I dag er vi virkelig helt inde ved guldet, for selvom jeg nok har andre yndlingsforfattere uden for den fantastiske genre (såsom Junot Diaz, Cormac McCarthy og Jens Blendstrup), indtager Neil Gaiman, som har skrevet den bog, kalenderen i dag skal handle om, nok hæderspladsen på listen over mine yndlings storytellers: Han er måske ikke den teknisk dygtigste eller mest stilistisk forfinede forfatter, men hold da op, hvor kan han bare fortælle røverhistorier! Og hans mastodontroman American Gods er for mig at se det allerbedste eksempel på det, han er så god til.
Plottet må man virkelig ikke sige for meget om, for de mange plottwists og overraskelser er en kæmpestor del af læseoplevelsen, men lad mig i det mindste fortælle, hvordan det hele begynder: Den unge hovedperson Shadow sidder i fængsel, og skal snart løslades. Få dage før løsladelsesdatoen får han at vide, at han slipper lidt tidligere, fordi hans kone, som han glæder sig helt vildt til at komme hjem til, er omkommet i en bilulykke sammen med hans bedste ven. Totalt chokeret rejser Shadow mod sin hjemby, men støder undervejs på den mystiske Mr. Wednesday, som vil hyre ham som sin bodyguard/stikirenddreng. Wednesday er tydeligvis rodet ind i en masse ballade, og før Shadow får set sig om, er han på roadtrip med den gamle mand, og møder den ene skæve eksistens efter den anden, mens et uvejr af bibelske dimensioner trækker op på himlen over de amerikanske highways, de kører rundt på. De fleste har nok gættet, at når nu romanens titel har noget med guder at gøre, må mr. Wednesday selvfølgelig være den nordiske gud Odin (som på gammelgermansk hedder Wotan, og hvem englændernes Wednesday er opkaldt efter på samme måde som vores onsdag er det), og det fantastiske element i det iøvrigt ret realistiske USA i Gaimans roman er selvfølgelig, at alle de guder, amerikanske tilflyttere troede på, da de rejste ud for århundreder siden, stadig lever rundt omkring i afkrogene af kontinentet. Her lever de i skjul, forklædt som mennesker, og håber på ikke at blive glemt helt, for så vil de nemlig ophøre med at eksistere, lidt ligesom fabeldyrene i Willinghams Fables. Oven i det kommer så, at en ny generation af guder, hvis navne jeg ikke skal afsløre her, er begyndt at føre aktiv krig mod de gamle.
Det bliver til en kæmpestor, indviklet og episk historie, hvor Shadow bliver kastet fra den ene side af konflikten til den anden. Det er fantastisk spændende og velskrevet, og mange af både karaktererne og lokationer føles overraskende virkelige. Det er dog ikke så meget det store hovedplot, der er bogens virkelige styrke. Nej, Gaiman brillerer for alvor i alle de små anekdoter, der er strøet ud over hele romanen som en naturlig konsekvens af tilstedeværelsen af alle guderne: Han forstår nemlig til perfektion at udnytte, at alle de gamle guder ikke længere så meget er en samling doktriner eller leveregler, men derimod legender. Hver gud eller andet mytologisk væsen, man møder i Gaimans USA bærer sine legender med sig, enten ved eksplicit at fortælle dem, eller ved at genopleve dem i en moderne udgave i deres nuværende eksistens. American Gods er på den måde en kæmpe skatkiste af gamle legender og myter fra hele kloden, med en rød tråd skabt af hovedplottet og Gaimans letgenkendelige lejrbålsrøverhistoriestil. Den er en øjenåbner af dimensioner, og jeg brugte virkelig mange timer på Wikipedia og i opslagsværker efter at have læst bogen. Langt de fleste af Gaimans røverhistorier viste sig at ligge meget tæt op af legender, der har eller har haft betydning for forskellige folkeslag rundt omkring i verden.
Det ville selvfølgelig ikke være noget særligt, hvis Gaiman bare havde samlet en række gamle fortællinger og givet dem lidt ny maling, men hele den del af plottet, der handler om Shadow og hans sorg over sin afdøde kone, kommer meget tæt på og forankrer historien i nogle meget alvorlige, eksistentielle og - tror jeg - ret alment menneskelige temaer, som de mange legender så at sige bare er med til at kaste forskelligt lys over.
Jeg sidder og er ved at lave et projekt om lige netop Gaimans og tidligere nævnte R.S. Bakkers forskellige måder at skrive noget nutidigt vedkommende i en fantasy-sammenhæng på, og jeg synes, at Gaiman formår at blande alle de gamle erfaringer fra mytologierne med nogle nutidige problemstillinger på en måde, der sætter vores tid i et lidt andet lys end man er vant til. Et lys, hvor vi kaster lidt længere skygger end vi plejer, og måske ikke er så frigjorte og rationelle, som vi tror, vi er. I Gaimans univers er enhver historie en slags fortryllelse, som gør, at verden er et anderledes sted, når den er blevet fortalt, og hans fascination af og kærlighed til historiefortælling skinner igennem på hver eneste side af American Gods, og det er ikke en overdrivelse!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar