 |
| Valiant og Aleta i sneen. Et af mine yndlingspar i litteraturhistorien, simpelthen. |
I forbindelse med at jeg har lidt travlt idag, og i går både selv kom i tanke om ham OG blev mindet om ham af min søster, har jeg fundet et essay frem, jeg skrev om min yndlingsbarndomshelt for et stykke tid siden. Så idag får i en lille tekst om en af mine største helte og inspirationskilder, Hal Foster's Prins Valiant. Det er lidt mere personligt og lidt mindre analytisk end vi er vant til her på bloggen, men jeg var meget oppe at køre over det, da jeg skrev det. God læselyst! Så er jeg tilbage til at skrive live imorgen.
Pagehår
på eventyr
Jeg gik
rigtig meget på biblioteket, da jeg var dreng. I en lille soveby som Børkop var
det ofte svært at få øje på de store eventyr andre steder end på boghylderne,
så jeg slæbte den ene bunke efter den anden hjem til mit værelse, pløjede mig
igennem og gik ned efter en ny. Min far var (og er) meget vild med tegneserier,
så børneafdelingens tegneserieafdeling af lavstammede kasser med firefarvede
røverhistorier blev hurtigt mit yndlingstilflugtssted. Jeg læste Asterix og
Lucky Luke og alt det andet traditionelle belgiske tegneserievæsen, men det er
ikke dem, jeg husker bedst. Det var Hal Fosters Prins Valiant, der igen og igen
opslugte mig. Det var ikke fordi, de var lette at læse¸eller fordi de på nogen
måde mindede om de morgentegnefilm, mine jævnaldrende og jeg selv så lørdag
efter lørdag. Der var ikke en masse ”KAPOW!” og nuttede figurer, ikke en masse
overdrevet tegnefilmsvold, og meget langt mellem den gode børnehumor.
Hæfterne
var nærmest i A3-størrelse (sådan husker jeg dem), der var ingen talebobler, tegnestilen var hypernaturalistisk og mindede om
noget, der var lavet i 50’erne[1].
Så set fra et moderne marketingsynspunkt var der ikke meget for en 10-årig
knægt at komme efter. Og tit syntes jeg da også, at tegningerne var grimme, men
det var bare ikke det, det handlede om!
For
Prins Valiants verden var det mest vidunderlige, jeg havde set. Han er en ung
norsk prins i noget, der skal ligne 6-700-tallet i Europa, komplet med riddere
og barbarer og et Romerrige i opløsning. Men det var en verden sprængfyldt med
ægte, uforfalsket eventyr af den helt, helt gamle skuffe. Valiant bliver
indlemmet i engelske Kong Arthurs riddere af det runde bord, og drager i krig
og kærlighed sammen med Gawain, Tristan, Lancelot og alle de andre gæve
krigerdigtere fra sagnene. Og det er alt sammen meget klassisk og mytologisk,
men, årh, det var bare SÅ meget mere end det! For den historiske og mytologiske
placering i tid var ikke noget, der begrænsede vor pagehårsudstyrede helt. Uden
på noget tidspunkt at indrømme at det ikke hang sammen, blev alle mulige og
umulige historiske begivenheder og personligheder hvirvlet ind i Valiants
verden, og der var ikke det eventyr, han ikke kunne begive sig ud på. Valiant
og hans vikingevenner udforsker Afrika århundreder før Livingstone, og
pludselig var der billeder i min drengefantasi af kampe mellem sværdsvingede
riddere og...gorillaer! Romerne dukker op igen og igen samtidig med
ridderturneringer og korstog , og Valiant er også på en ret lang og omfattende
tur til Amerika, længe før hans norske vikingeefterkommere selv kom derover.
Verden lå åben for prinsen fra Thule. Han levede i en tid, hvor ALLE de store
eventyr bare ventede på at blive prøvet, og jeg ønskede mig så brændende
derhen.
Men midt i al mytologien og de store episke slag, var prins
Valiant på ingen måde selv en halvgud. I modsætning til nutidens superhelte
blev han ældre, og stod over for en masse helt almindelige problemstillinger
som menneske. Han startede ganske vist ud som ung teenager uden regler eller
forpligtelser, der kunne tæve hvemsomhelst med sit Syngende Sværd, men han blev
ældre! Han mødte den mystiske øprinsesse Aleta, som IKKE viste sig at være the
damsel in distress, men en meget virkelig og temperamentsfuld kvinde, som
Valiant GIFTER sig med! Og får BØRN med! Så hele vejen igennem serien
balancerer Valiant sit eventyrerliv med at være ægtemand...og far! Og det gjorde ham så enormt virkelig, og på
den måde blev han en helt og et forbillede for mig i langt højere grad end de
andre stakkels, ensomme ryttere i tegneserieverdenen. Han var en helt, der elskede at tage på
eventyr og slå skurke i hovedet, men som samtidig var en mand og ikke bare en
drengerøv. Han var et virkeligt menneske i en eventyrlig verden, og hvem vil
ikke gerne være det?!
[1] Serien
begyndte da også dengang, men de skiftende tegnere holdt fuldstændigt
religiøst fast i stilen¸selvom resten af tegneserieverdenen blev mere
karikeret.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar