Ny sæson på nubliverdetvildt!

Kære læsere på nubliverdetvildt! ,

Det er efterhånden ved at være et par måneder siden, jeg har skrevet noget her på bloggen. Det har sin naturlige årsag i, at det har været en ordentlig krabat af en eksamensperiode på studiet, som nu heldigvis er godt overstået. Derfor starter der nu, i dag, i dette øjeblik en ny sæson her på nubliverdetvildt!



Rammerne for denne sæson er lidt anderledes end de var i julemåneden. Jeg sidder nu og skriver speciale, som gerne skulle nå at blive afleveret inden Johanne og jeg skal være forældre i juli engang, og det kommer nok til at variere, hvor ofte der bliver lagt ting op på bloggen.

Det ændrer dog ikke på, at vi går et brag af en sæson i møde i nørdernes og fantasternes verden! Lad os kigge lidt på, hvad I kan vente jer fra mig og mit lille ridder-alter ego med det store hoved ovenfor.

Først og fremmest faldt hele spilindustrien i november sidste år fuldstændigt på halen over et computerrollespil, der hed The Elder Scrolls V: Skyrim . Det sker ikke så tit, men nogle gange rammer et spil et åbent vindue i populærkulturen, som gør, at ingen kan komme på noget dårligt at sige om det. Med undtagelse af de 10.000 mavesure teenagere, der altid findes på internettet, har de fleste anmeldelser af Skyrim lydt noget i retning af "Det her er bedre end det virkelige liv! Der er mammutter! Det er det flotteste jeg har set! Jeg har spillet det i hundrede timer! Alle mine kæledyr er døde!" (kun en smule karikeret). Men er det virkelig computerrollespillenes Hellige Gral, der er steget ned til os? Jeg har selv smidt 59 (doh!) timer efter spillet, og vil i næste uge give et bud på, hvilke elementer i spillet, der virkelig fungerer, og hvilke, der ikke gør. Som en lille appetitvækker får I her et billede fra mine eventyr i spillet, som jeg synes fanger stemningen fra spillet rigtig godt:

Min trofaste ganger venter pænt i en gammel røverlejr, mens solen går ned over de fjerne bjerge. Jeg er lige kommet ud fra en forladt mine fuld af monstre, og skal nu til at lave mad på bålet midtfor.

I forbindelse med mit speciale kom jeg til at tænke over, at jeg burde undersøge den mere mørke side af den fantastiske litteratur, som den kommer til udtryk i horror-genren i dens litterære udgave. Det er en kæmpestor del af genren, og bare fordi jeg ikke selv naturligt opsøger den, skal den alligevel behandles. Derfor kastede jeg mig i sidste uge over fantasy-horror-klassikeren The Call of Cthulhu af H.P. Lovecraft helt tilbage fra 1928. Jeg har stødt på referencer til Cthulhu overalt de sidste mange år, og når man læser den er det ikke så svært at forstå hvorfor: Lovecraft lander midt mellem Edgar Allan Poes dystre mysterier og den moderne fantasys fascination af legender og myter. Oven i det kommer så, at Lovecrafts udgangspunkt for at skrive horror er meget specielt, og at hans tekster er børn af deres tid på godt og ondt, så alt i alt synes jeg han fortjener en tur i møllen i ugen efter Skyrim.

Sidste led i sæsonopstartens tretrinsraket bliver så et minitema om to nyere rollespil, der blander fantasyrollespillenes struktur med en form for teatralsk science fiction med masser af dystre fremtidsvisioner og ærlige forsøg på psykologisk realisme. Det drejer sig om Biowares Mass Effect 2, som virkelig er et skridt fremad for genren, og som fik påklistret nye genreprædikater som "space opera" og "guns and conversation" ( som de kalder det på Rock, Paper, Shotgun), og Square Enix' Deus Ex: Human Revolution , som for mig at se sætter fuldstændigt nye standarder for, hvor samtidsrelevant og samfundskritisk et spil kan slippe afsted med at være uden at blive kedeligt. Det er VANVITTIGT godt. Det vil jeg råbe lidt mere om midt i marts.

Deus Ex: Her kigger hovedpersonen Adam Jensen ud over en smadret fremtids-slumby i Kina - fra et vindue i den rige luksusby, der er bygget oven på den! Goddaw dystopisk fremtidsvision.

Og der er meget andet godt på vej. Foråret og sommeren byder på nye kapitler i nogle af de største superhelteføljetoner i biografen med The Dark Knight Rises og Avengers, og i den lidt mere grænseafsøgende del af det univers kommer Chronicle også snart til Danmark. På litteratursiden er jeg i forbindelse med specialet ved at læse mig ind på folk som China Miéville, Ursula K. LeGuin og Steven Erikson, så dem kommer I nok også til at høre mere om. På spilfronten er spilindustrien gået fuldstændigt amok på rollespilsfronten, og foråret har allerede budt på kæmpemastodontspillet Kingdoms of Amalur: The Reckoning, og snart, langt om længe, dukker Diablo III og Torchlight 2 op. Jeg aner ikke, om jeg får tid til at spille nogen af dem, men jeg kan nok ikke lade være med at omtale dem. Der er virkelig opbrud i rollespilslejren på spilfronten for tiden, og det følger jeg selvfølgelig med i, så godt jeg kan. Apropos opbrud ser det her helt vildt dejligt (og nomadeagtigt) ud.

Nu kan jeg mærke jeg allerede er ved at være skrevet varm. Vi ses i næste uge!