Denne blog handler først og fremmest om værker og verdener, jeg er begejstret for. Trofaste læsere vil vide, at jeg ikke lægger fingrene imellem, når jeg er glad for noget, og at jeg generelt prøver at afholde mig fra at skrive deciderede anmeldelser. Jeg plejer at skrive anbefalinger.
Da jeg første gang hørte om Neil Gaimans The Ocean at the End of the Lane, skyndte jeg mig da også at forudbestille den, så jeg kunne være en af de første til at juble over den her på bloggen. Neil Gaiman er nemlig en af mine yndlings-genreforfattere. Hans murstensroman om kampen mellem gamle og nye afguder i det senmoderne USA, American Gods (som jeg skamroser her), er på min top 5 over moderne genrefiktion (den liste må jeg vist hellere få lavet!). Hans manuskript til fantasyfilmen Stardust og til det nyklassiske Doctor Who-afsnit The Doctor's Wife er gode eksempler på det, han er så god til: Gaiman er en narrativ montagekunstner, der klipper i og hugger fra hele verdens skatkammer af myter og kulturhistorier og sætter umage delelementer sammen til dragende fortællinger, der smager af den helt rigtige blanding af nyt og gammelt.
Gaiman fortæller eventyr og røverhistorier, men han gør det på sin samtids præmisser. Det kommer også til udtryk i hans måde at være til stede på i kulturlivet: Gaiman er ikke eneboeren, der sidder og venter på sin muse langt fra mediernes søgelys. Han var en af de første store forfattere til virkelig at tage de sociale medier til sig, og han har en hær af disciple på Facebook, som han tit og ofte kommunikerer direkte med. Han indgår også i mange konstellationer med andre kunstnere, og han turnerer blandt andet med sin hustru, den ekstremt åbenhjertige musiker og performer Amanda Palmer. Gaimans tilgang til kunsten er altså meget åben og fællesskabsbaseret, og det er måske derfor, man skal lede enormt længe efter en journalist eller kunstner, der har noget som helst kritisk at sige om ham. Han er simpelthen enormt vellidt, og det er en stor bedrift i de sociale mediers verden, hvor næsten alle har skarer af haters efter sig.
Jeg tager Gaimans vellidthed frem her, fordi jeg ikke kan finde andre forklaringer på, hvorfor The Ocean at the End of the Lane er blevet så godt modtaget, og måske endda hvorfor den overhovedet er blevet udgivet.
Jeg er en meget stor fan af Gaimans talent og tilgang til sin kunst, men The Ocean at the End of the Lane er efter min mening noget bras. For en gangs skyld har nubliverdetvildt! ikke ja-hatten på, og i dag vil jeg prøve at forklare hvorfor.
I The Ocean at the End of the Lane rejser en midaldrende man tilbage til sin hjemstavn i forbindelse med en begravelse, og for at få lidt luft fra alle de velmenende gæster tager han et smut forbi sit barndomshjem. Her kommer han i tanke om familien Hempstocks bondegård for enden af vejen, hvor han engang legede med den lidt ældre pige Lettie. Han tager på besøg, og langsomt vender minderne om hans liv som syvårig tilbage til ham. Hempstock-familien består af pigen Lettie, moderen Ginnie og bedstemoderen Old Lady Hempstock, og fortælleren beretter gennem det meste af bogen om, hvordan de tre kvinder i hans barndom viste sig at have mere end overnaturlige kræfter, da en logerende i barndomshjemmet begår selvmord, og underlige ting begynder at ske. Der dukker penge op alle vegne. Fortælleren vågner op midt om natten med en mønt galt i halsen. Han møder Lettie Hempstock, som tager ham med hjem, hvor det langsomt bliver afsløret, at et væsen fra en anden dimension er sluppet løs i verden, og ødelægger alt og alles liv ved hjælp af penge og rigdom. Lettie drager ud for at "binde" væsenet, så det kan holde op med at gøre skade, og fortælleren tager med.
I en af de to scener, der fungerer i bogen, løber Lettie og fortælleren hen over stadigt underlige marker og skovstier, til der til sidst er rokkeagtige væsener, orange lys og katte der gror op af jorden. Verden er blevet weird, som man kalder den form for blanding af fantasi og horror, som Gaiman er så god til, og i verdenen bag fortællerens hverdags scenetæppe møder de to børn væsenet, som er en levende bunke af mølædt stof og tomhed. Det er ren feberdrøm, og bliver kun bedre, da det viser sig at Lettie skal synge gamle børnerim for at binde væsenet. En grundtanke i romanen er, at børn har en bedre forbindelse til tilværelsens magiske side, og at affortryllede voksne er alt for nemme ofre for det overnaturliges ondsidede sider, og her fungerer det.
Det er dog også lige efter denne scene, at det hele for alvor falder fra hinanden. Gaiman kan sit weird, og der er masser af spændende potentiale i Hempstock-kvinderne (som viser sig at være en udgave af den neopaganistiske feminine treenighed bestående af jomfrufiguren, moderfiguren og den vise olding, og som romanen igennem er forbundet til månen og dens faser), men romanen er i lige så høj grad en semi-selvbiografisk, semi-realistisk barndomsskildring, og de to tråde i fortællingen spænder konstant ben for hinanden. Det er en ret kort roman på omkring 250 sider, og der er proppet alt for meget information ind i den. Fortælleren har et problematisk forhold til sin far, han har meget få venner og har generelt svært ved ikke at forsvinde ind i sin drømmeverden af bøger og tegneserier. Der er tydeligvis meget dyrekøbt personlig erfaring at øse af for Gaiman hvad fortællerens personlige problemer angår, og enkelte steder får det lov at skinne igennem, men det skal altså dele plads med det ene overnaturlige væsen efter det andet, som omvendt aldrig får lov at blive beskrevet ordentligt eller blive indskrevet ordentligt i den interne metafysik, romanens verden aldrig får helt på plads.
I den anden velfungerende scene i romanen har et af væsenerne fået manipuleret fortællerens far til at blive vred på ham, og i en perfekt observerende, iskoldt realistisk stil oplever man som læser, hvordan faderen fylder koldt vand i badekarret, tager sit ur af, smøger sine skjorteærmer op og tvinger sin søn ned i det iskolde vand, til han ikke længere kan holde vejret. Fortælleren hiver fat i sin fars slips og trækker sig op, så den halvkvalte fader må slippe sit greb i den halvdruknede søn. Det er stærke sager, og det viser til perfektion, hvordan de to mænd, fader og søn, som bare er meget forskellige som personer, har svært ved at nærme sig hinanden. Jeg sad selv og følte mig kvalt, da jeg havde læst de to sider, scenen varer. Efter en så stærk scene virker det fuldstændigt tåbeligt, at man som læser forventes at bliver skræmt af svævende væsner med lyn ud af øjnene, for hvordan kan man nogensinde skrive noget overnaturligt, der kan være mere skræmmende end historien om et barn, der bliver truet på livet af sin største beskytterfigur, sin far?
Gaiman har altså fat i tematikker, hans legesyge klippeklistren af horror-klicheer og nyreligiøsitet slet, slet ikke kan bære. Jeg tror godt, han er klar over det, for pladsmanglen i romanen tvinger fortælleren til alt for ofte at smide masken og blive direkte talerør for de ting, Gaiman prøver at sige med sin historie. På et tidspunkt skal Lettie og fortælleren liste sig afsted fra Hempstock-gården til barndomshjemmet, og de sniger sig langs grøfter og buske for at undgå de voksne. Det er allerede blevet tydeligt, at børnene kan noget over for de kosmiske farer, de voksne ikke kan, og selve handlingen, at det lykkes for børnene at snige sig afsted, demonstrerer det jo også, men alligevel skal fortælleren bryde ind og skære det ud i pap: "Adults follow paths. Children explore." - konstaterer han. Det sker flere steder i romanen, og det virker som om, Gaiman simpelthen ikke har tillid til sin egen fortællings evne til at kommunikere det budskab, han gerne vil dele med læseren.
Når man holder den usikkerhed og mangel på vilje til at fokusere op imod den overlegne selvsikkerhed, hvormed Gaiman jonglerer hundredevis af karakterer i American Gods, virker det mest af alt som om, Gaimans redaktører ikke har gjort deres arbejde godt nok. Han har simpelthen fået lov at slippe for let. Jeg kender overhovedet ikke Gaimans personlige liv, og jeg er helt klart ude på spekulationens vilde vover her, men The Ocean at the End of the Lane ligner et af de tilfælde, hvor ingen tør kritisere et værk, fordi de så godt kan lide personen bag. Ser man lidt mere kynisk på det kunne man fristes til at tro, at forlæggerne har udgivet noget ufærdigt, fordi de vidste, det ville sælge på Gaimans navn alene. Holdt op mod Gaimans øvrige forfatterskab er det ikke til at forstå, hvordan The Ocean at the End of the Lane har fået lov at se dagens lys.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar