Som sagt er det ikke så usædvanligt, at der er fantastik i fjernsynet, for det består en stor del af børnesendefladen jo af. Det usædvanlige er, at de to nye serier faktisk henvender sig til et forholdsvist publikum. Uden at blive alt for generaliserende profetisk vil jeg vove at påstå, at seriernes indtog på DR er de første efterskælv fra den eksplosion af nørdekultur, der de sidste 5 år har været i amerikansk populærkultur, vi her i Danmark får lov at mærke. Genrer, der før var forvist til internettet og kultfilmskabel-TV, spiller nu en helt central rolle i både Hollywood og TV-underholdningsbranchen, og bliver brandet som cool på en måde, så man får let ved at glemme, at det ikke er mere end 10 år siden, at heltene på skærmen var politimænd, sportsfolk, soldater og de unge og smukke i high school. Se bare på hvordan Twilight-sagaen har taget de romantiske komediers plads i teenageres mediebillede, nærmest fra den ene dag til den anden!?
Nå, men nu er de altså hos os: The Walking Dead kl. 21.25 på DR MAMA hver søndag, og Doctor Who samme sted kl. 20.00 om lørdagen - plus diverse genudsendelser og mulighed for at streame på nettet. Og der er masser at komme efter i begge serier, selvom de befinder sig lidt i hver sin ende af fantastik-spektret.
The Walking Dead, som er (lidt løst) baseret på Robert Kirkmans graphic novel-serie af samme navn, er ikke for sarte sjæle. Grundpræmisset for serien er, at en epidemi har forvandlet størstedelen af USAs (eller verdens?) befolkning til sjælløse, menneskeædende zombier, hvis bid og kradsende negle kan forvandle et offer til endnu en zombie på få timer. En lille samling overlevende forsøger dels at undgå at blive en del af den udøde horde, dels at bevare en smule samfund og menneskelighed, først i en lille lejr omkring en autocamper, og senere på en bondegård. Gruppen bliver jævnligt, når de glemmer at være forsigtige, angrebet af zombierne, og så må de forsvare sig med rifler, skovle, skruetrækker og hvad de ellers har ved hånden, og selvom zombierne er ekstremt langsomme, kan de kun dræbes ved et skud eller hårdt slag gennem kraniet, og gruppen må ofte se til mens en af deres venner bliver bidt eller overmandet af monstrene. Det er ekstremt blodigt, og sine steder decideret splatter-agtigt, men sådan har zombiefilm vist altid været. Der, hvor The Walking Dead adskiller sig fra den flodbølge af zombiefilm, -spil og -tegneserier, vi har set de sidste par år er, at den tager scenariet dødsensalvorligt. Hvor tidligere iterationer i genren enten har lavet det til komedie (Zombieland, Shaun of the Dead), horror-action (I Am Legend, 28 Days Later - som iøvrigt er supergode begge to!), nuttet popkultur (supersuccessen Plants vs. Zombies - som du skal skynde dig at finde og spille, hvis du ikke allerede har gjort det) eller dårlig undskyldning for at lade en computerspille skyde en morbidt stor mængde fjender (Left4Dead-spillene), behandler The Walking Dead scenariet som en art social dystopi, et slags naturtilstands-laboratorium for den menneskelige psyke. For hvad sker der med mennesker, der lever i en verden uden håb? Hvad gør det ved os, når alt, vi kender til af samfund og sikkerhed, bryder sammen? Hvor længe kan vi holde på vores menneskelighed? Hvornår skaller facaden af, så vi bliver lige så dyriske som det, der jager os?
Det er et af graphic novel-forlæggets fornemste øjeblikke, da gruppens leder Rick bryder sammen og råber til de andre, at det ikke er zombierne, der er "the walking dead" (de vandrende døde), men gruppen selv - for hvad har de at gøre andet end at gå og vente på, at deres forsvarsværker bryder sammen, og de selv bliver ofre for zombierne? Hvad har de overhovedet at leve for? I tv-udgaven kommer denne problematik til udtryk i nærmest hver eneste indstilling af kameraet, og endda på meget nuanceret vis, fordi gruppens medlemmer - naturligt nok - reagerer meget forskelligt på deres situation. I den ene ende af spektret har vi den godmodige, aldrende Dale, som holder fast i moral og etik og generelt er lidt for blød til den nye verden. I den helt anden ende er politimanden Shane, hvis psykopatiske stenalderinstinkter kicker ind nærmest før zombieplagen bryder løs, og som ofrer andre uden at blinke, hvis det passer med hans egne behov og lyster. På midten står Rick med sin kone Lori, og de to forsøger desperat at ramme en balance mellem medmenneskelighed og overlevelse. Det er vanvittigt spændende at følge med i. Serien formår at være så politisk ukorrekt som sådan en situation sikkert ville være, og man provokeres igen og igen af gruppens beslutninger, som eksempelvis en ekstrem køns-ulighed, som jeg tror mange seere tror serien er fortaler for, men som jeg nærmere tror er en dyster kommentar på den mørke side af machomænd som dem, der i serien igen og igen tager magten over gruppen.
The Walking Dead tager en klassisk formel fra fantastikkens horror-afdeling og skaber en slags anti-fantastik af den, en form for socialrealistisk eksperimentarium, og jeg synes det er et ekstremt godt bud på, hvordan man diskutere værdier inden for den genre. Det er intelligent samfundsdebat med masser af action, og det er en svær tone at ramme for en hvilken som helst serie. Hvis man kan klare mosten, vil jeg varmt anbefale alle at se nærmere på serien.
Doctor Who hopper fuldstændigt i den anden grøft -for det meste. Det er fantastik i sin reneste form: Tosset science fiction, hvor det vælter med fremmede racer, mystifystisk pseudovidenskab, tidsrejser og våben og gadgets der siger "PFFFFIIIIIUUUU" og "BLAAAAAAM" og "BZZZZZZZZZZZZRT". Doctor Who-mytologien er, set fra et sci-fi-perspektiv, tudsegammel, og siden 1963 har der kørt 26 sæsoner, hvoraf den seneste er den, der kører på DR MAMA lige nu. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg aldrig har set andre sæsoner end den nyeste, så det er den, vi tager udgangspunkt i her. Undskyld, eventuelle hardcore Doctor Who-fans.
Til jer der er lige så nye i det som mig: Seriens eneste egentlige lovmæssighed er, at en ældgammel "time lord", som kalder sig selv "The Doctor", og ligner en rar ung britisk keminørd med fedtet hår, butterfly og tweedjakke, kan rejse i tid og rum ved hjælp af sit rumskib "The Tardis", som udenpå ligner en blå britisk telefonboks på en prik. Næsten alt andet i serien er fuldstændigt uforudsigeligt, for i stedet for at lave et afgrænset, troværdigt univers til seriens karakterer, er Doctor Who kendetegnet ved at den giver fantasien fuldstændigt frie tøjler, så det ene afsnit kan handle om hvordan doktoren redder Winston Churchill fra rumvæsener, og det næste handler om hvordan fremtidens England er et rumskib der sejler rundt på en galaktisk kæmpehval. Det hele er, som det fremgår af de to ovennævnte eksempler, meget fjollet, og meget britisk. Det britiske er iøvrigt en kvalitet i sig selv, fordi alt, alt for meget vestlig science fiction og moderne fantastik på film og TV nærmest automatisk foregår i USA. Det er vildt forfriskende at se et mere lokalt bud på, hvordan det kan gøres. Tænk, hvis man en dag evnede at gøre det i Danmark?!
Hvor The Walking Dead er bloddryppende anti-ironi og alvor hele tiden i modsætning til sine mere fjollede samtidseksempler i genren, går Doctor Who virtuost på line mellem selvbevidst postmoderne grinen af sig selv og en stædig, alligevel alvorlig empati med sine karakterer. Selvom fjenden måske er en robot der ser ud som om den er lavet af køkkenruller og tape, er man aldrig i tvivl om, at den er en reel fare for doktoren og hans unge sidekick Amelia Pond. Af og til giver seriens plot endda plads til refleksion over, hvad det betyder for et individ som doktoren principielt at leve evigt og uden for tid og rum - uden at serien dermed ville kede en 10-årig. Det er den meget fine balancegang, det dobbeltlag, som kendetegner rigtig meget god populærkultur, og det er skønt at se den i en science fiction-sammenhæng, hvor genren ofte tager sig selv alt for alvorligt på trods af sin åbenlyse fjollethed (Star Wars, Star Trek, anyone?). En ustyrlig fantasi og en vedkommende historie behøver ikke at udelukke hinanden, og det er Doctor Who et charmerende eksempel på. Hvis man har brugt bare lidt af sit liv på at forestille sig underlige planeter eller bygget rumskibe af pap ude i carporten, vil man føle sig rigtig godt hjemme om bord på "The Tardis".
Til slut skal vi lige vende tilbage til den fælles anledning til at behandle de to serier: De kører i den gode sendetid på DR's iøvrigt vældigt hippe ungdomskanal DR MAMA! Jeg har svært ved ikke at sidde og high-five lidt med mig selv på vegne af hele den "nørdede" del af fantastikken. Den er ved at få taletid i mainstreamen, og jeg synes DR har valgt to serier, der tackler den opgave med opfindsomhed og ansvarlighed. DR har selvfølgelig altid givet fantastikken plads med deres vidunderlige Troldspejlet, men det her ligner en begyndende anerkendelse af, at den slags ikke kun er et børnefænomen, men er vokset og modnet sammen med den generation, der først tog det til sig, og det er dejligt at se.
Vi ses i næste uge!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar