 |
| -forsiden til første bind i serien. |
De tre bind i Prince of Nothing-serien, henholdsvis The Darkness That Comes Before, The Warrior Prophet og The Thousandfold Thought, er i mine øjne både det bedste og værste fantasy, der er skrevet længe. For på den ene side mestrer Bakker alle genrens vigtigste træk: Han er en helt fantastisk verdens-opfinder, og Eärwa, som er den verden, serien foregår i, virker gennemtænkt og detaljeret i nærmest uoverskuelig grad. Bakker virker til at kende sin verdens historie et par tusind år tilbage og frem i tiden, samtidig med at han forstår at udfolde den i plottets nutid. Hans verden er også nem at tro på, fordi han meget bevidst henter sin inspiration i virkelighedens oldtidshistorie, i stedet for at befolke sine bøger med orker, elvere og dværge fra genrens kliché-skuffe. På den anden side er Eärwa et så mørkt, grusomt og afskyvækkende sted, at den klassiske fantasy-tanke om, at man i værket skal kunne drømme sig væk til en mere heroisk verden, slet ikke kan komme på tale. Det er da også tydeligt, at serien har et udestående med netop den romantiserende fantasylitteratur, og det er dette oprør mod det sort-hvide og forherligende forenklede, der gør den til en så vigtig serie, selvom den er en trængsel at komme igennem.
Setuppet i serien går nogenlunde sådan her: En midaldrende magiker ved navn Drusas Achamian er udsendt af sin orden The Mandate for at udspionere en rivaliserende orden. Snart finder han ud af, at Shriah'en, en slags pave i Eärwas religiøse hierarki, er ved at erklære hellig krig mod The Fanim, en monoteistisk religion ikke ulig middelalderens islam. Achamian opsøger sin gamle elev Inrau, som er ansat under Shriah'en, men kort tid efter får han at vide, at Inrau er blevet myrdet. Achamian ser dette som et tegn på, at det ondeste Onde, det glemte magikerforbund The Consult, er på spil i kulisserne bag den forestående krig, og at Dommedag dermed er nær. Vor helt og alle i hans orden eksisterer kun med det ene formål at forhindre denne dommedag, som deres stifter to tusind år tidligere gjorde det. Stifteren Seswatha har gennem et magisk ritual gjort det umuligt for alle sine efterfølgere at drømme andet om natten end scener fra Seswathas strabadser under Den Første Apokalypse, så det er ikke så underligt, at Achamian er lidt paranoid og hurtigt drager afsted for at undersøge sagen nærmere.
Forvirret? Det bliver meget værre: Et andet sted, længere nordpå, drager en ung, lyshåret munk ved navn Anasûrimbor Kellhus afsted fra sin ordens afsidesliggende kloster, fordi hans ordensbrødre er begyndt at få beskeder fra hans ellers forsvundne far i deres drømme. Dette foruroliger hans orden, The Dûnyain, for deres fælles trosbekendelse er, at magi, guder og for den sags skyld sandhed ikke findes. Alle menneskers handlinger er dybt determinerede af dybtliggende ting i deres psyke, som de ikke selv indser. Dûnyainerne derimod har trænet sig selv til på den ene side selv at være rene fornuftsvæsener, der ikke længere lader sig styre af følelser, overtro og forpligtelser over for samfund og medmennesker, men samtidig har studeret mennesker længe nok til at kunne afkode deres handlinger og følelser og gennemskue, hvilke psykologiske mekanismer, der ligger bag. En slags nihilistiske superpsykiatere, kan man sige. Kellhus finder ud af, at verden foran ham er fuld af farer, men også let at påvirke, når man som ham kan se gennem folks ansigter og ind til deres sjæle, så da han et stykke inde i serien støder til den horde af folk, der er på vej til at drage i hellig krig, ser han den hellige krig som et værktøj, han straks går i gang med at bemægtige sig ved at manipulere den ene overtroiske stakkel efter den anden.
