Jeg har i et stykke tid glædet mig til filmatiseringen af Suzanne Collins' The Hunger Games skulle komme i biografen herhjemme. Ikke fordi jeg har læst bogen, for det har jeg ikke, men fordi allerede de tidlige pressefremstød for filmen lovede, at den ville blive et fænomen, der ville styrte Twilight-serien fra tronen som ultimativt teenage-fænomen. Det er nemlig på tide, der er noget der gør det. Der er brug for et tronskifte. Det har jeg i hvert fald tænkt, for selvom der da er spændende ting i Twilight-filmene, er de altså først og fremmest film der går ud på at nogen skal være rigtigt, rigtigt lækre og deprimerede oppe på skærmen, og, som Stephen King ifølge en vedholdende internethistorie skulle have sagt, da han sammenlignede filmene med Harry Potter-serien:
"Harry Potter is about confronting fears, finding inner strength and doing what is right in the face of adversity. Twilight is about how important it is to have a boyfriend"
- Kort sagt er Twilight-seriens budskab ifølge ham, at piger egentlig mest har værdi i kraft af hvilken fyr de kan være kæreste med (og måske også vice versa?). Og det er da ikke nemt for teenagere at have selvværd og turde skille sig ud, når de har den slags rollemodeller? Foromtale og trailere for The Hunger Games lovede nogle helt andre rollemodeller i form af unge der først og fremmest kæmpede for deres liv, og en historie der forholdt sig kritisk til vores samfund idag. Nu har Johanne og jeg været inde at se den, og da den falder rimeligt solidt i science fiction-kassen, vil jeg gerne bruge lidt plads på den her på bloggen.
Inden nogen holder op med at læse her, fordi de ikke gider høre om teenagefilm, vil jeg skynde mig at slå fast, at The Hunger Games er en rigtig god film, uanset om man tilhører målgruppen eller ej. Den er nervepirrende, vedkommende og gennemført velspillet hele vejen. Så er det sagt.
Filmen foregår i en dystopisk udgave af fremtidens USA, hvor en borgerkrig har ført til, at kontinentet nu er samlet i føderationen Panem, hvor den stenrige hovedstad Capitol (okay, navnekreativitet er ikke Hunger Games-universets stærke side) som en overdimensioneret myredronning af en by lever af de tolv underdistrikters slavelignende arbejde. Som et led i undertrykkelsen af distrikterne bliver der hvert år udtrukket to unge mellem 12 og 18 år, en dreng og en pige, fra hvert af distrikterne, som så skal rejse til Capitol og kæmpe mod hinanden til kun en overlevende er tilbage. Det hele bliver kørt i stilling som et realityshow, som hovedstadens indbyggere følger med fornøjelse, mens underdistrikternes indbyggere bliver gennet sammen og tvunget til at se med.
I distrikt 12 melder Katniss Everdeen sig frivilligt for at skåne sin meget yngre søster, og hun bliver sammen med drengen Peeta Mellark transporteret med lyntog væk fra de fattige lille-hus-på-prærien-agtige tilstande derhjemme, hen til det superdekadente Capitol. Her bliver de begge trænet til at overleve og kæmpe i "The Hunger Games", men det er fra begyndelsen tydeligt, at det ikke kun handler om kamp, men også om at gøre indtryk og vinde publikums gunst. Netop dette tema er et af filmens rigtig stærke kort, for det fungerer som en blanding af The Spaniards modvillige kamp for applaus i Gladiator ("are you not entertained?!"), et gameshow og reality-tv af den slags, som man næsten ikke kan komme uden om i dag. Det er virkelig en tankevækkende blanding, for samtidig med, at man gyser over, at alt det her handler om folk, der skal slå hinanden ihjel, kan man sagtens nikke genkendende til alt det marketing, spin og generel psykisk magtkamp, der foregår i trekantsdramaet mellem producere, deltagere og tilskuere.
