Rollemodeller og Reality

Jeg har i et stykke tid glædet mig til filmatiseringen af Suzanne Collins' The Hunger Games skulle komme i biografen herhjemme. Ikke fordi jeg har læst bogen, for det har jeg ikke, men fordi allerede de tidlige pressefremstød for filmen lovede, at den ville blive et fænomen, der ville styrte Twilight-serien fra tronen som ultimativt teenage-fænomen. Det er nemlig på tide, der er noget der gør det. Der er brug for et tronskifte. Det har jeg i hvert fald tænkt, for selvom der da er spændende ting i Twilight-filmene, er de altså først og fremmest film der går ud på at nogen skal være rigtigt, rigtigt lækre og deprimerede oppe på skærmen, og, som Stephen King ifølge en vedholdende internethistorie skulle have sagt, da han sammenlignede filmene med Harry Potter-serien:


"Harry Potter is about confronting fears, finding inner strength and doing what is right in the face of adversity. Twilight is about how important it is to have a boyfriend"


- Kort sagt er Twilight-seriens budskab ifølge ham, at piger egentlig mest har værdi i kraft af hvilken fyr de kan være kæreste med (og måske også vice versa?). Og det er da ikke nemt for teenagere at have selvværd og turde skille sig ud, når de har den slags rollemodeller? Foromtale og trailere for The Hunger Games lovede nogle helt andre rollemodeller i form af unge der først og fremmest kæmpede for deres liv, og en historie der forholdt sig kritisk til vores samfund idag. Nu har Johanne og jeg været inde at se den, og da den falder rimeligt solidt i science fiction-kassen, vil jeg gerne bruge lidt plads på den her på bloggen. 

Fantastik i fjernsynet

Okay, jeg er ikke den helt store billedredigeringstroldmand. Det fremgår jo tydeligt herover, men der er en pointe med, at jeg har kastet mig ud i at klippe nogle Google Image-hapsede billeder sammen til denne uges artikel her på nubliverdetvildt! I dag skal det nemlig ikke handle om et enkelt værk inden for fantastikken, men i stedet om, hvad der rører sig i den genre i TV herhjemme. Der har selvfølgelig været masser af fantastiske børneserier på Public Service-kanalerne i årevis, og diverse kabel-tv-kanaler har også sendt de fleste af de støre kultserier flere gange. Det, der imidlertid er interessant lige nu er, at Moderskibet selv, Danmarks Radio i al sin magt og vælde, lige nu prioriterer sendetid til hele to udenlandske tv-serier, som har det til fælles, at de begge har rødderne meget solidt plantede i vestlig nørd-fantastiks grundvold - og begge slipper enormt godt fra det. I dag skal det altså handlede om de to igangværende tv-serier Doctor Who og The Walking Dead. Billedet af Danmarks til alle tider største nørdguru Jakob Stegelmann fra min barndoms evige yndlingsprogram Troldspejlet er der bare, fordi man ikke kan sige fantastisk på DR uden at nævne ham - og fordi han ser så rar ud. Det kan være, jeg vender tilbage til ham, men NU gælder det britisk science fiction-rabalder og dødsensalvorlig amerikansk zombie-realisme.

At fortælle historier for enden af horisonten

Den biomekanisk modificerede helt i Deus Ex med det for os herhjemme noget hverdagsagtige navn Adam Jensen.

