I dag skal vi så et smut ind i romanernes verden, og lad os da bare starte ud med en ordentlig mukkert af slagsen: Susanna Clarke's "Jonathan Strange & Mr. Norrel". Det er en meget velkomponeret roman med et stort og vidtforgrenende plot, og selvom jeg så vidt muligt vil undgå at tage for meget af læseglæden fra jer ved at afsløre handlingen og dens udvikling, vil jeg alligevel ADVARE MOD AT DER KAN FOREKOMME SPOILERS (altså afsløringer af detaljer i værket) i denne blog. Bare så I ved det. Det er nu ikke så meget handlingen som den måde, Clarke blander fantasy og realisme i både den verden hun skaber, og den måde hun fortæller om den på, der fascinerer mig. Det bliver nok et tilbagevendende tema i denne julekalender, så læs med idag uanset, om du har tænkt dig at læse bogen eller ej.
Romanen foregår i det tidlige 1800-tals England, komplet med beskidte gader, salonsamtaler mellem korsetkvalte ungmøer og finkæmmede gentlemen, og et forestående showdown mellem engelske Lord Wellington og franske Napoleon ved Waterloo lurende i horisonten. Romanen skaber også sit tidsbillede ved at lægge sin fortællestil tæt op af forfattere fra den tid som eksempelvis Jane Austen, og der er masser af kysk romantik og snørklet overklasseengelsk. Der er dog en lille ændring i romanens England, der vender det hele på hovedet: I romanens udgave af Englands fortid skete der nemlig det, at en mystisk karakter ved navn John Uskglass, også kaldet The Raven King, trådte frem i Nordengland i højmiddelalderen og skabte et kongerige baseret på hans kendskab til og udøvelse af god, gammeldags magi. Ikke magi forstået som tryllestøv og lynkiler og kaniner i hatte, men en ægte forbindelse til den magiske underverden Faerie, hvor feerne bor, og en evne til at kommunikere med naturen og bøje den til magikerens vilje. Al denne magi er i 1800-tallet gået i glemmebogen, og bliver kun holdt i hævd af en flok akademikere, som studerer de gamle magibøger, vel at mærke uden så meget som at forsøge at praktisere magien. Fremskridtet og industrialiseringen står for døren, og alt er ved at være indhyllet i oplysningstid og videnskab, da disse magihistorikere får besked fra en mystisk mand ved navn Mr. Norrell om, at det stadig kan lade sig gøre at praktisere magi, og kort efter får de den første smagsprøve på, at han ved, hvad han taler om. Andetsteds i landet bliver en ung gentleman ved navn Jonathan Strange ufrivilligt konfronteret med sine evner ud i selvsamme magi, men hvor Norrell har lært sine tricks fra, i lighed med magihistorikerne, at have et indgående kendskab til magiens historie og hovedværker, har Strange en langt mere pragmatisk og eksperimenterende tilgang til sine nyfundne evner. De to mødes ad omveje i London som lærermester og elev, og tager i første omgang hul på at bruge deres magi til at hjælpe regeringen med at forsvare landet og forbedre dets levestandard ved at kontrollere vind og vejr.
Norrell og Stranges forskellige syn på magi og deres begyndende rivalisering er et af plottets vigtigste omdrejningspunkter, og fører både til lange akademiske diskussioner og storslået indblanding i Englands krigsførelse (Slaget ved Waterloo bliver noget helt, helt andet, når der er en magiker involveret, skulle jeg hilse at sige!). Det viser sig imidlertid, at romanens drama har endnu en afgørende karakter, en mystisk mand med sølvfarvet hår, som langsomt men sikkert begynder at væve sin indflydelse ind i alt og alle omkring Strange og Norrell. Og her må jeg vist ikke afsløre mere, men jeg vil gerne understrege, at det er her, det virkeligt interessante i romanen ligger for en fantasinørd som mig. For Susanna Clarke griber ikke ideen om magi i England og underverdenen Faerie ud af den blå luft. Hun henter de fantastiske elementer i sin fortælling fra en dyb forståelse for det virkelige Englands mytologi og folklore, der får hende til at minde ikke så lidt om romanens egne magihistorikere. For på en måde var det engang, som Clarke beskriver det: Engang var det en dybt indgroet del af en englænders verdensbillede at tro på, at de humørsyge feer, som boede i jordhøje, som man kun kunne rejse til ad for det blotte øje usynlige stier, blandede sig i menneskers hverdag med velsignelse, aftaler og forbandelser. Ligesom man herhjemme i middelalderen troede på, at menneskets herredømme over jorden endte på grænsen mellem landsbyen og den mørke skov, og at andre kræfter tog over hinsides skovbrynet, var det magiske og overnaturlige engang en integreret del af englændernes hverdag. Og det er den fornemmelse af en sammensmeltning mellem det naturlige og overnaturlige, Clarke får kommunikeret så godt i sin roman. Hun er fantastisk god til at få ting, vi er vant til kun at kende fra børneeventyr, til at blive levende, relevante og uhyggelige. At hun så kobler det med masser af accepterede historiske kendsgerninger og personer fra 1800-tallet er kun med til at få det hele til at virke endnu mere som en realistisk roman fra en tid, vi har glemt eller fortrængt.
Det er selvfølgelig alt sammen løgn og digt, som al fiktion jo til en vis grad er det. Alligevel har det en vis moderne relevans, for ligesom folk, der bliver taget af feerne hos Clarke, efter gentagne besøg "under højene" bliver mere og mere apatiske over for den virkelige verden, og bliver som skygger af sig selv over for deres kære, er der jo en reel fare for, at vi moderne mennesker kan fortabe os i vores dagdrømme og fantasiudflugter, og vrage den virkelighed, vi på godt og ondt står i, til fordel for drømmen om noget bedre.
Det er en slags indbygget selvkritik i romanen, som jeg synes fungerer meget godt, og som er vigtig at have med, når man skriver fantasy.
Men læs den! Det er en tung sag på mange hundrede sider, og ligesom mange af de 1800-talsværker, den læner sig op af, er den ikke særligt hurtig i optrækket. Den tager sig god tid. Til gengæld flyver den virkelig flot, når den først letter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar