I dag bryder jeg en af mine, om ikke principper, så i hvert fald vaner her på bloggen: Jeg vender tilbage til en forfatter, hvis værker jeg har behandlet før. Det har jeg det virkelig fint med, for China Miéville, som er forfatteren til Embassytown, som vi skal se på i dag, er en så toneangivende stemme på scenen for det fantastiske for tiden, at det ville være mere fair over for andre forfattere, hvis hans kreativitet var spredt ud på fem forfattere snarere end samlet under hans skaldede isse. Han hamrer løs på murene ved fantasiens yderste grænser med værker, der stritter i alle retninger for at se, hvor langt sproget og fortællekunsten kan strække sig - vel at mærke uden nogensinde at blive uforståelig eller utilgængelig. Ikke at han på nogen måde er ufejlbarlig - jeg mener for eksempel ikke, jeg har set ham skrive en god slutning endnu -, men hans engagement og eventyrlyst i udviklingen af litteraturen i dag er uden sidestykke. Romanen Embassytown er endnu et godt eksempel på alt det, han gør bedst - og lidt af det, han snubler over.