Okay, først og fremmest vil jeg gerne undskylde de rollespilsfans, der kommer herind idag med en forventning om at læse om mine reaktioner på nyheden om, at Blizzards længe ventede actionrollespil Diablo III udkommer den 15. maj. Til dem der ikke kender historien kan jeg sige, at spillet har været undervejs i årevis, og store dele af fanfællesskabet omkring spillet har pisket hypen omkring det op til nærmest mytologiske dimensioner. Jeg er da også selv virkelig glad for at vide, hvornår det udkommer, og kommer helt sikkert til at bruge mange timer på det til den tid. Det ændrer imidlertid ikke på, at jeg forventer mig nul og niks af spillet set fra denne blogs fantasi- og heltesynsvinkel, og derfor vil jeg holde mig så nogenlunde til planen og i dag fortælle om et spil (ja, kun ét, jeg gemmer lige Mass Effect 2 til jeg har prøvet 3'eren), som jeg egentlig heller ikke forventede mig så meget af, men som fuldstændigt har ændret mit syn på, hvad spilmediet er i stand til at kommunikere af budskab og mening. Velkommen til denne uges artikel på nubliverdetvildt!, hvor det skal handle om Deus Ex: Human Revolution.

(KÆMPE SPOILER-ADVARSEL! Jeg kommer til at nævne ting der for nogle vil være afsløringer af spillets plot. Fortsæt på eget ansvar.)

Fantasiens rædsler

Her på bloggen har jeg igen og igen vendt tilbage til, hvor afgørende helterollen er for fantasygenren. Helt fra genrens oldtidsforbilleder som Homer, keltiske myter og det Gamle Testamente til de allermest nymodens interaktive online-rollespil er tilstedeværelsen af "the good guys" helt central. De kan tvivle, de kan fejle, de kan blive korrumperede, men det er for det meste ikke til at tage fejl af, at de er helte, som forsøger at repræsentere noget, der er "godt" i en renere form end vores grå og pragmatiske hverdagsmoral. Men er "det onde" ikke en lige så grundlæggende figur i fantasy? Er det ikke også en slags eksistensberettigelse for genren at stille heltene over for en ondskab, der ikke er blind og tilfældig, som den ofte opleves i virkeligheden, men har en vilje, en personlighed, en intention? Er der ikke en slags terapi eller forløsning i, at fantasy tager slangen, spøgelset, manden uden for vinduet, monsteret under sengen, og gør det synligt som en karakter i fortællingen -  som helten så kan udfordre til kamp og overvinde?

Uanset om man køber den tolkning eller ej, kan man ikke komme uden om, at det personificerede, inkarnerede onde har en lige så central plads i fantasygenrens rolleliste som det gode. Forestil dig Star Wars uden Kejser Palpatine, Ringenes Herre uden Sauron, Batman uden Jokeren. Al dramatik siver ud af fortællingen, hvis de to modpoler ikke eksisterer.

Men hvad nu, hvis man vender problematikken på hovedet og forsøger at skrive helten helt ud af historien, så det kun er læseren mod ondskaben? I min søgen efter det onde i fantasygenren er jeg faldet over et foruroligende og dragende væsen, som sjældent kommer helt op til populærkulturens overflade, men kaster sine udefinerbare skygger overalt (for nu at bruge væsenets egen måde at formulere sig på): Den amerikanske fantasyforfatter H.P. Lovecraft.

Fra helt til tyran

Den 11. november sidste år, 11.11.11, kom Dovahkiin Tom Kellermeyer til verden. Så vidt vi ved er han en helt almindelig dreng, men hans lidt underlige fornavn er interessant i denne blogs sammenhæng; Det kommer nemlig hverken fra en spændende indianerbedstefar i drengens stamtræ eller fra forældrenes numerolog, men derimod fra et løfte fra spilfirmaet Bethesda om, at ethvert barn, der blev født 11.11.11 og blev navgivet Dovahkiin, navnet på helten i Bethesdas nyeste rollespil The Elder Scrolls V: Skyrim, ville få et livslangt forbrug af af udviklerens spil i barselsgave. Set udefra kan det virke som et helt tankeløst knæfald for et spilfirmas reklamefiduser, at et forældrepar kan finde på sådan noget, men Skyrim er ikke et hvilket som helst spil. I dag skal vi se lidt nærmere på den position, spillet indtager på markedet for digitale fantastiske verdener, og hvorfor det får så meget omtale.