Nu er det jo advents- og juletid, og det skal ikke gå helt ubemærket hen over denne kalenders indhold - i hvert fald næsten ikke. Sidste søndag i advent havde kalenderen et lille nik til juletraditionen med gaver i form af et gratis spil, og denne søndag i advent er det så julen som fællesskabets tid, jeg vil lade være rammen. Jeg er normalt ikke meget for computerspil der skal spilles af flere spillere. Jeg vil gerne have mine fantasiverdener i fred, og eskapisme handler for mig i det hele taget om at være lidt alene - med få vigtige undtagelser! En undtagelse er selvfølgelig at spille bræt- og rollespil omkring et rigtigt fysisk bord med rigtige fysiske mennesker, men jeg kan også virkelig nyde de få vellykkede co-op computerspil, der findes derude, altså dem hvor man ikke spiller mod hinanden, men med hinanden. Et af mine yndlingsspil i den genre har i flere år været Valves zombie-shooter Left 4 Dead 2. Da der stadig var ordentlige netcafeer til i Danmark, var det altid det spil der var på menuen når en doven søndag skulle bruges på at skyde monstre i venners lag. Dagens kalenderlåge handler om et spil, der på fornemste vis løfter arven fra Left 4 Dead i et helt andet fantasyunivers, nemlig Fatsharks Warhammer: Endtimes - Vermintide.
Hvis man ikke kender Warhammer-universet på forhånd, kan det opsummeres nogenlunde sådan her: Warhammer er den på en gang mest fjollede og mest dystre tolkienske fantasyverden der findes i dag. Den opstod i 1983 som baggrunden for Games Workshops tabletop-strategispil Warhammer, og er en verden befolket af elvere, dværge, orker, mennesker og goblins fanget i endeløs krig mod hinanden. Der er ikke nogen "downtime" i Warhammer, hvor folk bare hygger og fortæller gode historier. Alt og alle slås hele tiden, og ingen er virkelig helte. Menneskene bekæmper hinanden indbyrdes og har stærkt xenofobiske tendenser over for andre racer med dertil hørende udrensninger og inkvisitioner. Dværgene er griske og gale og samler på nag mod andre racer i deres Big Book of Grudges. Orkerne er primitive og dyrker krigen som religion, og sådan er alle de klassiske fantasytroper kørt ud i deres mest militaristiske konsevkens. Det er overdrevet og tåbeligt på mange måder, men også en fantasyverden der usædvanligt nok har en vis portion selvironi. Man lever sig sjældent helt ind i den, men den er underholdende og passer godt til spil der har mere taktik og strategi end historie. Universet har nok sat sit største præg på populærkulturen i dag ved at have været en stor del af inspirationen bag Blizzards Warcraft-univers, som World of Warcraft foregår i.
I Warhammer: Endtimes - Vermintide skal spillerne forsvare en lille købstad i Menneskenes imperium mod en af de mest unikke racer i Warhammer, nemlig rottemonstrene The Skaven, som lever under jorden i shamanistiske klaner, men nu pludselig oversvømmer verden i ét stort koordineret angreb. Man kan vælge mellem at spille som en dværge-ranger, en menneske-soldat, en menneske-heksejæger (med spids Van Helsing-hat), en elverbueskytte eller en ildmagiker. I hver af spillets 13 baner skal 4 spillere klare en række opgaver for at slå The Skaven tilbage, og efter hver bane slås der så terninger om nye våben og nyt udstyr til spillerne som belønning. Mellem banerne mødes spillerne i en kro, hvor udstyr kan opgraderes og skilles ad.
Vermintide har spandevis af personlighed. De skrigende rottemonstre der angriber og spilfigurernes velindspillede kampråb og interne jokes får det hele til at virke som en fantasifuld gendigtning af de mest fjollede øjeblikke i Peter Jacksons udgave af slaget ved Helms Deep i The Two Towers, samtidig med at hjertet sidder helt oppe i halsen, når en spiller pludselig bliver bortført af en Skaven-snigmorder eller man støder på en pansret Stormverminpatrulje lige når man er ved at løbe tør for ammunition. Det er langt mindre monotont end Left 4 Deads zombieskyderier, og det at man kan udvikle og opgradere sit arsenal til de fem meget forskellige spilfigurer mellem banerne tilføjer det en masse taktisk dybde.
Det bedste ved spillet er, at det virkelig nytter noget at arbejde sammen. Man kan samle magiske bøger op i løbet af en bane, som hæver spillets sværhedsgrad, men til gengæld forhøjer belønningen for en velgennemført mission tilsvarende. Det kræver at spillerne holder sammen og passer på hinanden, for når først sværhedsgraden når et vist niveau er man færdig, hvis man ikke har en anden spiller i ryggen. Det er for mig at se langt sjovere end at kæmpe om high scores og killstreaks i de utallige mere konkurrenceprægede skydespil derude. De velskrevne figurer gør tilmed, at man altid rollespiller en lille smule i spillet og ryster lidt på hovedet af den griske dværg eller er lidt bange for den statelige gamle ildmagiker-dame. Endelig er Vermintide et af de meget sjældne fantasyspil som ikke er et langsomt rollespil, men er all-out action hele vejen, og det tror jeg er vældig godt for genren. Flere af den slags, tak.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar