Traditionelt set er strategispil ikke den computerspilsgenre, hvor historiefortællingen står stærkest. Det gælder for det meste om at have det kølige overblik, lægge gode planer og have evnen til at kigge spillet i kortene og regne modstanderens næste træk ud. Strategisk, rationel distance skal der til. Derfor kom det også bag på mig, da ikke bare et, men to hardcore strategispil dukkede op for mit indre øje, da jeg tænkte på nubliverdetvildt-året 2013: Firaxis' remake XCOM -Enemy Unknown og Stardocks Fallen Enchantress: Legendary Heroes. Dagens låge skal handle om, hvordan to spil har ladt mig leve mig ind i deres verden med hud og hår. De har gjort det på to meget forskellige måder: Det ene lod mig føle konsekvenserne af mine valg og gav mig en dyb følelse af ansvar over for mine digitale undersåtter. Det andet lod mig skabe med og gav mig ægte medejerskab i spillets tilfældigt genererede historie.
XCOM- Enemy Unknown
XCOM er et remake af en halvfemserklassiker, som herhjemme vist bedst var kendt som UFO - Enemy Unknown. Jeg spillede det som dreng hos nogle venner, og vi var dybt fascinerede, selvom vi ikke var ret gode til det. I spillet skal man som leder af organisationen XCOM forsøge at slå en invasion fra rummet tilbage og få verdens nationer til at stå sammen i kampen for overlevelse. Man opererer fra en underjordisk base, hvorfra man sender små hold af kommandosoldater ud, når det lykkes at nedskyde et fjendligt rumskib. Hvis man klarer skærene, får man alien-teknologi med hjem i flyveren og flere sponsorpenge fra verdens regeringer.
Det lyder alt sammen som kikset, pulpy Independence Day-science fiction, men ligesom Dark Souls i sidste uge formår XCOM at bringe klicheerne tæt på og gøre dem troværdige. Spillet opnår dette gennem et uhyre simpelt indgreb i den klassiske strategiformel: Hvis man spiller på spillets Iron Man-mode, kan man ikke gemme flere udgaver af sin kampagne. Sagt på spilsprog: Man kan ikke loade et savegame. Man skal altså leve med udfaldet af hver mission, man igangsætter. Det betyder, at hvis en soldat dør af fragmenter fra en håndgranat, du ved en fejl kastede for tæt på ham, eller af et skud fra en vinkel, du ikke havde opdaget, er han væk for altid. Også selvom han var din bedste soldat og havde overlevet niogtyve missioner. Der er ikke noget at gøre. Det havde måske ikke været så slemt, hvis soldaterne var identisk kanonføde, men de får tværtimod kælenavne af deres soldaterkammerater efter særligt slemme missioner, får medaljer og udmærker sig. Det er næsten ubærligt. XCOM formår at få mig til at føle anger og skyld, når det går galt. Jeg kan særligt huske, da korporal "Big Momma" Haddad mistede livet til en alien, jeg kunne have set komme, og jeg og en ven sad og råbte "Neeeej! Korporal Haddad!!!" af skærmen en vinterformiddag i januar. Vi var helt knuste. Og hvad betyder det så for spiloplevelsen? Igen lidt det samme som i Dark Souls: Jeg gør det så godt, jeg overhovedet kan. Jeg kæmper for mine underordnede og går langsomt og defensivt til værks, så alle kan komme med flyveren hjem. Det er meget usædvanligt i en genre, der ofte handler om at få tusinder af soldater til at slå hinanden i smadder og få det til at se fedt ud i fugleperspektiv.
Fallen Enchantress: Legendary Heroes
Legendary Heroes er en udvidelsespakke til Fallen Enchantress, som oprindeligt selv var en udvidelsespakke til spillet Elemental. Bag navnerodet gemmer sig en lang og sej kamp for at skabe et komplekst og dybt fantasy-strategispil, og efter en del år er det nu lykkedes med Legendary Heroes. Spillet er et såkaldt 4X-spil (explore, expand, exploit, exterminate) i stil med noget så kendt som Civilization. Man begynder sin færd med et kongerige bestående af en enkelt by, og skal så finde ud af at udforske en ukendt verden, udvide sit herredømme, bruge sit områdes ressourcer og spille modstanderne ud mod hinanden - og endelig overtage verdensherredømmet. Det hele foregår efter tur, og der er mange lag at holde øje med, fra vejbyggeri og troppebevægelser til skattetryk, diplomati og forskningsbudget.
Legendary Heroes skiller sig ud fra mængden ved at give spilleren mulighed for at designe alt helt fra bunden. Man kan vælge navn, race og særlige egenskaber til sin civilization, selv finde på dens oprindelsesmyter og designe sin monark ned til mindste detalje. Den slags findes også i andre strategispil, men i Legendary Heroes fortsætter det ind i selve spiloplevelsen, hvor man kan beslutte, hvordan hver enkelt enhed skal se ud, ud fra de ressourcer, man har til rådighed. I et spil kom jeg for eksempel til at herske over kongeriget Babysteps (jeg havde bare lavet det som test, men blev bidt af det og kunne så ikke lave navnet om), som holdt sammen på et stadigt større landområde ved hjælp af gode veje og langskæggede, spydbærende krigere, der alle red på ulve. Jeg havde den samme fornemmelse af at have skabt unikke karakterer, som man kan have i et godt rollespil, men her drejede det sig altså om en hel civilization, hvis eftermæle og omdømme jeg kunne skabe med på.
Udover alt det, man selv skaber, har Legendary Heroes også masser af andet indhold, man kan opdage i sin udforskningaf de tilfældigt generede verdener: Helte slutter sig til din civilisation, hvis du bliver berømt nok. Gamle ruiner kan udforskes, og man kan finde sagnomspundne våben, som dine helte kan udstyres med. Endelig udvikler verden sig, og der sker af og til verdensomspændende events, der vender det hele på hovedet. Babysteps-land måtte eksempelvis slå en invasion af genfærd tilbage midt under en grænsestrid med et andet kongerige, og da støvet havde lagt sig, havde fjenden i ly af tumultet erobret et par af mine byer, og jeg et par af hans. Hvis man virkelig gerne vil helt ned i detaljen, har spillet også en editor, hvor man kan designe bygninger og landskaber helt i sin egen fantasis billede. At alt dette lykkes uden at bringe det grundlæggende strategispil ud af balance er en stor bedrift, og jeg kan ikke komme på et andet spil, der i den grad lader mig fantasere og spille rollespil på storpolitisk plan.
Begge spil kan købes til under 150 kr. i diverse udsalg henover julen og januar, så hvis du har en gammel støvet strategispiller logerende i baghovedet, er her to gode grunde til at lade ham eller hende komme ud i solen igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar