Jeg har altid været fascineret af film og romaner (og spil), der foregår i fremtiden, især i "nær fremtid". Den slags værker går en spændende form for balancegang, fordi de på den ene side er fri fantasi (fordi al fiktion er det, og fordi vi intet aner om fremtiden), men på den anden side skal bevare en vis lighed med og plausibel forbindelse til vores samtid. Jeg nåede ikke at se Ridley Scotts Prometheus, da den gik i biograferne, men var meget fascineret af netop den visuelle fremstilling af menneskets rumrejsende fremtid, der var gennemgående i trailers og pr-materiale for den. Jeg er også fan af Alien-filmene, som den fungerer som en slags prolog til, så da filmen fik premiere som lejefilm i tirsdags, var jeg på pletten i Blockbuster med det samme. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg var ret vild med den som film, men jeg synes jeg er for sent ude til at lave en decideret anmeldelse af den. I stedet vil jeg i dagens artikel fokusere på to aspekter af filmen, som jeg synes er særligt interessante set med denne blogs briller på, nemlig hvordan filmens univers er konstrueret, og den balance mellem eksistentielle overvejelser og gakket rummonster-splatter, filmen forsøger at ramme. Jeg skal, ifølge god skik og brug, advare om SPOILERS herfra og frem.
