Jeg har altid været fascineret af film og romaner (og spil), der foregår i fremtiden, især i "nær fremtid". Den slags værker går en spændende form for balancegang, fordi de på den ene side er fri fantasi (fordi al fiktion er det, og fordi vi intet aner om fremtiden), men på den anden side skal bevare en vis lighed med og plausibel forbindelse til vores samtid. Jeg nåede ikke at se Ridley Scotts Prometheus, da den gik i biograferne, men var meget fascineret af netop den visuelle fremstilling af menneskets rumrejsende fremtid, der var gennemgående i trailers og pr-materiale for den. Jeg er også fan af Alien-filmene, som den fungerer som en slags prolog til, så da filmen fik premiere som lejefilm i tirsdags, var jeg på pletten i Blockbuster med det samme. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg var ret vild med den som film, men jeg synes jeg er for sent ude til at lave en decideret anmeldelse af den. I stedet vil jeg i dagens artikel fokusere på to aspekter af filmen, som jeg synes er særligt interessante set med denne blogs briller på, nemlig hvordan filmens univers er konstrueret, og den balance mellem eksistentielle overvejelser og gakket rummonster-splatter, filmen forsøger at ramme. Jeg skal, ifølge god skik og brug, advare om SPOILERS herfra og frem.
Mine yndlingsfremtidsfilm har altid været dem, der gik til verdensopbygningen med en snusfornuftig fornemmelse af, hvad der vil have ændret sig om 20, 30, 100 år, og hvad der stadig vil se ud, som det gør i dag (jeg skal nok lave en hel temablog om det engang). Prometheus tager sin begyndelse i 2089, hvor forskerne Shaw og Halloway finder nogle mystiske hulemalerier i en grotte i Skotland, og her er der ingen pastel-hårfarver, neonlys eller sjove hatte: De to forskere trasker rundt i de regnvåde klipper i hvad der må svare til det, skolefritidsordninger overalt definerer som "praktisk tøj": North Face-agtige regnfrakker og støvler. For når vi nu har en god løsning på at være godt klædt på til vådt vejr og blæst, hvorfor skulle fremtidens mennesker så smide den ud og opfinde noget andet? Det hele bliver selvfølgelig noget vildere, da forskerne bliver sendt på et rumskib til den fjerne planet, hulemalerierne henviser til, for at lære mere om menneskets oprindelse, for så skal der jo opfindes rumskibe, rumdragter og en masse ny teknologi, men Prometheus bliver ved med at have et godt greb i tøjlerne: Kun et af besætningsmedlemmerne har punk-sci-fi-hanekam og tatoveringer over det hele, og han virker som en, der også ville have haft det i 2012. De andre har helt almindeligt tøj på, som selvfølgelig ser anderledes ud end moden idag, men bærer samme præg af at være en variation over allerede kendte temaer, som tøjmoden vel hele tiden har været de sidste 100 år. Ekspeditionens udstyr, både det interfacebaserede og det håndgribelige værktøj, bærer præg af pragmatisk industridesign snarere end teknologiromantisk legesyge. Det er dygtigt gjort, for der er også kryostasis-søvn, androider, ion-motorer - og aliens - på programmet, så det kunne nemt være endt i et højere, mindre troværdigt gear. Måske giver det mening at tale om "high" og "low" science fiction, ligesom man taler om "high" og "low" fantasy?
Den meget stilsikre tilbageholdenhed i skildringen af filmens mennesker og deres teknologi går på fascinerende vis i spænd med dens anden store visuelle force, planeten LV-223, hvor størstedelen af filmen foregår. Jeg har svært ved at afkode, om det er ren computeranimation, eller grafikerne har retoucheret virkelige landskaber, men skildringen af planetens kolde bjerge og golde ørkenatmosfære er hele lejeprisen værd. Det er simpelthen så smukt, og består igen af den helt rigtige blanding af genkendelighed og følelsen af noget ukendt eller uopdaget, som et landskab man går i i drømme.
Da ekspeditionen finder frem til den base, menneskets ophav "The Engineers" har efterladt sig på planeten, er det imidlertid slut med det afmålte og realistiske, og en hel anden tråd i filmens verdensdesign kommer til syne: Det er, på en måde det er svært ikke at blive i godt nørdehumør af, tydeligt at se, at filmens designere kan ikke kun Alien-seriens, men også hele pulp-fiktionens monster- og splatteræstetik på fingerspidserne. Man forestiller sig folk med fedtet hård og 80-er-metal-t-shirts ved tegnebordet: Her er tydelige veksler på H.P. Lovecrafts univers med tentakler og træk fra oldtidscivilisationer, der er sylespidse tænder og slim over det hele, og "The Engineers" er det stik modsatte af det i forrige artikel omtalte forsøg på at forestille sig ikke-jordbo-rumvæsener. Jeg ved godt, at det giver mening plotmæssigt, at de ligner mennesker, men jeg synes rent ud sagt de er supergrimme.
Den legesyge, der er lagt for dagen i monsterdesignet, og den splatterfryd, der er i scenografien, når monstrene angriber, er i fin forlængelse af Alien-filmene generelt, men står også i spøjs kontrast til filmens tydelige forsøg på at handle om de store spørgsmål: Hvor kommer vi fra? Hvad er meningen med os? Hvad er menneskets formål? Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting! Jeg tror faktisk, man kunne argumentere for, at det er lige det, god science fiction kan: Behandle eksistentielle temaer og en temmelig umoden actionhunger og legesyge som ligeværdige komponenter i et sammenhængende værk. Det er et klassisk eksempel på, at det helt "høje" godt kan møde det helt "lave", og stadig fungere. Prometheus er ret selvhøjtidelig og vil virkelig gerne være en dyb film, og jeg er ikke helt sikker på, at det lykkes. De spørgsmål, den rejser, er reelle og spændende: Hvem har skabt os? Er der et formål med at vi er her? Den lykkes dog ikke i at gøre sin handling til en allegori over den problematik, men ender med at blive et meget teenage-nørdet svar på spørgsmålene: KÆMPE MEGAEGYPTERALIENS har skabt os! De laver gensplejsede masseødelæggelsesvåben! De har seje rumskibe! - Det virker lidt fjollet.
Fjollet behøver ikke at betyde dårligt, når man trods alt har at gøre med en form for monsterfilm, og det groteske er en del af genrens præmis. Prometheus har dog også enkelte øjeblikke, hvor det eksistentielle virkelig fungerer, som i portrætteringen af androiden David (som Michael Fassbender virkelig spiller fedt!), som ikke rigtig har menneskelige følelser, men alligevel nærer en stille form for bitterhed i sit mekaniske indre mod de mennesker, der er så fascinerede af at finde værdi i deres ophav, men ikke behandler deres eget skaberværk, ham selv, med den respekt, de selv forventer at finde. Han er en af de få karakterer i filmen, det er svært at blive klog på, og som ikke-menneske giver han publikum en distanceret, analyserende vinkel på begivenhederne, som man får meget mere ud af end hvis man bare trak i rumdragten med menneskene og fascineredes af deres jagt på mening. Davids vinkel afslører hykleriet og hovmodet i menneskets jagt på svar, og det er en spændende indgang til problematikken om altings oprindelse.
Der er altså bidder af filmen, hvor science fiction-nørderiet og lommefilosofien går op i en højere enhed, men det er ikke dem, man nødvendigvis skal se filmen for. Jeg synes stadig, filmens største kvalitet er dens landskaber og dens underspillede fremtidsæstetik.
Den meget stilsikre tilbageholdenhed i skildringen af filmens mennesker og deres teknologi går på fascinerende vis i spænd med dens anden store visuelle force, planeten LV-223, hvor størstedelen af filmen foregår. Jeg har svært ved at afkode, om det er ren computeranimation, eller grafikerne har retoucheret virkelige landskaber, men skildringen af planetens kolde bjerge og golde ørkenatmosfære er hele lejeprisen værd. Det er simpelthen så smukt, og består igen af den helt rigtige blanding af genkendelighed og følelsen af noget ukendt eller uopdaget, som et landskab man går i i drømme.
Da ekspeditionen finder frem til den base, menneskets ophav "The Engineers" har efterladt sig på planeten, er det imidlertid slut med det afmålte og realistiske, og en hel anden tråd i filmens verdensdesign kommer til syne: Det er, på en måde det er svært ikke at blive i godt nørdehumør af, tydeligt at se, at filmens designere kan ikke kun Alien-seriens, men også hele pulp-fiktionens monster- og splatteræstetik på fingerspidserne. Man forestiller sig folk med fedtet hård og 80-er-metal-t-shirts ved tegnebordet: Her er tydelige veksler på H.P. Lovecrafts univers med tentakler og træk fra oldtidscivilisationer, der er sylespidse tænder og slim over det hele, og "The Engineers" er det stik modsatte af det i forrige artikel omtalte forsøg på at forestille sig ikke-jordbo-rumvæsener. Jeg ved godt, at det giver mening plotmæssigt, at de ligner mennesker, men jeg synes rent ud sagt de er supergrimme.
Den legesyge, der er lagt for dagen i monsterdesignet, og den splatterfryd, der er i scenografien, når monstrene angriber, er i fin forlængelse af Alien-filmene generelt, men står også i spøjs kontrast til filmens tydelige forsøg på at handle om de store spørgsmål: Hvor kommer vi fra? Hvad er meningen med os? Hvad er menneskets formål? Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting! Jeg tror faktisk, man kunne argumentere for, at det er lige det, god science fiction kan: Behandle eksistentielle temaer og en temmelig umoden actionhunger og legesyge som ligeværdige komponenter i et sammenhængende værk. Det er et klassisk eksempel på, at det helt "høje" godt kan møde det helt "lave", og stadig fungere. Prometheus er ret selvhøjtidelig og vil virkelig gerne være en dyb film, og jeg er ikke helt sikker på, at det lykkes. De spørgsmål, den rejser, er reelle og spændende: Hvem har skabt os? Er der et formål med at vi er her? Den lykkes dog ikke i at gøre sin handling til en allegori over den problematik, men ender med at blive et meget teenage-nørdet svar på spørgsmålene: KÆMPE MEGAEGYPTERALIENS har skabt os! De laver gensplejsede masseødelæggelsesvåben! De har seje rumskibe! - Det virker lidt fjollet.
Fjollet behøver ikke at betyde dårligt, når man trods alt har at gøre med en form for monsterfilm, og det groteske er en del af genrens præmis. Prometheus har dog også enkelte øjeblikke, hvor det eksistentielle virkelig fungerer, som i portrætteringen af androiden David (som Michael Fassbender virkelig spiller fedt!), som ikke rigtig har menneskelige følelser, men alligevel nærer en stille form for bitterhed i sit mekaniske indre mod de mennesker, der er så fascinerede af at finde værdi i deres ophav, men ikke behandler deres eget skaberværk, ham selv, med den respekt, de selv forventer at finde. Han er en af de få karakterer i filmen, det er svært at blive klog på, og som ikke-menneske giver han publikum en distanceret, analyserende vinkel på begivenhederne, som man får meget mere ud af end hvis man bare trak i rumdragten med menneskene og fascineredes af deres jagt på mening. Davids vinkel afslører hykleriet og hovmodet i menneskets jagt på svar, og det er en spændende indgang til problematikken om altings oprindelse.
Der er altså bidder af filmen, hvor science fiction-nørderiet og lommefilosofien går op i en højere enhed, men det er ikke dem, man nødvendigvis skal se filmen for. Jeg synes stadig, filmens største kvalitet er dens landskaber og dens underspillede fremtidsæstetik.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar