14. December: Fantasiens farer

Ofelia og faunen.

Guillermo del Toros eventyrfilm El laberinto del fauno, på dansk Pans Labyrint, har en kæmpestor plads i mit filmhjerte, og den slog mig helt omkuld, da jeg for små fem år siden så den første gang. Jeg har længe gerne ville skrive om den her i blogjulekalenderen, fordi den på smerteligt smuk og poetisk vis tager fat i spørgsmålet om, hvad fantasien, og vores evne til at holde pause fra virkeligheden i den, gør ved os. Nu har jeg så genset den for at kunne skrive om den, og er igen blevet helt stille og rundtosset af den, så jeg tror for en gangs skyld ikke jeg vil bruge så mange ord om dagens værk. Der er dog et par pointer, jeg gerne vil fremhæve.
Filmen er for mig nærmest definitionen på magisk: Den foregår under Anden Verdenskrig i Spanien, hvor den Spanske Borgerkrig er endt med fascistiske Franco som sejrherre, og et kontingent af hans soldater, ledet af den nærmest mytologisk ondskabsfulde kaptajn Vidal, jager socialistiske frihedskæmpere i skovene. Ud til dem kommer den lille pige Ofelia og hendes  gravide mor, for moderen har giftet sig med Vidal, som kræver, at barnet skal fødes tæt på sin far, selvom han jager oprørere i vildmarken. Der er således en konkret forankring i tid for historien, med en indbygget konflikt mellem fascister og partisaner, men historiens kerne kunne have foregået til alle tider: Ofelia er en kreativ og fantasifuld pige, og hun er knap nok nået frem til Vidals hovedkvarter, før skovens magiske side begynder at træde frem for hende. Hun bliver kontaktet af en fe, som leder hende ud til en ruin, som hun i bedste folkeeventyrstil allerede har fået at vide er forbudt område, og her møder hun så en faun, en gedelignende skovånd, som fortæller hende, at hun er en udvalgt prinsesse, og at hun skal gennemføre tre prøver, før hun ved fuldmåne kan vende tilbage til sit kongerige under jorden. Der er simpelthen så mange eventyrelementer på færde her, at det på papir lyder som det rene prinsesseeventyr. Det er det bare overhovedet ikke, for den fortryllede verden, Ofelia kommer i kontakt med, er enormt voldsom, uforudsigelig og uhyggelig, og leder nærmere tankerne hen på den middelalderlige overtro, som ligger til grund for mange af vores eventyr idag: At menneskenes herredømme reelt standsede ved skovgrænsen uden for landsbyen, og at der mellem træerne, i åen og under bjergene herskede andre, men lige så virkelige væsener, som indfangede mennesker med deres fortryllelser, og indgik aftaler og pagter med dem, som senere fik uoverskuelige konsekvenser for den, der ikke blev inde i landsbyens sikkerhed. Det er i del Toros version helt vildt godt fortalt, så man sidder og gyser over væsener og eventyrklicheer om betingelser og belønning, forbud og straf, som i en Disneyfilm bare ville være harmløse måder at få en eventyrhistorie til at fungere på. Pans Labyrints magiske verden balancerer hele tiden mellem fortryllelse og forbandelse.

Det magiskes dobbelthed er også ekstremt stærkt tilstede der, hvor vi ser Ofelia sammen med de andre mennesker i skoven, som intet aner om den verden, Ofelia ser. Her bliver hendes fascination af det fantastiske opfattet som noget uvirkeligt, unyttigt og ufeminint, og man er aldrig helt sikker på, om det magiske faktisk er en del af filmens virkelighed, og altså ikke bare noget, Ofelia forestiller sig. Men hvad skal hun gøre? Hvordan kan en pige i den alder gøre andet end at flygte ind i sin egen verden, når hverdagen er så fuld af grusomheder, som den er i selskab med kaptajn Vidal?

Filmen vender denne problematik yderligere på hovedet, da de magiske væsener viser sig måske at have bagtanker med at hjælpe hende, samtidig med at de prøver, hun skal udføre for dem, begynder at have mindre heldige konsekvenser for hendes mor i den "virkelige" verden. Virkeligheden og magien begynder så at sige at æde sig ind på hinanden, og her synes jeg, Pans Labyrint bliver et hjerteskærende billede på, hvor meget en balancegang, det er at beskæftige sig med det fantastiske, med fantasien: Hvor meget vi på den ene side har brug for den og kan længes efter den, og hvor meget den på den anden side sjældent giver os noget, vi kan tage med tilbage til virkeligheden, som ikke har ændret sig, uanset hvor smuk en udflugt i fantasiens verden, vi har været på.

Hvis man ikke allerede har set den, er det bare med at komme afsted. Iøvrigt er det her med den gamle folkeovertro et emne, Guillermo del Toro er inde omkring mere end ofte, hvilket også gør ham til en stor fan af en fyr, jeg glæder mig til at præsentere jer for senere på ugen! Nu er I advaret.