Jeg ved godt, det lyder helt rodet, og der er også mange ting, jeg er nødt til at udelade for ikke at ødelægge læseoplevelsen for jer, men jeg kan vist roligt sige, at Kellhus lykkes i sit foretagende, og hurtigt får nærmest gudestatus. Det er her, Bakker træder så markant væk fra meget af den iøvrigt eksisterende fantasy: Kellhus er en fantastisk dygtig kriger, ser godt ud, er superintelligent og lykkes i alt, hvad han foretager sig, ligesom en helt i et stykke romantisk ridder-fantasy. Problemet er bare, at han samtidig er helt og aldeles uden empati og på grusomste vis manipulerer, forråder og nedbryder selv dem, der kalder sig hans venner. Seriens egentlige midtpunkt er simpelthen en skurk. Achamian, som nok er det tætteste serien kommer på en flink fyr, går det til gengæld galt for igen og igen. Kellhus udnytter ham, hans eneste rigtige kærlighed, den prostituerede Esmenet, kan pludselig ikke få øjnene fra den langt mere mandige Kellhus, og ingen tror på Achamians historier om den forestående dommedag.
Hvad i alverden har Bakker gang i? Jeg var engang til et foredrag med ham på universitetet (han var godt i gang med en filosofi-ph.d., da han droppede ud og begyndte at skrive fantasy på fuld tid), og der var det tydeligt, at han er en mand på en mission. Han sagde, at det ikke gav mening, hvis man som veluddannet bare skrev finlitterære, snævre romaner, for de ville jo kun blive læst af folk, der kom i de samme kredse som en selv. Nej, hvis man virkelig ville have folk i tale, var man nødt til at skrive i de genrer, der blev læst af den brede befolkning. Så han kastede sig over fantasy (det skal dog siges, at han er en ret stor nørd, og nok til dels også skriver fantasy, fordi han selv holder af genren), og Prince of Nothing-serien er for mig at se et forsøg på at skrive realistisk i en fantasy-sammenhæng. Det gør den virkeligt hård at læse, for Bakker kan sin verdenshistorie og ved lidt af hvert om krige og magtmennesker, og det dragende og Ringenes Herre-agtige går hurtigt af romanens mange krigerkonger, når man finder ud af, at de, ligesom deres sidestykker i virkelighedens middelalder, gambler med deres soldaters liv, voldtager deres fjenders døtre og forråder selv deres nærmeste allierede, når først de er under Kellhus' indflydelse. Det er en skrækkeligt grusom og voldelig serie, og nogle gange bliver det simpelthen for meget, når Bakker pensler de mest perverse scener ud. Jeg kan dog ret tydeligt se, hvor han vil hen med det. For er det ikke netop sådan en grusom verden, der sandsynligvis er den barske virkelighed bag de overpyntede ridderlegender, fantasygenren i så høj grad er vokset ud af? Er ideen om en verden fuld af konger og krigere, som er fuld af eventyr og spænding uden at have øje for den åbenlyse rædsel, at folk dør og går til grunde i krig, ikke fuldstændig latterlig? Er man ikke som fantasyforfatter nærmest forpligtet på at vise begge sider af en sådan verden? Det er en god pointe, jeg tror bare Bakker udpensler den for meget. Det er han måske også nødt til, når så meget anden fantasy går i den stik modsatte retning.
Til gengæld må man give Bakker, at han virkelig forstår at leve sig ind i sine karakterer, og man får oplevelsen af, at fortælleren lider lige så meget med den misforståede Achamian, som man gør som læser.
De mange grusomheder bliver da også brugt til noget, både i den forstand at de er en del af en enormt vedkommende og kompleks historie, men også fordi Bakker på forskellige måder får viklet en masse eksistentielle overvejelser om, hvad det egentlig er, der bestemmer menneskers handlinger, og der er meget stof til eftertanke i det.
Der kunne siges forfærdeligt meget mere om serien (og det skal jeg også gøre til en mundtlig eksamen engang i januar), men dens verden er altså velkomponeret og vedkommende nok til, at jeg vil anbefale dem med ikke alt for sarte maver at give den en chance. Den er som sagt ikke spor rar at læse, og nogle steder er det nærmest ikke til at holde ud, men et mere modigt stykke fantasy, der virkelig gerne vil få læseren til også at overveje ting i det virkelige liv, skal man lede længe efter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar