Da den amerikanske science fiction-forfatter Ray Bradbury døde i juni, 91 år gammel, og internettet flød over af lovprisende nekrologer og hyldester til ham, fik jeg dårlig samvittighed over aldrig at have læst en eneste af hans bøger. Jeg gik ned på biblioteket og tog Fahrenheit 451 ned fra hylderne, fordi jeg i det mindste havde hørt om den før. Den fik dog lov at ligge nogle uger herhjemme, før jeg gik i gang med den, og da valgte jeg den endda mest fordi dens længde (230 sider) så mere indbydende ud end Kings, Mievilles og Stephensons 1200-siders romaner i en verden af bleskift og stakkeret nattesøvn. Jeg gik altså til romanen aldeles uden fornemmelse af, at den ville få nogen betydning for mig, men det har den virkelig fået! Bradburys lille roman om en mand, der arbejder med at brænde bøger, er en dommedagsprofeti med tyk streg under profeti, og har ramt mig med sin præcision og desperate påtrængenhed på en måde, jeg har savnet længe. I dag vil jeg forsøge at sætte ord på, hvad den siger mig.
