I dag træder vi lige et skridt tilbage fra alt det meget analytiske og tematiske og kigger på en verden i et stykke fantastisk fiktion, der er lykkedes helt vildt godt. Det drejer sig om computerrollespillet Arcanum - Of Steamworks & Magick Obscura, som, selvom det har nogle år på bagen, stadig er den mest originale og veludtænkte spilverden, jeg kan komme i tanke om.
Arcanums verden er nærmest den modsatte af Susanna Clarkes i Jonathan Strange & Mr. Norrell. Hvor Clarke indsatte en smule magi i 1800-tallets England, er der i Arcanum blevet tilsat en smule 1800-tals-England til magiens verden. Det er en verden fyldt med klassiske fantasyelementer som orker, hobbitter, dværge, elvere og troldmænd, men i stedet for at foregå i den verdens middelalder, befinder vi os i dette tilfælde på kanten af verdenens svar på den industrielle revolution. Magikere og feudalherrer er i defensiven, mens opfindere, entrepenører og minemoguler vinder frem overalt. Det er altså sværd og trolddom blandet med jakkesæt, revolvere og monokler. Det kommer der en meget skæv og overraskende verden ud af. Det er ganske vist ikke helt originalt, for spillets miljø har eksisteret som genre i årtier under navnet steampunk, og er med jævne mellemrum lidt af et modefænomen i nørdesubkulturer over hele verden. Arcanum driver det bare et skridt videre ved at skabe en verden, hvor dette skisme mellem magi og teknologi, følelse og fornuft, natur og kultur, virkelig er indvævet i alt, hvad der sker. Det er måske at drive det lidt for vidt at sige, at spillet fungerer som en slags fabel over, hvad det var der skete, da sekulariseringen og affortryllelsen satte ind i virkelighedens verden, men det er svært ikke at komme til at tænke på det undervejs i spillet.
Den let skizofrene verden har også en masse konsekvenser for, hvordan spillet spilles. Udover at man, som i alle andre rollespil, skal skabe sig en figur i starten, kan man, som spillet skrider frem, vælge at præge sin figurs udvikling i retning af enten det teknologiske eller magiske. Vælger man magien, kan man lære at tilkalde monstre til at kæmpe for sig, skyde med lyn og alt, hvad der ellers hører sig til. Går man derimod i den teknologiske retning, lærer man hen af vejen en række opskrifter på genstande inden for forskellige discipliner som skydevåben, medicin, mekanik og botanik. Via opskrifter kan man kombinere forskelligt skrot man finder rundt omkring til nye teknologiske vidundere som maskingeværer, mekaniske robotter og superkraft-skabende psykofarmaka, som giver magikerne kamp til stregen. Hvis man vil, kan man selvfølgelig også putte alle sine point i råstyrke, hvorved man, i tråd med spillets generelt ret rationelle feel, får en figur, der nærmest kun kan sige "øøøhbødøøøh....", men til gengæld kan slå fra sig i nærkamp.
![]() |
| En af spillets mange opskrifter - her på en mekanisk edderkop. Læg mærke til de meget stilrene skrifftyper, træpaneler og glasrør, der udgør spillets menu. Der er tænkt over alt. |
Rent grafisk er spillet noget forældet idag, men det virker alligevel tidløst, fordi alle kræfterne er blevet brugt på at skabe stemningen af et magisk victoriansk England. Fra spillets allerførste begyndelse lyder den smukkeste, mest melankolske baggrundsmusik, jeg til dato har hørt i et spil, indspillet af et rigtigt strygerorkester. Overalt er der forskellige engelske accenter, og det vrimler med kulminer, fabrikker, mystiske templer og ruinerede slotte, så man fornemmer en verden i opbrud. Man kan føre samtaler med alt og alle, og der er næsten altid flere svarmuligheder, så man har reel indflydelse på, hvordan spillet udvikler sig, også udover det klassiske "vinder jeg/vinder jeg ikke"-parameter.
Plottet skal jeg ikke afsløre for meget om her, udover at det viser sig at være en anelse i den klassiske retning, men det gør ikke noget, for som alle andre virkeligt gode rollespil er det i Arcanum alle de små svinkeærinder og sideveje, der for alvor giver indlevelsen i den verden, ens figur rejser rundt i. Og den slags verdener fås ikke meget mere gennemførte.


Arcanum er iøvrigt på tilbud til under en 20'er på GOG.com ugen ud!
SvarSlethttp://www.gog.com/en/gamecard/arcanum_of_steamworks_and_magick_obscura