Sandhed, løgn og fantasi

I dag bryder jeg en af mine, om ikke principper, så i hvert fald vaner her på bloggen: Jeg vender tilbage til en forfatter, hvis værker jeg har behandlet før. Det har jeg det virkelig fint med, for China Miéville, som er forfatteren til Embassytown, som vi skal se på i dag, er en så toneangivende stemme på scenen for det fantastiske for tiden, at det ville være mere fair over for andre forfattere, hvis hans kreativitet var spredt ud på fem forfattere snarere end samlet under hans skaldede isse. Han hamrer løs på murene ved fantasiens yderste grænser med værker, der stritter i alle retninger for at se, hvor langt sproget og fortællekunsten kan strække sig - vel at mærke uden nogensinde at blive uforståelig eller utilgængelig. Ikke at han på nogen måde er ufejlbarlig - jeg mener for eksempel ikke, jeg har set ham skrive en god slutning endnu -, men hans engagement og eventyrlyst i udviklingen af litteraturen i dag er uden sidestykke. Romanen Embassytown er endnu et godt eksempel på alt det, han gør bedst - og lidt af det, han snubler over. 

Det er lettest at forklare, hvad Embassytown er for en størrelse, hvis man forestiller sig, at Miéville har haft to formål med at skrive den. Jeg siger ikke, at han selv har tænkt det sådan, men foreslår det bare som en model for at forstå romanen.

Det første formål ser ud til at være at behandle nogle grundlæggende sprog- og erkendelsesfilosofiske problemstillinger i romanform. Hver side i bogen er fyldt med referencer til lingvistik og anden sprogfokuseret humaniora, og romanens karakterer er konstant i overvejelser om forskellen på sandhed og løgn, sprogets referentielle forhold til virkeligheden og dets evne til at fremmane ting fra sindets tanker, som endnu ikke har en genstand at knytte sig til uden for sproget. Det handler altså om, hvordan netop sprogets evne til at løsrive sig fra kendsgerninger og kommunikere forestillinger, ønsker og endda påfund er helt grundlæggende for vores evne til at gribe ind i verden omkring os. Det er virkelig nørderi inden for et ret snævert sprogfilosofisk felt, men romanen formår for mig at se at gøre det til et anliggende, der kommer alle ved i en verden som vores, hvor sproget antager så mange forskellige former og møder os fra så mange vinkler (her tænker jeg på alt fra politikerspin over nye hybridsprog og dialekter til internettets nye tekstlighed og alt det, det gør ved vores måde at erkende verden på). Det vender jeg tilbage til.

Det andet formål må næsten have været at tage livtag med et ældgammelt fantasiproblem: Hvordan kan man beskrive andre verdener og væsener på andre planeter uden at det, man finder på, bærer alt for meget præg af den verden, vi kender? Kan vi overhovedet forestille os liv, der ikke er afhængigt af ilt, har ben eller hvis fysiognomi er præget af en tyngdekraft? Og endnu værre: Kan vi overhovedet forestille os andre former for intelligens og kommunikation end dem, vi selv kender fra menneskets hjerne og sproget? Det er forsøgt mange gange før, med svingende held (et rigtig "godt dårligt eksempel" kunne være Phillip Pullmans mulefaer i His Dark Materials-trilogien), og det kan let tynge en fortælling ned, hvis eksperimentet med at skabe nye væsener overdøver plottet og karaktererne. Embassytown balancerer lige på grænsen mellem beskrivelse og plot. Grunden til, at eksperimentet lykkes, er, at Miéville gør selve væsenernes fremmedhed helt central for plottet.

Miéville baserer sin fremmanen af ukendte væsener på sin sprogfilosofiske problemstilling: Langt ude i fremtiden på en fjern planet, ligger den lille handelsstation Embassytown i en boble af kunstigt genereret luft midt i en by befolket af The Ariekkei eller "The Hosts", "Værterne". Hvert individ af "The Hosts" har hvad der svarer til to munde: De taler med to stemmer, og ingen ord på deres sprog kan siges uden at blive ytret i kor af to stemmer, der udspringer fra den samme bevidsthed. Dertil kommer (og her dukker sprogfilosofien op), at "The Hosts"' hjerner ikke skelner mellem sproget og de ting, det refererer til: Sproget og verden er et og det samme, og de kan således kun tale om det, der er. Lidt forsimplet betyder det, at de ikke kan lyve, ikke engang ubevidst. Det betyder også, at de ikke opfatter menneskene som intelligente væsener med et sprog, fordi menneskene taler med kun en stemme, og uden et nødvendigt bånd mellem virkelighed og sprog. Hvordan menneskene løser det problem vil jeg ikke afsløre her, for et af de mest effektive aspekter af romanen er hovedpersonen Avices totale uvidenhed om, at vi sidder her i dag og har svært ved at forestille sig hendes verden: Hun beskriver simpelthen ikke mere end det, der også er uvant for hende selv, og går kun i dybden med "The Hosts"' natur, når der er noget, der undrer hende. Det skaber en mystik og en længsel efter at forstå, hvad Avice taler om, som giver fortællingen en stor del af dens fremdrift. Resten af Avices verden er ikke mindre underlig: Menneskene har lært at bruge "biorigging"-teknologi af deres værter, teknologi bestående af levende organisk materiale, komplet med åndedræt, kød og blod. Menneskene rejser fra planet til planet gennem det underliggende "immer"-univers (som i det tyske immer for "altid"), som skaber genveje mellem planeter, det ellers ville tage årtusinder at rejse til og fra. Sociale strukturer, religioner og samfundsformer har ændret sig over tid, og det hele fungerer kun, fordi hovedpersonen Avice virkelig ser ud til at have levet hele sit liv i den verden.

Avice rejser ud som besætningsmedlem på et immer-skib, og kommer hjem årtier senere til et Embassytown under forandring. En gruppe af Ariekkei er begyndt at forsøge sig med at omgås deres hjernebaner og sige forsigtige løgne, og menneskene reagerer meget forskelligt. Nogle ser det som helligbrøde mod det ene sprog i universet, der kun kan tale sandhed, mens andre fascineres, og så går der selvfølgelig politik i det. Avice ender midt i det hele, og gennem hendes øjne oplever vi Embassytown begynde at falde fra hinanden, og følger hendes kamp for at finde en løsning. Plottet er virkelig intelligent skruet sammen, og de løsninger og problemer, der opstår, giver god mening i forhold til romanens univers. Romanens budskab er ikke til at tage fejl af: "The Hosts"' længsel efter at kunne lyve sætter fokus på, hvor vigtig fantasien er for os som mennesker, for at forestille sig noget, der ikke eksisterer, er jo både forudsætningen for at lyve, at tale usandt, men også for overhovedet at kunne bevæge sig i en anden retning end den, tilfældet trækker en i retning af. "The Hosts" kan ikke udtrykke ønske om at ændre sig, de kan kun reagere på verden omkring sig, de kan ikke tage initiativ, fordi de ikke kan forestille sig, at omstændigheder kan være anderledes, end de er. Det er altså ikke kun vores evne til at tale sammen og sætte ord på vores tanker og vores verden, der gør menneskesindet så unikt, men også evnen til i en enkelt sætning at sætte ord på en helt anden verden, på hvordan ting kunne være.

Det lyder måske indlysende, at det forholder sig sådan, men Miéville formår med sin karakteristiske dobbelttydighed at præsentere problematikken, så den fremstår klar og relevant, samtidig med at han bruger den som springbræt til at skabe en omfattende og fascinerende science fiction-verden der, selvom den har en intellektuel, filosofisk kerne, stadig er fuld af ting, man kan fantasere om og fascineres af som et lille barn, som var det Star Wars eller Narnia, man lige var trådt ind i. Han forener to impulser i litteraturen, som traditionelt er i hver sin ende af genreuniverset, og det fungerer fremragende. Dog lider romanen i sin afslutning af en fascination af fantasiverdensopbygning, som ikke kan finde ud af at begrænse sig selv: Afslutningen bliver en opremsning af løse plottråde og ting, der ikke lige er blevet fulgt til dørs tidligere, og det er slet ikke nødvendigt. Jeg sad med samme følelse, da jeg kom til slutningen af The City & The City, og det tyder lidt på, at Miéville trods alt er mere genrefiktionsmand end han er intellektuel. Han er kort sagt en nørd, og kan ikke dy sig for lige at tilføje en detalje mere. Det gør ham måske til en bedre fantast end egentlig forfatter, men det gør også, at hans universer kan leve videre i ens fantasi, efter bogen er lukket, fordi de er så grundigt konstruerede, også der, hvor det ikke er afgørende for plottet.

Når alt kommer til alt er Embassytown en rigtig god science fiction-roman, og også en god og vedkommende roman i det hele taget. Den står for mig som det mest vellykkede forsøg til dato på at skabe en fremmed verden på en anden planet, der er så fremmed, at jeg får helt ondt i hovedet af at prøve at forstå den. Der er ingen tvivl om, at ideen med at skrive science fiction på basis af humanistiske videnskaber som lingvistik og filosofi i stedet for mekanik, astronomi og nanoteknologi giver noget tiltrængt liv til genren, og det er fantastisk inspirerende at se en, der tydeligvis kan sit faglige kram, få det til at sprutte og sprudle af kreativitet og liv.