Nubliverdetvildts Adventskalender 2013 2: Strategi og fortællinger

Traditionelt set er strategispil ikke den computerspilsgenre, hvor historiefortællingen står stærkest. Det gælder for det meste om at have det kølige overblik, lægge gode planer og have evnen til at kigge spillet i kortene og regne modstanderens næste træk ud. Strategisk, rationel distance skal der til. Derfor kom det også bag på mig, da ikke bare et, men to hardcore strategispil dukkede op for mit indre øje, da jeg tænkte på nubliverdetvildt-året 2013: Firaxis' remake XCOM -Enemy Unknown og Stardocks Fallen Enchantress: Legendary Heroes. Dagens låge skal handle om, hvordan to spil har ladt mig leve mig ind i deres verden med hud og hår. De har gjort det på to meget forskellige måder: Det ene lod mig føle konsekvenserne af mine valg og gav mig en dyb følelse af ansvar over for mine digitale undersåtter. Det andet lod mig skabe med og gav mig ægte medejerskab i spillets tilfældigt genererede historie.

Nubliverdetvildts Adventskalender 2013: 1. Dark Souls

[I erkendelse af, at jeg simpelthen ikke har tid til at skrive et oplæg hver dag i december i år (selvom jeg gerne ville), har jeg besluttet mig for, at årets nubliverdetvildt-kalender udkommer hver søndag i advent. Det begrænsede format betyder til gengæld, at jeg kun fortæller jer om ting, jeg synes er virkelig afgørende.. God læselyst, og kommenter og del som I lyster!]

Adventskalenderen 2013 kan ikke tage sin begyndelse andre steder end ved japanske From Softwares Dark Souls. Det er et spil, der uden overdrivelse har væltet mit forhold til fantasy og spil omkuld, og alt, hvad jeg spiller, ser og læser i genren bliver holdt op mod det. Intet mindre. 

Hvorfor jeg ikke kan holde til undergangsfilm længere: World War Z

Min yngste bror fyldte 18 i lørdags, så min ældste bror, min far og jeg tog ham med i biografen for at se den nye zombie-katastrofefilm World War Z. Vi var ikke imponerede af de trailers, vi havde set, og jeg er så stor fan af bogforlægget (World War Z af Max Brooks, læs den!), at jeg ikke forventede andet end at blive lidt skuffet og til gengæld have en hyggelig mandetur. Jeg endte med at sidde med tårer i øjnene og hjertet helt oppe i halsen, for World War Z går til zombiegenren med nærvær og alvor på en måde, der gik lige ind. Jeg vil ikke bruge meget tid på selve filmens historie, for den skal ses, men i dag vil jeg gerne tale om, hvad filmens første halvdel gjorde ved mig, og hvad jeg har lært af den.

Spil om spil 3: Dishonored

Dunwall er designet med en sikker kunstnerisk streg

Der findes mange spil, der påstår at handle om at tage moralske valg. Det er for eksempel et tilbagevendende træk ved spil fra rollespilsgiganter som Bioware og Bethesda som Mass Effect- eller Fallout-serien, og der står "grey moral choices" bag på spilpakker fra mange andre studier. Problemet ved rollespillenes behandling af moral og etik er bare, at disse valg ofte er meget mekaniske, så spilleren ikke rigtig mærker, at hans eller hendes egen etik er på spil i det valg, der træffes. I dag vil jeg prøve at kritisere denne tilgang lidt, med udgangspunkt i det helt vilde snigerspil Dishonored fra 2012.

Nej-hat-dag på nubliverdetvildt!: Neil Gaimans The Ocean at the End of the Lane

Denne blog handler først og fremmest om værker og verdener, jeg er begejstret for. Trofaste læsere vil vide, at jeg ikke lægger fingrene imellem, når jeg er glad for noget, og at jeg generelt prøver at afholde mig fra at skrive deciderede anmeldelser. Jeg plejer at skrive anbefalinger. 

Da jeg første gang hørte om Neil Gaimans The Ocean at the End of the Lane, skyndte jeg mig da også at forudbestille den, så jeg kunne være en af de første til at juble over den her på bloggen. Neil Gaiman er nemlig en af mine yndlings-genreforfattere. Hans murstensroman om kampen mellem gamle og nye afguder i det senmoderne USA, American Gods (som jeg skamroser her), er på min top 5 over moderne genrefiktion (den liste må jeg vist hellere få lavet!). Hans manuskript til fantasyfilmen Stardust og til det nyklassiske Doctor Who-afsnit The Doctor's Wife er gode eksempler på det, han er så god til: Gaiman er en narrativ montagekunstner, der klipper i og hugger fra hele verdens skatkammer af myter og kulturhistorier og sætter umage delelementer sammen til dragende fortællinger, der smager af den helt rigtige blanding af nyt og gammelt.

Gaiman fortæller eventyr og røverhistorier, men han gør det på sin samtids præmisser. Det kommer også til udtryk i hans måde at være til stede på i kulturlivet: Gaiman er ikke eneboeren, der sidder og venter på sin muse langt fra mediernes søgelys. Han var en af de første store forfattere til virkelig at tage de sociale medier til sig, og han har en hær af disciple på Facebook, som han tit og ofte kommunikerer direkte med. Han indgår også i mange konstellationer med andre kunstnere, og han turnerer blandt andet med sin hustru, den ekstremt åbenhjertige musiker og performer Amanda Palmer. Gaimans tilgang til kunsten er altså meget åben og fællesskabsbaseret, og det er måske derfor, man skal lede enormt længe efter en journalist eller kunstner, der har noget som helst kritisk at sige om ham. Han er simpelthen enormt vellidt, og det er en stor bedrift i de sociale mediers verden, hvor næsten alle har skarer af haters efter sig. 

Jeg tager Gaimans vellidthed frem her, fordi jeg ikke kan finde andre forklaringer på, hvorfor The Ocean at the End of the Lane er blevet så godt modtaget, og måske endda hvorfor den overhovedet er blevet udgivet. 

Jeg er en meget stor fan af Gaimans talent og tilgang til sin kunst, men The Ocean at the End of the Lane er  efter min mening noget bras. For en gangs skyld har nubliverdetvildt! ikke ja-hatten på, og i dag vil jeg prøve at forklare hvorfor.

Spil om spil 2: Spec Ops: The Line

I dette andet afsnit i serien om computerspil, der på forskellig vis kritiserer og diskuterer klicheer og uskrevne regler i spilmediet, skal vi se på et spil, der bestemt ikke er for sarte sjæle, og som jeg havde det fysisk dårligt efter at have gennemført. Derfor vil jeg gerne advare mod meget voldsomme billeder efter breaket. Spec Ops: The Line er nemlig et kritisk guerillaangreb dybt ind bag de hjernedøde militærskydespils linier, og der bliver ikke sparet på krudt, kugler og blod. Spillet er en meget ubehagelig oplevelse. Til gengæld er det fuldstændigt kompromisløst i sin udpensling af, hvor rædselsfuld krig er i sin virkelige udgave som vi møder den i nyhederne, men også i høj grad den virtuelle, risikofrie udgave af den, som så mange af os sidder og klikker os igennem i vores fritid. 

Igen: Voldsomme billeder nedenfor. 

Spil om spil 1: Borderlands 2

Der er ved at ske noget helt nyt i spilbranchen for tiden. Jeg ved ikke, om det bare skyldes, at spiludviklerne er blevet voksne, eller det er pressens skærpede opmærksomhed på spilmediet og den måde det påvirker os på, men der er begyndt at udkomme spil, der faktisk forholder sig til og kritiserer konventioner og traditioner i spilhistorien, og det er helt unikt. 

Computerspil har et fælt og ikke helt uberettiget ry for at fortælle voldsforherligende, banale historier fyldt med stereotyper og afstumpet hævnermoralitet, og det ry forsvinder nok ikke lige med det samme, men en række helt nye spiludgivelser har taget tyren ved hornene og problematiserer alle de uskrevne regler i spil i en form, der passer perfekt til mediet og virkelig kommer ind under huden på spilleren på en måde, jeg tror kan blive det første skridt i retning af mere moden og reflekteret historiefortælling i spilmediet. Jeg har besluttet mig for at lave en lille blogkavalkade om fænomenet, og i dag lægger vi ud i det muntre hjørne med Gearbox Softwares satiriske perle af en rumwestern, Borderlands 2.

En forsigtig ny sæson

Kære internet,

Jeg er helt ny! Med veloverstået speciale om nørder og med gode og opmuntrende ord med på vejen fra vejleder og censor er jeg på vej ud på det store arbejdsmarked, bevæbnet til tænderne med ord og ideer.

Det betyder også, at jeg har lidt plads tilovers i min hjerne til at skrive her, og derfor vil jeg, med forbehold for at jeg pludselig kan være så heldig at have et arbejde der kræver al min skriveenergi, udråbe en lille ny sæson her på nubliverdetvildt!

Jeg vil gerne begynde med et lille tilbageblik på, hvad jeg har nydt af fantastik på det sidste.