24. December: Glædelig jul! -og alt det jeg glemte

Kære læsere! Rigtig glædelig jul! Jeg håber I får en dejlig dag og aften med venner og familie, gaver, risalamande, juletræ og Jesusbarn.

Jeg selv holder jul med min dejlige kone hos min skønne svigerfamilie, og har derfor lige så lidt tid til blogs idag, som I sikkert har. Derfor vil jeg bare lige bruge dagens blogpost på at sige tak, og på at lave en lille liste over ting, jeg har glemt. Ellers vil jeg bare give plads til kommentarer og reaktioner på dette års julekalenderblog.

23. December: Ugler i krig

Selvom det ikke helt er slutningen på julekalenderbloggen i dag, er det alligevel sidste gang i denne omgang, jeg vil bruge en hel blogpost på et enkelt værk, så derfor skal det også være noget særligt, noget lidt uden for de genrer, vi ellers har set på. I dag handler det således om en tegnefilm. Endda en tegnefilm for børn! Legend of the Guardian: The Owls of Ga'Hoole, som er instrueret af den ellers ikke spor børnevenlige Zack Snyder (300, Watchmen, Sucker Punch), er for mig at se den perfekte fantasyfilm for børn, og jeg skal sige dig hvorfor.

22. December: Et katalog af fabeldyr

Det er slet ikke til at overskue, hvor mange myter og fantasyklicheer der er på spil her.

Det er gået op for mig, at jeg, i min beskrivelse af hvordan den fantastiske fiktion gør sig i computerspillenes verden, har overfokuseret på rollespilsgenren. Det er ærgerligt, for det er gået op for mig, at min "første kærlighed" inden for fantasyspil faktisk slår sine folder i en helt anden genre, nemlig den turbaserede strategi-genre. Derfor skal vi idag kigge på en mastodont af en spilserie, der nu kører på sit sekstende år, og har været et samlingspunkt for mig og mine kammerater (og lillebror) lige så længe. Det er faktisk et af de spil der hænger lidt sammen med julen for mig, fordi der er blevet brugt så mange timer på det i vores køkken i de lange ferier: Velkommen til den toogtyvende julekalenderbloglåge her på nubliverdetvildt.blogspot.com, hvor vi skal se på Heroes of Might and Magic.

21. December: At stige op - og stige ned

Man påbegynder sit eventyr i en lille græsk landsby...

En af de computerrollespilsgenrer, der har allermest succes for tiden, er den såkaldte "hack'n'slash"- ("hug-og-snit")genre, som tog sin begyndelse med Blizzard's Diablo i 1996. Genren er kendetegnet ved, at man har skåret det meste af dialogen, historiefortællingen og de mange valg væk, og i stedet fokuserer på den spilmekaniske kerne i computerrollespillet, som jeg beskrev i artiklen om The Lord of the Rings Online: Man skal slå monstre ihjel for at finde nyt udstyr og stige i niveau og blive i stand til at bekæmpe stærkere monstre. Gennem tiden har denne formel vist sig at være ret vanedannende, og spilbranchen, som altid gerne vil beholde sine kunder længst muligt, har derfor gjort alt for at rendyrke formlen. For de fleste spil i denne genre har dette overfokus på grundformlen ført til, at spillenes fantasiverdener er blevet tilsvarende forsimplede. Dette er imidlertid ikke tilfældet for spilfirmaet Iron Lore's spilperle Titan Quest og spillets udvidelsespakke Immortal Throne, som vi skal se på i dag. Her på årets korteste dag, hvor natten er lige ved at sluge en ellers solskinsfyldt dag helt, skal vi følge med Titan Quest's mytologiske helte helt op i de himmelske sfærer, og helt ned til dødsrigets grænser.

20. December: Nørden vs. forbandelsen

Jeg har brug for en lille pause fra de store fantasyværker, så i dag skal det handle om en bog, som faktisk befinder sig godt og vel på den finlitterære side af genreskellet, men alligevel meget aktivt låner fra, bruger og handler om det fantastiske. Det er en bog der, udover at være en episk familiesaga af de allerbedste, også er en af de første seriøse historier jeg kender, der handler om at være nørd. På en måde er den en fantasyhistorie, der foregår i virkeligheden. Det er selvfølgelig Junot Díaz' The Brief Wondrous Life of Oscar Wao (på dansk Oscar Waos korte og forunderlige liv), der er tale om.

19. December: Middle-Earth i spilform?

Nå, jeg føler ikke rigtig jeg kan fortsætte denne blog længere uden at nævne J.R.R. Tolkiens The Lord of the Rings. Den er nok noget af det første, de fleste tænker på, når de hører ordet fantasy, og de fleste værker inden for genren er enten næsegruse forsøg på at efterligne værket eller meget bevidste oprør mod det, så man kan ikke rigtig komme uden om det, når man taler om fantastisk fiktion. Jeg gider bare ikke skrive om hverken bogen eller Peter Jackson's meget teksttro filmatisering, for der er allerede blevet sagt alt for meget om dem. Derfor skal vi, lidt i forlængelse af diskussionen om spil og litteratur fra igår, idag se på den nok mest ambitiøse spiludgave af Tolkiens værk nogensinde, nemlig The Lord of the Rings Online.

18. December: Den sort/hvide feberdrøm

Limbos verden er ikke for børn, men alligevel enormt smuk og dragende.

I den sidste tid har vi her på blogjulekalenderen set på mange detaljerede og velkortlagte fantasiverdener med masser af racer, sprog og mytologi. I dag skal vi lidt i den modsatte retning: Det danskproducerede spil Limbo er et af de få spil på scenen for tiden, der tør gå efter devisen "show it, don't tell it". Og selvom jeg normalt er vild med de lange baggrundshistorier og detaljerigdommen i computerrollespil, må jeg indrømme at Limbos verden i al sin underspillethed har bjergtaget min fantasi mere end noget andet spil det seneste år.

17. December: På roadtrip med guderne

I dag er vi virkelig helt inde ved guldet, for selvom jeg nok har andre yndlingsforfattere uden for den fantastiske genre (såsom Junot Diaz, Cormac McCarthy og Jens Blendstrup), indtager Neil Gaiman, som har skrevet den bog, kalenderen i dag skal handle om, nok hæderspladsen på listen over mine yndlings storytellers: Han er måske ikke den teknisk dygtigste eller mest stilistisk forfinede forfatter, men hold da op, hvor kan han bare fortælle røverhistorier! Og hans mastodontroman American Gods er for mig at se det allerbedste eksempel på det, han er så god til.

16. December: Helten fra den anden side

Hellboy på en forside fra en af hans ture til Japan. (copyright Mike Mignola)

Jeg har glædet mig til dagens kalenderlåge lige siden, jeg oprettede denne julekalender. I dag skal det handle om en tegneserie, som, af grunde jeg stadig ikke helt har styr på, altid ligger i min top 3 inden for den fantastiske fiktion: Mike Mignolas Hellboy. Hvis navnet får dig til at tænke på Pans Labyrint-instruktøren Guillermo del Toros film om den hornede helt, så må jeg bede dig om at forsøge at glemme dem, mens du læser dagens artikel, for de film er hø og hakkelse i forhold til tegneserien.

15. December: Tandhjul og tryllestave

I dag træder vi lige et skridt tilbage fra alt det meget analytiske og tematiske og kigger på en verden i et stykke fantastisk fiktion, der er lykkedes helt vildt godt. Det drejer sig om computerrollespillet Arcanum - Of Steamworks & Magick Obscura, som, selvom det har nogle år på bagen, stadig er den mest originale og veludtænkte spilverden, jeg kan komme i tanke om.

14. December: Fantasiens farer

Ofelia og faunen.

Guillermo del Toros eventyrfilm El laberinto del fauno, på dansk Pans Labyrint, har en kæmpestor plads i mit filmhjerte, og den slog mig helt omkuld, da jeg for små fem år siden så den første gang. Jeg har længe gerne ville skrive om den her i blogjulekalenderen, fordi den på smerteligt smuk og poetisk vis tager fat i spørgsmålet om, hvad fantasien, og vores evne til at holde pause fra virkeligheden i den, gør ved os. Nu har jeg så genset den for at kunne skrive om den, og er igen blevet helt stille og rundtosset af den, så jeg tror for en gangs skyld ikke jeg vil bruge så mange ord om dagens værk. Der er dog et par pointer, jeg gerne vil fremhæve.

13. December: Grå kæmper, skægløse dværge og hvordan man fortæller en god historie

Her er det min figur Joab yderst til venstre, og lige bag ham hans allerbedste ven Sten, som altid har det der ansigtsudtryk.

