Fantasiens rædsler

Her på bloggen har jeg igen og igen vendt tilbage til, hvor afgørende helterollen er for fantasygenren. Helt fra genrens oldtidsforbilleder som Homer, keltiske myter og det Gamle Testamente til de allermest nymodens interaktive online-rollespil er tilstedeværelsen af "the good guys" helt central. De kan tvivle, de kan fejle, de kan blive korrumperede, men det er for det meste ikke til at tage fejl af, at de er helte, som forsøger at repræsentere noget, der er "godt" i en renere form end vores grå og pragmatiske hverdagsmoral. Men er "det onde" ikke en lige så grundlæggende figur i fantasy? Er det ikke også en slags eksistensberettigelse for genren at stille heltene over for en ondskab, der ikke er blind og tilfældig, som den ofte opleves i virkeligheden, men har en vilje, en personlighed, en intention? Er der ikke en slags terapi eller forløsning i, at fantasy tager slangen, spøgelset, manden uden for vinduet, monsteret under sengen, og gør det synligt som en karakter i fortællingen -  som helten så kan udfordre til kamp og overvinde?

Uanset om man køber den tolkning eller ej, kan man ikke komme uden om, at det personificerede, inkarnerede onde har en lige så central plads i fantasygenrens rolleliste som det gode. Forestil dig Star Wars uden Kejser Palpatine, Ringenes Herre uden Sauron, Batman uden Jokeren. Al dramatik siver ud af fortællingen, hvis de to modpoler ikke eksisterer.

Men hvad nu, hvis man vender problematikken på hovedet og forsøger at skrive helten helt ud af historien, så det kun er læseren mod ondskaben? I min søgen efter det onde i fantasygenren er jeg faldet over et foruroligende og dragende væsen, som sjældent kommer helt op til populærkulturens overflade, men kaster sine udefinerbare skygger overalt (for nu at bruge væsenets egen måde at formulere sig på): Den amerikanske fantasyforfatter H.P. Lovecraft.
Jeg skal lige sige, at jeg på ingen måde er Lovecraft-ekspert, og skulle der være nogen blandt nubliverdetvildt!s læsere, der er Lovecraft-nørder, vil I sikkert finde masser af fejl og generaliseringer i det billede, jeg prøver at tegne af ham. Jeg skriver det her som en fantasy- og genrefiktions-nørd, der har hørt spredte rygter om Lovecraft hele mit liv, og først nu har fået syn for sagn.

Jeg har de sidste mange år set det nærmest uudtalelige navn Cthulhu dukke op hist og her på fantasyhjemmesider og i beskrivelser af forskellige monstre i spilverdenen. Efter at have googlet lidt frem og tilbage fandt jeg ud af, at det havde noget at gøre med et blækspruttelignende væsen med vinger, hvilket lød tilpas åndssvagt til, at jeg begyndte at interessere mig for, hvordan i alverden noget så B-filmsagtigt kunne blive refereret så mange steder. Samtidig fandt jeg ud af, at navnet stammede fra forfatteren H.P. Lovecraft, som skrev gysernoveller og "dark fantasy" i 20'ernes USA. For nylig fik jeg taget mig sammen og lånt et bind af hans samlede værker, og gav mig til at læse novellen "The Call of Cthulhu" fra 1928.

Meget kort fortalt er det en vidneberetning fra en mand fra Providence, Rhode Island, hvor Lovecraft selv boede, som begynder at undersøge sin grandonkel Angells arkiver efter dennes død. Det viser sig, at grandonklen, som forskede i semitiske sprog og kulturer, har haft kontakt til en ung billedkunstner, som efter i en periode at have haft mareridt, pludselig har lavet en lerstatuette med skrifttegn i et ukendt sprog og en afbildning af et blækspruttelignende monster. Angell og senere fortælleren selv finder frem til, at skrifttegnene og statuen også er dukket op i en sag om rituelle ofringer i det sydlige USA og i en avisartikel om nogle forliste sømænd i Australien. I en Sherlock Holmes-agtig analyse af vidneudsagn fra ofringen, kunstnerens mareridt og sømændenes beretning, samt henvisninger til den mystiske og fuldstændigt fiktive bog Necronomicon, som Lovecraft i en regulær genistreg refererer til i mange af sine noveller uden at novellerne iøvrigt har noget med hinanden at gøre (som om han har den liggende og lige har slået op i den), finder fortælleren frem til myten om, at der før menneskene har levet en race af destruktive gudeagtige væsener på jorden, som nu er ved at vågne igen.

Der er ikke den store fremdrift i novellens plot, som mest handler om at afdække, hvad dette Cthulhu-væsen er for noget, og det er virkelig en underlig tekst, fordi Lovecraft nærmest forsøger at smadre sit eget sprog ved at insistere på, at det uhyggelige ved væsenet ligger i dets ubeskrivelighed:

"The Thing cannot be described - there is no language for such abysms of shrieking and immemorial lunacy, such eldritch contradictions of all matter, force, and cosmic order" (Lovecraft, H.P.: The H.P. Lovecraft Omnibus 3, The Call of Cthulhu s. 95 Voyager Paperbacks 2000)

Det fungerer meget godt på fantasiplanet, i den forstand at der er masser af plads til at læseren selv kan fylde hullerne, men med hensyn til rent faktisk at blive skræmt, er hullerne simpelthen er for store. Det virker på mig, som om Lovecraft i virkeligheden ikke går så meget op i at skræmme sine læsere, men snarere har gang i det, alle de store fantasyforfattere bestræber: Han er ved at skabe sin egen verden, sin egen mytologi. Det er det, der for mig at se gør hans forfatterskab interessant for denne blog og studiet af fantasygenren som sådan. For hvis man forsøger at spore Lovecrafts aftryk på populærkulturen, bliver det hurtigt tydeligt, at han er helt oppe i nabolaget af Tolkien og vores kulturmyter som favorit-inspirationskilde, når det kommer til at beskrive ondskaben. Der er masser af eksempler, hvis man bare ser på ting, jeg har nævnt i sidste års julekalender: Mike Mignolas Hellboy bruger Cthulhu-mytologien side om side med den øvrige vestlige mytologi i opbygningen af hierarkiet i den underverden, Hellboy kæmper imod, som om Lovecrafts verden har lige så stor sandhedsværdi som den keltiske mytologi eller jødisk folklore om djævle. Et af de mest kendte monstre fra pen & paper-rollespillet Dungeons & Dragons er "The Mind Flayer", som er en slags menneskelignende udgave af Cthulhu-monsteret (se nedenfor). R.S. Bakkers onde herskerrace "The Inchoroi" minder om Cthulhu både i deres egenskab i instinktivt onde gudevæsener - og i den Lovecraft-agtige manglende visuelle beskrivelse af dem. Og selvfølgelig har Magicka-folkene lavet en udgave af deres spil, som hedder "The Stars are Left" (i modsætning til Lovecrafts ide om, at gudevæsenerne vil vågne, når "the stars are right"), som laver tykt grin med hele mytologien.

kilde: forgottenrealms.wikia.com/wiki/Mind_flayer

Lovecraft er altså over det hele, også i den del af fantasygenren, der ikke er så optaget af gys som af den klassiske helten mod onskaben-struktur. Det er også forståeligt nok, for dels skriver han, på trods af sin trælse kæphest omkring ubeskriveligheden, ret godt og minder i sin dysterhed og fokus på vidnebeskrivelser om Edgar Allan Poe, dels efterlader han så mange huller i sit univers, at det virker oplagt at bygge videre på det. Dertil kommer, at Lovecraft som person og forfatter er interessant, fordi det i sig selv er spændende at en mand kan vie sit liv til at skrive fiktion om noget, han ikke synes, han kan beskrive. Og så er han en af de første decideret usympatiske fantasyforfattere, jeg er stødt på. Både inde i selve fortællingerne og i udtalelser uden for dem fremgår det (jeg har ikke en masse kilder lige her, men læs The Call of Cthulhu, der er det ikke til at tage fejl af), at han helt åbenlyst ser menneskeheden som vi kender den som opdelt i højere- og laverestående racer, og ikke-europæisk udseende personer bliver kaldt "mongrels" (gadekryds, bastarder) og primitive, og fremstår som overtroiske onde uanset om de så er indfødte afroamerikanere eller stammefolk. Han er nok et barn af sin tid på det punkt, men det er uhyggeligt at finde sådan en udtalt racisme i fantasygenrens forhistorie, for den ligger jo som en risiko over alt, hvor man i opbygningen af fiktive verdener taler om forskellige racer og folkeslag. Hvis man skulle have lyst til at lære en meget dyster forfatterhistorie lidt bedre at kende på en kreativ måde, vil jeg helt vildt varmt anbefale Hans Rodionoffs "Lovecraft" i sin tegneserieform, som kom på dansk hos Vertigo og G. Floy Studio i 2004, og hvis forside er titelbilledet til denne blogpost. Tegneserien tager udgangspunkt i en skør ide, som er helt i Lovecrafts ånd: At han faktisk troede på og oplevede alt det, han skrev om, og med tiden blev sindssyg af det. Inden for den ramme får tegneserien præsenteret både grundlæggende temaer i Lovecrafts forfatterskab, hans livshistorie og et visuelt bud på de mange væsener, hans historier (ikke) beskriver.

Når alt kommer til alt, savner jeg selvsagt forløsningen hos Lovecraft. Det er bare den ene rædsel efter den anden, hvilket vel også er meningen i horror-genren, som jeg aldrig rigtig har forstået. Men Lovecraft kan bygge universer som en anden Tolkien, og jeg mener ikke, at man kan forstå fantasygenren, som den ser ud idag, uden at vide, at den også er inspireret af rædselshistorier om ubeskrivelige og uudtalelige monstre, som ligger og venter i dybet.