19. December: Middle-Earth i spilform?

Nå, jeg føler ikke rigtig jeg kan fortsætte denne blog længere uden at nævne J.R.R. Tolkiens The Lord of the Rings. Den er nok noget af det første, de fleste tænker på, når de hører ordet fantasy, og de fleste værker inden for genren er enten næsegruse forsøg på at efterligne værket eller meget bevidste oprør mod det, så man kan ikke rigtig komme uden om det, når man taler om fantastisk fiktion. Jeg gider bare ikke skrive om hverken bogen eller Peter Jackson's meget teksttro filmatisering, for der er allerede blevet sagt alt for meget om dem. Derfor skal vi, lidt i forlængelse af diskussionen om spil og litteratur fra igår, idag se på den nok mest ambitiøse spiludgave af Tolkiens værk nogensinde, nemlig The Lord of the Rings Online.
The Lord of the Rings Online er det, man med en meget snørklet forkortelse kalder et MMORPG (Massively Multiplayer Online Role-Playing Game). Det vil sige at det i sin grundform minder om mange af de andre rollespil, jeg har skrevet om her på bloggen: Man vælger en figur, en race og en klasse, og skal så kæmpe sig igennem en gigantisk fantasiverden, i dette tilfælde Tolkiens Middle-Earth, mens man samler guld, våben og experience, så ens figur kan stige i niveau og blive bedre rustet til at kæmpe mod fjender af stigende sværhedsgrad. Forskellen mellem almindelige rollespil og MMORPG-er er bare, at de fleste andre helte, du møder i spillet, bliver styret af andre computerspillere over hele verden. Disse spillere kan du så chatte med eller tage på eventyr sammen med. Det gør på mange måder spilverdenen meget mere levende end i almindelige rollespil, fordi den menneskelige uforudsigelighed hos andre spillere gør sig gældende. På den anden side gør det underligt nok spilverdenen mere død, fordi du ikke for alvor kan skabe forandring i spillet af den simple grund, at alt indhold i spillet også skal være tilgængelig for alle de andre spillere: Hvis du lige har slået en stor trold ihjel og reddet en landsby fra monsterets hærgen, dukker den få minutter senere op igen på selvsamme sted, så den næste spiller, der kommer forbi, også kan nedlægge den.

Det lyder måske som sund fornuft i spiludviklingen, for hvem gider spille et spil, hvor der ingen eventyr er, fordi de første tusind spillere allerede har ryddet verden for farer? Spillets design får imidlertid ret vidtrækkende konsekvenser for oplevelsen af Tolkiens verden, og det er det, vi skal se på idag.
Designet gør det nemlig umuligt at kommunikere nogle af de temaer, som er stærkest i bogudgaven af The Lord of the Rings, og som er med til at gøre værket til noget særligt i fantasylitteraturen. I Tolkiens værk er heltene gang på gang oppe imod umulige odds, hvilket især er tydeligt i Frodo og Sams kamp for at nå Mordor med den ring, de skal ødelægge for at ende den onde Saurons herredømme. Man følger de to med spænding og beundring, fordi man ved, de er lige så skrøbelige som en selv, og alligevel har påtaget sig en umulig opgave for at redde verden. Det er et enormt positivt heltebillede: Helten er ikke en helt i kraft af sin styrke, men i kraft af sit moralske valg. Fordi han/hun vælger at gøre det gode på trods af håbløsheden, bliver han/hun en helt. Sådan er det ikke i The Lord of the Rings Online, for her kam man jo ikke reelt ændre på verdens tilstand: Der er ikke nogen trussel, kun en kulisse skåret ud af Tolkiens verden. For det, der i spillet driver oplevelsen fremad, er din helt uendelige stigen i niveau, og de mange monstre der skal nedlægges for at optjene experience nok til at stige. Det betyder, at hvor man kunne håbe at få lov til at opleve samme strabadser og moralske dilemmaer som Frodo og Sam, bliver den grundlæggende spiloplevelse en uendelig repetition af følgende formel: Du finder et monster, der skal nedlægges, kæmper mod det og vinder, og føjer så nogle numeriske værdier til forskellige parametre som erfaring og omdømme, som igen får dig til at stige i niveau, så du kan begynde cirklen forfra med nogle lidt stærkere monstre, som du skal finde, nedlægge så du stiger i niveau, så du igen...og så videre i en uendelighed. Herunder kan du se en lille video, hvor min figur, dværgen Dawnmane, gennemgår det lille ritual, som spillet reelt består af:

Denne grundlæggende spilmekanik er altså med til at tvinge spillet til kun at fokusere på et bestemt aspekt af det at være en helt, nemlig at blive stærkere og stærkere. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det måske passer meget godt ind i tiden: Er det ikke også det, vi forbinder med at lykkes i vores hverdag? At blive bedre og bedre til det vi gør, mere anerkendte, rigere? Er Tolkiens hjælpeløse helt, som kun klarer sig fordi han gør det rigtige, og iøvrigt ville gøre det selvom det var dømt til at mislykkes, for fjern og for svær at sluge for os? Denne forskydning af heltebilledet er ret åbenlys i traileren for spillet herunder: Man bliver ligefrem opfordret til at "rise to power!" (at stige op og blive magtfuld, ca.). Den slags vendinger er det ellers kun de onde i Tolkiens univers, der bruger.

Med denne forskydning er vi  igen inde på de begrænsninger, spilmediet har i forhold til de andre fortællende kunstarter: Fordi spilleren helst skal belønnes og have det sjovt, er der en ret afgrænset mængde af temaer, der kan kommunikeres i en interaktiv spilform. Det problem lider The Lord of the Rings Online virkelig under, for det er også med til at umuliggøre en indlevelse på niveau med originalens, når man finder ud af, at spilverdenen, selvom den ser stor og farlig ud, egentlig bare er der for at min lille figur skal have noget at rive i på sin vej mod at blive uovervindelig. Man glemmer simpelthen helt at stoppe op og lade sig opsluge af Tolkiens univers, fordi man liiige skal stige til næste niveau, og ihvertfald ikke vil sakke bagud i forhold til de andre spillere.

Det er simpelthen så ærgerligt, at det er sådan, for der er gjort meget ud af at omsætte Tolkiens verden til spilform: Spillets verden er uoverskueligt stor, og det tager timevis, selv på hesteryg, at bevæge sig fra hobbitternes Shire til Saurons hjemsted Mordor. Spiludviklerne har også haft et nærmest fundamentalistisk forhold til detaljerne i Tolkiens tekst, og alle karakterer og monstre man møder virker til at have en veldokumenteret sammenhæng med de begivenheder, vi kan læse om i The Lord of the Rings. Oven i det kommer, at grafikken er smuk uden at være karikeret, og at selve rollespilssystemet fungerer rigtig godt set i forhold til konkurrenternes. Og så er det et af de få onlinespil jeg kender, hvor de fleste spillere, man møder, faktisk virker modne, hjælpsomme og høflige. Det er altså tydeligt, at viljen til at leve sig ind i Tolkiens verden er tilstede både hos udviklerne og spillerne, men spillets grundlæggende system bremser indlevelsen og skævvrider meget af det, der bliver kommunikeret i originalen, og som er med til at gøre den til fantasygenrens Shakespeare. 

Når al den kritik så er givet, vil jeg alligevel anbefale spillet. Dels fordi der ikke rigtig er nogen i den genre, der gør det bedre (det er virkelig en sølle grund!), dels fordi der for Tolkien-fans er masser af gensynsglæde at hente, når man rejser rundt i spillets verden - og så fordi det er ganske gratis at downloade og spille et godt stykke af vejen. På trods af spillets mange mangler er der masser af gode underholdningstimer i det, men hvor ville jeg ønske, spilfirmaerne havde et højere succeskriterium end det!