Idag skal det handle om en spilserie, der med næb og kløer forsøger at finde nye og mere nuancerede måder at fortælle historier i spilform på: Biowares Dragon Age: Origins og Dragon Age II. Det er nogle spil, jeg har brugt enormt meget tid på at spille, for de kan virkelig sluge spilleren ind i deres verden. Samtidig udstiller spillene i deres forsøg på at fortælle gode historier gennem spil, hvor lang vej spilmediet endnu har igen, før det kan kalde sig en rigtig - og moden - kunstart.

12. December: At se gennem ansigter

-forsiden til første bind i serien.

 I dag fejrer vi, at vi er nået halvvejs i denne blogs julekalender ved at kigge på et stykke helt unikt stykke litteratur: Canadiske Richard Scott Bakkers Prince of Nothing-trilogi. Det kommer til at handle om, hvorvidt fantasy egentlig er noget hyklerisk bras, og om man kan kalde en bog god, hvis man ikke rigtigt kan lide at læse den. Og så skal det selvfølgelig også handle om at bygge store, komplekse fiktive verdener.

11. December: Hitler, Thor og manden på gulvet

Jeg skal lige advare om, at der godt kan forekomme lidt barske løjer i dagens kalenderlåge, for det værk, jeg vil fortælle om i dag, tager sig nogle friheder i forhold til et af verdenshistoriens mørkeste kapitler, som nok kan være lidt provokerende for mange. Så er det sagt. Velkommen til den 11. låge i julekalenderen her på bloggen, hvor det skal handle om, hvad der sker, når man blander Anden Verdenskrig, nordiske guder og en god portion amerikansk humanisme - i tegneserieform! Dagens værk er David Brins og Scott Hamptons dystre grafiske roman The Life Eaters.

10. December: Lykkeriddere og banditter

I Mount & Blade er man som regel i undertal. Her er jeg oppe imod ihvertfald 20 vikinger, og skal virkelig passe på.

I forgårs handlede bloggen her om Hal Foster's riddertegneserie Prins Valiant, og jeg havde knap nok uploadet artiklen, før jeg kom i tanke om, hvor jeg sidst havde haft samme følelse, som jeg får når jeg læser Valiant. Det var selvfølgelig TaleWorlds' ridder-og-drengedrøms-simulator Mount & Blade: Warband. Spillet kunne ikke omtales på et bedre tidspunkt her på bloggen endnu, for det har mange fællestræk med både Valiant og gårsdagens emne Magicka. Samtidig føler jeg også, at jeg skylder jer en lille forklaring, fordi jeg på den ene side har hoppet og danset over heltehistorier den sidste uges tid, og så i går hyldede et spil, der ikke gav fem flade ører for heltedyrkelsen. Hvordan kan det hænge sammen?

9. December: Kunsten at fejle

Her er vor helt, udstyret med en laset kutte, en tryllestav og et maskingevær (?!?!!) i krig med et af spillets monstre. Læg mærke til element-knapperne i nederste venstre hjørne. Det er dem der gør spillet til noget helt særligt.

Rigtig mange computerspil, og særligt de rollespil, som oftest beskæftiger sig med fantasygenren, er meget fokuserede på at give spilleren en følelse af at være en helt. Man skal helst ende med at blive nærmest uovervindelig og føle sig som en halvgud a la Herkules, mens man pløjer sig igennem spillets udfordringer. Men hvor realistisk er det egentlig, at man uden større risiko for eget liv og lemmer skal kunne kaste med ildkugler, fremtrylle magiske skjolde og styre elektriske kræfter gennem sine hænder som en rigtig troldmand? Måske er det et lidt dumt spørgsmål, for realisme og fantasy er vel en slags modsætninger. Ikke desto mindre har det svenske spiludviklerfirma fået et vidunderligt lille spil ud af at tackle netop det spørgsmål. Idag skal det handle om Magicka.

8. December: Pagehår på eventyr

Valiant og Aleta i sneen. Et af mine yndlingspar i litteraturhistorien, simpelthen.

I forbindelse med at jeg har lidt travlt idag, og i går både selv kom i tanke om ham OG blev mindet om ham af min søster, har jeg fundet et essay frem, jeg skrev om min yndlingsbarndomshelt for et stykke tid siden. Så idag får i en lille tekst om en af mine største helte og inspirationskilder, Hal Foster's Prins Valiant. Det er lidt mere personligt og lidt mindre analytisk end vi er vant til her på bloggen, men jeg var meget oppe at køre over det, da jeg skrev det. God læselyst! Så er jeg tilbage til at skrive live imorgen. 

7. December: Peter Madsen svarer på spørgsmål

Kære kalenderlæsere!

I dag sker der noget særligt: Jeg har sendt et par spørgsmål rundt til en række af mine helte inden for diverse genrer, og nu har en af mine helt store barndomshelte, Valhalla-tegneren Peter Madsen, svaret (og iøvrigt vedhæftet det fine portrætfoto ovenfor)!

6. December: At være sin egen mus

Forsiden til andet bind af Mouse Guard-serien. Det er svært at komme på nogen der er så gode til farver som David Petersen. Det oser af iskold vinter!

Idag skal vi bevæge os ind i den undergenre af tegneserier, som befinder sig i grænselandet mellem børnetegneserier og voksen-graphic novels. David Petersens "Mouse Guard" kan ved første øjekast godt ligne en ren børnebog. Hovedpersonerne er små (og ret nuttede) gnavere, der vandrer gennem en verden af onde væsler, ugler og snoge, og det kan føles lidt som en middealderudgave af Vinden i piletræerne, hvis I kan huske den. Så snart man bevæger sig ind i universet, bliver det dog tydeligt, at Petersens forbilleder i lige så høj grad er fantasiverdensarkitekter som Tolkien. Musenes verden er nøje kortlagt, og deres samfund, klædedragter og levemåder er konstrueret ned til mindste detalje, så man nemt kan forestille sig, at musene kunne findes derude et sted, under træstubbe og mosbegroede sten. Det, der dog for alvor er det fantastiske træk ved Mouse Guard, er Petersens evne til at fortælle helt klassiske eventyr, ikke så meget i ordets danske forstand som i den engelske betydning af "adventure": Vore små musehelte er konstant på farefulde rejser, der udfordrer dem og udvikler dem til at indse, hvem de virkelig er. Det er det træk ved det fantastiske, jeg i dag vil sætte fokus på gennem "Mouse Guard".

5. december: Ravnekongen og Lord Wellington

I dag skal vi så et smut ind i romanernes verden, og lad os da bare starte ud med en ordentlig mukkert af slagsen: Susanna Clarke's "Jonathan Strange & Mr. Norrel". Det er en meget velkomponeret roman med et stort og vidtforgrenende plot, og selvom jeg så vidt muligt vil undgå at tage for meget af læseglæden fra jer ved at afsløre handlingen og dens udvikling, vil jeg alligevel ADVARE MOD AT DER KAN FOREKOMME SPOILERS (altså afsløringer af detaljer i værket) i denne blog. Bare så I ved det. Det er nu ikke så meget handlingen som den måde, Clarke blander fantasy og realisme i både den verden hun skaber, og den måde hun fortæller om den på, der fascinerer mig. Det bliver nok et tilbagevendende tema i denne julekalender, så læs med idag uanset, om du har tænkt dig at læse bogen eller ej.

4. December: Kæmperne og ensomheden

Her står vor helt i nederste venstre hjørne og skal til at nedlægge en af kolosserne. Den er ihvertfald 100 meter væk på dette billede. Læg mærke til tågen og de grå farver.

I dag er det søndag, og så må man godt være lidt nostalgisk. Jeg vil derfor drømme mig tilbage til nogle juledage for 5 år siden, hvor mine brødre og jeg forsvandt fuldstændigt ind i et Playstation 2-spil, der hedder "Shadow of the Colossus". Lydniveauet i mine forældres stue skiftede mellem andægtig stilhed, hvor der kunne gå flere minutter uden at en af os sagde noget, og man kun kunne høre lyden af gallopperende hestehove fra fjernsynets højttalere, og kaotiske råbekor af "Hold godt fast! Du kan godt! Så nu angriber han! NEJNEJNEJ!!! Prøv igen! Årh vi klarer det aldrig!".

3. december: At tage på eventyr sammen

Her er det Niels og Lars der er på eventyr med deres to første karakterer, Jerome og Geldur. I forgrunden er den Dungeon Master's Screen, som jeg sidder bagved og styrer slagets gang. Foran Lars til venstre har vi hans karakterside, hvor alt han skal vide om sin figur står på, og foran den de blå terninger, der bruges til at afgøre alting i spillet. Chips, cola og cocio midtfor er også altid vigtigt. 

Idag skal det handle om "pen and paper"-rollespillet Dungeons & Dragons, som jeg sammen med en flok gutter har forsøgt at lære at spille i løbet af de sidste par måneder. Der burde måske være et "Advarsel! Ekstremt nørderi forude!"-skilt et sted i toppen af denne blogpost, for jeg tror ikke eventyrfascinationen kan få et meget mere niche-agtigt udtryk end dette, medmindre  man klæder sig ud og løber ud i en skov. Men bliv nu hængende alligevel!

2. December: Fabeldyr i eksil

Her er fabeldyr fra russisk folklore, folkeeventy og Troldmanden fra Oz på flugt fra "The Adversary". I tekstboksen står der "It took an invasion to unite us" (Der skulle en invasion til at forene os)

Idag skal det handle om en tegneserie, som min kone Johanne og jeg en overgang var så vilde med, at vi købte et nyt hæfte hver måned. Det drejer sig om Bill Willingham's "Fables", som i skrivende stund er udgivet i 16 paperbacks - plus diverse sideprojekter i samme verden.

1. December: Livet i atomødemarken

-et lille julepostkort fra min figur i Fallout: New Vegas. Her jager han mutanter på en sønderbombet motorvejsbro.

Julekalenderens første afsnit skal handle om computerspillet Fallout: New Vegas, som jeg lige har gennemført. Eller det vil sige, jeg har ihvertfald spillet mig igennem spillets hovedhistorie. For Fallout: New Vegas er i princippet et endeløst ørkenlandskab fuldt af hemmeligheder og jordfarvede eventyr.

Nubliverdetvildt's julekalenderblog!

Kære læsere!

Efter et stykke tids ro på her på Nubliverdetvildt, kommer der nu for alvor gang i den!

Hver dag i december frem til jul vil jeg udgive en lille blogpost om et værk indenfor det fantastiske, som jeg synes fortjener opmærksomhed. Det bliver en ren fantasifejring, og jeg håber der kan komme nogle gode snakke ud af det. Samtidig kan kalenderen måske tjene som en slags basisbibliotek for fremtidige artikler. Men værsågod! Den første kommer så idag, hvor det skal handle om ødemarker og postapokalyptiske westerns -forklaring følger.

Blizzcon: Nørdernes årsmøde

Imorgen fredag den 21. oktober tager et af årets største nørderitualer sin begyndelse:

Spiludviklerfirmaet Blizzard Entertainment, som er verdenskendt for at lave meget få spil, som nærmest tager årtier at lave, men som til gengæld altid bliver millionsælgende successer, holder deres årlige fan-konference Blizzcon.

Det betyder i korte træk at Anaheim Convention Center i Californien bliver propfyldt af tusinder af nørder, der kommer for at høre nyt om firmaets spil, spille turneringer, prøve versioner af spil der endnu ikke er udkommet og alt muligt andet, man kunne forvente, når et firma showcaser sine produkter.

Det stopper dog ikke der.

hvordan skrive kommentarer?

Jeg er stødt på folk der gerne ville kommentere her på siden, men som ikke er helt sikre på, hvilken konto man skal bruge for at gøre det. Det er også lidt forvirrende med de mange valgmuligheder, men jeg vil foreslå, at man opretter en google-konto. Det kan man gøre på dette link: https://accounts.google.com/NewAccount?continue=http%3A%2F%2Fwww.google.dk%2F&hl=da

Her skal man bare indtaste sin email-adresse, og så finde på et kodeord. Så skulle det være på plads.
Der er nye indlæg lige om hjørnet!

P.S. Gæstebloggere er meget velkomne!

At skabe nye verdener

- en lille tegning fra mine mange fantasistunder

i den skolefritidsordning, jeg engang arbejdede i.

I anledning af arrangementet Speak Out with your Geek Out, hvor nørder over hele verden i denne uge skriver om deres passion for alverdens ting, vil første rigtige indlæg på denne blog blive en lille tekst om en af mine største nørdepassioner. Here goes.

Et lillebitte manifest

Kære læser!

Velkommen til nu bliver det vildt!

Denne blog skal handle om hele den del af populærkulturen, som handler om helte, eventyr, myter og legender. Det vil sige alt fra fantasy-litteratur og superheltetegneserier til papirrollespil og computerspil.