Hele mediecirkuset får også vidtrækkende konsekvenser for Katniss og Peeta, som må indse, at man ikke bare kan overleve på principper og gode intentioner alene, når det handler om liv og død. Samtidig formår de begge to på hver sin måde at beholde noget af sig selv midt i rædslerne, og jeg synes virkelig begge karakterer er interessante som rollemodeller: Ikke fordi de er perfekte, for de er begge påvirkelige af deres omgivelser, men fordi de på trods af omstændighederne kæmper for at være dem, de gerne vil være, og have integritet, og fordi respekt, venskab og det, man på engelsk kalder "kindness" (som ikke bare er blidhed eller venlighed) fylder så meget hos dem, selvom de også bliver hærdede af at kæmpe. Og så er de enormt ligeværdige, drenge og piger imellem, på en måde, man alt for sjældent ser i den slags film.
Filmen er ret barsk, og især nogle af de første scener, hvor de unge går løs på hinanden med nærkampsvåben er, selvom de bliver filmet, så man ikke ser så meget af det, meget ubehagelige, men lige præcis udholdelige nok til, at man forstår den fare, hovedpersonerne er kommet i, og alvoren af det, de tvinges til at gøre, uden at føle at det er vold for voldens skyld. Filmens mange rystede kameraer og voldsomme handling gør den enormt nervepirrende at se, for af og til har man lige så svært ved at finde ud af, hvad der foregår, som karakterne selv har, og så pludselig sker der noget helt uventet, ofte efterfulgt af et længere stykke tids ro ude i skovene, hvorefter det så går løs igen.
Det er en meget effektiv cocktail, og man kan godt have filmen mistænkt for at lege med hele reality-show-problemet også på det filmiske plan. For på samme måde som Capitols indbyggere inde i filmen får serveret de helt rigtige klip, og producerne gør alt for at give dem et spændende show, bliver vi som seere i biografsalen også udsat for den helt rigtige mængde spænding, rædsel og forløsning, så vi holdes fanget, og vores interesse i karaktererne holdes ved lige. Det er sjovt, for det er vel det, de fleste Hollywood-film gør, men The Hunger Games fik mig til at tænke mere over det, end jeg ellers gør. Jeg tror, det, udover selvfølgelig selve filmens handling, har noget at gøre med den måde, filmen bevidst lader Hunger Games-producerne gøre aktivt brug af deus ex machina, altså at ændre handlingen ved pludseligt at ploppe en redning eller lignende ned i handlingen uden at det hænger sammen med resten af fortællingen. Dette kan i filmen ske på to måder: enten kan sponsorer få fløjet forsyninger ind til de kæmpende, eller producerne kan ( på ret uforklarlig vis) få ildkugler og monsterhunde til at materialisere sig midt på kamppladsen for at ændre på oddsene. Det virker ret sejt i filmen, fordi det understreger hvor langt de vil gå for at få et godt show, men det ændrer ikke på, at både redninger og monstre også er en slags deus ex machina i selve filmens historie, fordi de eksempelvis redder Katniss eller ødelægger hendes planer, så plottet ikke kan udvikle sig i den retning, det måske ville have gjort, hvis det var en realistisk historie om børn, der jager hinanden.
Det kan godt være, det bliver lidt langhåret her til sidst, men jeg synes, at netop den del af filmen, hvor The Hunger Games på den måde diskuterer sig selv og hvad vi er vant til at blive underholdt med, er genial. Rent æstetisk fungerer filmens verden også supergodt til netop det tema, fordi miljøet er en blanding af det sene Rommerrige og et haute couture-modeshow, så det driver ned af væggene af overfladiskhed og hedonisme, hvilket man ryster på hovedet af, indtil man opdager, hvor meget det ligner vores verden, bare ikke i udseende, men i indhold. Det er en superstærk brug af fantastiske science fiction elementer på den måde, de allerbedst egner sig til: At karikere vores verden til ukendelighed, så vi ler af den og væmmes ved den, men alligevel holde den så tæt på vores hverdag, at vi før eller siden opdager, det er os selv, vi ler af.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar