4. December: Kæmperne og ensomheden

Her står vor helt i nederste venstre hjørne og skal til at nedlægge en af kolosserne. Den er ihvertfald 100 meter væk på dette billede. Læg mærke til tågen og de grå farver.

I dag er det søndag, og så må man godt være lidt nostalgisk. Jeg vil derfor drømme mig tilbage til nogle juledage for 5 år siden, hvor mine brødre og jeg forsvandt fuldstændigt ind i et Playstation 2-spil, der hedder "Shadow of the Colossus". Lydniveauet i mine forældres stue skiftede mellem andægtig stilhed, hvor der kunne gå flere minutter uden at en af os sagde noget, og man kun kunne høre lyden af gallopperende hestehove fra fjernsynets højttalere, og kaotiske råbekor af "Hold godt fast! Du kan godt! Så nu angriber han! NEJNEJNEJ!!! Prøv igen! Årh vi klarer det aldrig!".
Shadow of the Colossus er et klasseeksempel på den perfekte spændingskurve, og et af de bedre forsøg på at skabe et reelt kunstværk i spilform. Man spiller en ung mand, hvis elskede ligger som død på et alter i et gammelt tempel. Man skal så drage ud for at nedlægge en række fjender og indsamle deres essens for om muligt at genoplive hende.

Det lyder måske som en meget klassisk ud-og-hjem-historie, og måske er det også netop det, det er. Det er scenografien og stilen, der gør Shadow of the Colossus unik. I stedet for at præsentere spilleren for en spraglet fantasyverden med masser af venner og fjender at tale med, er der i spillets verden kun 12 fjender (så vidt jeg husker, måske var der lidt flere, men det er stadigt meget få!) i hele spillet! De befinder sig meget langt fra hinanden, og resten af den iøvrigt meget store spilverden består bare af øde prærier og rungende tomme bjerggrotter. Man bruger derfor store dele af sin spiltid på bare at ride afsted på sin hest og forsøge at finde frem til den næste fjende, der skal nedlægges. Det giver masser af tid til ensomhed og stilhed, og hele fornemmelsen af at ride endeløst afsted i en stor tom verden uden tilsyneladende at gøre fremskridt, er en fantastisk måde at kommunikere hovedpersonens desperation over sin hjælpeløshed overfor sin elskedes død på. Det er simpelthen ordløs poesi. Allerede her var spillet langt forud for sin tid, for der er virkelig ikke mange i spilbranchen, der tror på, at "less is more".

Stilheden bliver dog ikke ved, for før eller siden når man frem til en fjende, der skal nedkæmpes, og her kommer spillets anden geniale ide straks til syne: Fjenderne er KOLOENORME! Ikke bare sådan på størrelse med en bus eller hvad nu fjender i B-monsterfilm kan være. Nej, nogle af dem er som levende bjerge, og langt størstedelen af kampen med en af disse kolosser består i at få sin hest tæt nok på dem til, at man kan hoppe op på deres ryg/sværd/storetå, og så begynde at klatre den lange vej gennem rustning, pels og mærkelige gevækster frem til de få steder på kæmpen, hvor man kan såre den. Det kan tage timer at få nedlagt en kolos, og man bruger mere tid på at finde den rigtige måde at klare den på, end på den ene gang man gør det rigtigt. Man har kun sin hest, et sværd og en bue, og man føler sig som en myre der udfordrer en grizzlybjørn. Det er David og Goliat på steroider.

Disse absurde dimensionsforskelle mellem helten og hans fjende er med til at få kampene til at minde om dybe terapeutiske mareridt, hvor kolosserne nærmest bliver mytologiske arketyper, som det vil kræve en helt særlig indsigt at få uddrevet af verden. Man burde ikke kunne overvinde dem, men efter lang tids prøven sig frem lykkes det alligevel, og man har en følelse af at have overvundet dem, ikke fordi man var stærkere end dem, men fordi man gennemskuede dem. Man forstod dem. Ligesom virkelige problemer kan se uovervindelige ud lige til det øjeblik, hvor man gennemskuer, og man derefter kan sidde lettet og tænke "hvorfor så jeg ikke det med det samme", kan der virkelig være en forløsning i at nedlægge en kolos i Shadow of the Colossus.

Sammen med den meditative ensomhed i jagten og den mytologiske strid med kolosserne er spillets grafiske udførelse, holdt i brune, grønne og grå farver, med til at gøre Shadow of the Colossus til en oplevelse, man bagefter er lidt i tvivl om, om man har drømt eller faktisk spillet. Her nogle år senere er begge mine brødres reaktion på, at jeg vil skrive om spillet noget i retning af "ÅÅÅÅRH JA! Det er så vigtigt! Årh det var så fedt dengang vi...." Så dagens blog er dedikeret til uforglemmelige eventyr med The Brohirrim i efterdønningerne af juledagene. Tak drenge.

P.S. Nu kan jeg godt se jeg er blevet lidt nostalgisk og har blæst det hele stort op, så her er en video af spillet, så kan I selv bedømme hvor meget jeg har at have det i:

Vi ses imorgen! - Hvor jeg forhåbentlig er tilbage ved alle mine bøger og kan tage lidt hul på litteraturdelen af bloggen.