrefiktionen lidt mere inde under huden, bruger han alligevel tid på at beskrive, hvordan en teenager oplever at leve i den verden. Polynia har altså fabel- eller allegori-elementer, men den er også en virkelig fortælling i sig selv, som på karakterniveau kunne have handlet om hvad som helst. Den sidestilling af radikalt underlige fænomener og dagligliv kunne lyde som magisk realisme, men i så fald må det være en magisk realisme født i det 21. århundrede, som er i slægt med science fiction  og krimier mere end med folklore, og som ikke har skyggen af noget anti- eller førmoderne over sig.

Der er også renere sci-fi-historier som The Rope is The World om den første, allerede forladte rumelevator og dens beboere, hvor Mievilles sociale bevidsthed og politiske engagement skinner tydeligt igennem. Her er han ikke bange for allegorien.

Der er den om psykologen der som et led i sin terapi snigmyrder folk der har en dårlig indflydelse på sine patienter, og der er en god, gammeldags spøgelseshistorie bundet op på nørdet viden om middelalderlig strafferet.

Fordi det er Míeville er der også manuskripter til filmtrailere, en kursusbeskrivelse til et universitetsfag om tidsrejser og andre små bidder af tekst, som ikke indbyder til en masse analyse eller genlæsning, men bare er sjove og tankevækkende fantasiskud lige i hjernen.

Af og til taber han mig, fordi han sigter efter for komplekse ideer eller ikke helt lykkes med at få dem til at blive historier. Så kan man mærke, at teksten kæmper sig fra sætning til sætning, og det bliver en lettelse at der er tale om noveller og ikke romaner. Men det er måske hele pointen. Genrefiktion af den spekulative slags er sjældent lige så god en læseoplevelse i slutningen som i begyndelsen, og her i novelleformatet kan Míeville få liv at lege med begyndelser og derfor gære brug af ideer, der er tankevækkende, men ikke ville have kunnet bære en hel roman. Måske er de få lidt for rodede historier i samlingen prisen man må betalefor de mange perler der også er ( jeg har med vilje ikke nævnt de allerbedste her!).

På den måde er Three Moments of An Explosion et kig ind i maskinrummet på en af de mest fantasifulde hjerner i genrefiktionen i dag. Míeville sigter virkelig højt og er ligeglad med, om læseren ikke kender til flade ontologier og socialistisk teori og H.P. Lovecraft psykiatriske betegnelser, og hans noveller gør virkelig modstand. Alt for meget fantasy og science fiction giver efter for genrenørdens trang til forklaringer på alting og plots uden huller, og derfor skylder enhver genrefan sig selv at læse denne samling, som er fuldstændigt ligeglad med den slags, og derfor når langt længere ud i de konceptuelle tove, ofte med vilde og fantastiske læseoplevelser til følge.

NU vil jeg holde jul, og lade genrerne passe sig selv i en lille uges tid. Tak fordi I har læst med, og rigtig glædelig jul! Vi vender tilbage til nytår med lidt snak om årets højdepunkter.