Jeg skal lige advare om, at der godt kan forekomme lidt barske løjer i dagens kalenderlåge, for det værk, jeg vil fortælle om i dag, tager sig nogle friheder i forhold til et af verdenshistoriens mørkeste kapitler, som nok kan være lidt provokerende for mange. Så er det sagt. Velkommen til den 11. låge i julekalenderen her på bloggen, hvor det skal handle om, hvad der sker, når man blander Anden Verdenskrig, nordiske guder og en god portion amerikansk humanisme - i tegneserieform! Dagens værk er David Brins og Scott Hamptons dystre grafiske roman The Life Eaters.
The Life Eaters foregår i vores verden, altså på planeten Jorden, men nogle af de grundlæggende spilleregler for verdenshistorien har ændret sig: Midt i 1940'erne, da Hitler og Aksemagterne var ved endeligt at tabe Anden Verdenskrig, dukkede uventede allierede op på deres side af fronten: De nordiske guder, altså Odin, Thor, Frej og alle de andre, kæmpede pludselig på nazisternes side, og krigslykken vendte. Plottet tager sin begyndelse årtier efter denne katastrofe, i en verden, hvor kun få endnu holder stand mod det Tredje Rige og dets guddomelige kumpaner.
Det lyder selvfølgelig fuldstændigt åndssvagt. Nærmest som en virkelig fjollet B-film. The Life Eaters er heldigvis alt andet end det. Den ligger nemlig mere i den litterære science-fiction gren af genren end den horror fantasy, man kunne forestille sig at placere den i, når man lige hører plottets grundrids. Man fristes nærmest til at kalde den sociologisk science fiction, for Brin, som skriver teksten til værket, interesserer sig altovervejende for menneskene og deres samfunds reaktion på, hvor guderne kommer fra. Det viser sig, at nazisterne har fremkaldt de nordiske guder (som vi jo i virkelighedens verden ved, de var meget fascinerede af), ved at koble industrisamfundets kræfter med et af de ældste kendte menneskelige magtritualer: Menneskeofringen. Det vil altså sige, at nazisterne i Brins udgave opretter gaskamre og dødslejre med det ene formål at kunne ofre mennesker nok, og i tilpas koncentrerede mængder, til at hidkalde guderne. Det er virkelig en ulækker tanke, men Brins twist på verdenshistoriens iskoldeste folkemord er på en måde uudholdeligt tæt på virkeligheden: I vores verdens holocaust var det ganske vist ikke de nordiske guder, man forsøgte at ofre sig frem til, men måske det racerene overmenneske, som måske ville tone frem, hvis man ofrede tilpas mange, der ikke passede ind i det ariske menneskesyn.
Tilbage i The Life Eaters' verden ændrer gudernes indtræden på nazisternes side verdenssamfundets opdeling totalt. Mange slutter sig til nazisterne, som bliver nødt til at indtage flere og flere lande for at have ofringer nok til guderne. Andre forsøger at fremkalde guder fra deres egne kulturer, og både mellemamerikanske og asiatiske guder tager hurtigt kampen op mod de nordiske. Midt i alt dette overlever en meget usandsynlig alliance i Mellemøsten, kaldet "The Abrahamites", bestående af kristne, muslimer og jøder, som alle er gået sammen om en afstandtagen til menneskeofringer, og en indbyrdes aftale om aldrig at ville lade sig selv tage levende til fange til formålet. Alliancen er endnu mere usædvanlig ved det, at den også har fået de fleste vestlige videnskabsmænd med på vognen, så der danner sig en slags fælleshumanistisk front mod al overtroen omkring dem. I beskrivelsen af abrahamiternes øverste råd får den på alle tangenter, og Brin drømmer idealistisk paver, imamer, rabbinere og endda buddhister og en fyr der ligner Martin Luther King Jr. på en prik frem i skøn forening. Det er lidt svært at sluge, for det er jo i så høj grad alle disse grupperinger, der i dag arbejder mod hinanden, men det har en vigtig pointe ind i historien.
The Life Eaters' indholdsmæssige omdrejningspunkt er nemlig to tidspunkter i krigen mod nazisterne, hvor det utænkelige sker: Et menneske stiller sig op foran en af guderne og siger "I don't believe in you" (jeg tror ikke på dig). Guderne forsvinder ikke med et puf, når det sker, men deres øjne flakker, og de virker for en stund en smule uvirkelige. Det er disse mennesker, der er Brins virkelige helte, de ægte humanister, som tør stille sig op og fornægte overtroen, selv når den er grotesk virkelig. Det er derfor, abrahamitterne er "de gode": De er de sidste, der tror på, at menneskelivet er ukrænkeligt, og dermed også at mennesket er det eneste hellige, og ikke guderne. Brin tilføjer endda en lille epilog til værket, hvor han skærer pointen ud i pap og siger, at han har skrevet historien for at understrege, at det ikke er superhelte og guder, men helt almindelige, fornuftige mennesker, der i sidste ende nok skal blive klodens redning fra, hvad der måtte komme.
Hvilken relevans har sådan en historie så for det her med fantastisk fiktion? Jo, The Life Eaters er, udover at være en bragende flot udførelse af en historie der lyder latterlig på papiret, et godt eksempel på, at en fiktiv verden fyldt med ting, der er meget langt ude, ikke udelukker en stærk kobling til virkelige dilemmaer og problematikker. Man begynder at læse Life Eaters for at se, hvordan i alverden det hele ville se ud, hvis man smed guder ind i Anden Verdenskrig, men finder gradvist ud af, at man egentlig sidder og læser en fabel om fornuftens sejr over overtroen, endda pakket ind i et scenarie, hvor overtroen i praksis har overvundet fornuften. Og så synes jeg, man begynder at kunne se spændende muligheder for virkelig spændende kunst inden for den fantastiske fiktion, hvis man kan få den slags let selvmodsigende historier til at fungere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar