Jeg har brug for en lille pause fra de store fantasyværker, så i dag skal det handle om en bog, som faktisk befinder sig godt og vel på den finlitterære side af genreskellet, men alligevel meget aktivt låner fra, bruger og handler om det fantastiske. Det er en bog der, udover at være en episk familiesaga af de allerbedste, også er en af de første seriøse historier jeg kender, der handler om at være nørd. På en måde er den en fantasyhistorie, der foregår i virkeligheden. Det er selvfølgelig Junot Díaz' The Brief Wondrous Life of Oscar Wao (på dansk Oscar Waos korte og forunderlige liv), der er tale om.
Det er ikke min mening at skrive en decideret anmeldelse af bogen, for den ville blive meget lang og ikke helt passe ind i denne blogs tema, men jeg vil forsøge at sætte fingeren på nogle af de steder, hvor Diáz formår at bruge fantasy og nørdekultur til at puste nyt liv i romangenren. Det kan godt være, det er lidt en udflugt i forhold til hvad kalenderen ellers har handlet om, men jeg synes det er vigtigt at vise, at hele kulturen omkring fantasy og rollespil ikke er et lukket system, men også flyder over i de andre genrer.
Romanen handler om drengen Oscar, som vokser op i et dominikansk indvandrermiljø i New Jersey, USA, men som ikke formår at leve op til sine omgivelsers forventninger om at han skal blive en rigtig latino player, som kan score damer og se sej ud på et gadehjørne: Han er nemlig en vaskeægte nørd, og bruger al sin tid på at spille rollespil, læse og skrive fantasy og science fiction, og i det hele taget fylde sin verden med højtidelighed og romantik i en sådan grad, at ingen (udover hans storesøster), kan tage det helt seriøst. Romanen præsenterer altså i sin hovedperson hele nørdekulturens forhold til omverdenen, og på den måde er det en klassisk outsiderhistorie.
Men det fantastiskes indflydelse stopper ikke der. Bogens måske allerstærkeste stilistiske træk er, at Díaz lader Oscars indre verden flyde sammen med den ydre verden, så sproget fra fantasy og rollespil bliver blandet sammen med hverdagssproget, og det vel at mærke på fortællerens og ikke Oscars regning, for det er altid nogen i udkanten af Oscars liv, der fortæller. Det betyder, at når der tales om den Domikanske Republiks tidligere diktator Trujillo i romanen, bliver han direkte sammenlignet med den onde Sauron fra The Lord of the Rings, og da han senere bliver myrdet, bliver det beskrevet som om han tager flere hundrede "hit points i skade", en formulering de fleste rolle- og computerspillere vil genkende. Der er alt for mange eksempler på dette til at det giver mening at nævne flere, og "nørdesproget" bliver en lige så vigtig del af romanens sprog som de mange spanske gloser, der også er med til at give romanens sprog sin helt egen stemme.
Fantasy-genrens indflydelse går dog dybere end sproget, for Oscar Wao er langt hen af vejen en fantasy-historie i en virkelig verden: Oscars familie lider under en dominikansk forbandelse, en fúku, som gør, at de igen og igen i familiens fortid krydser veje med diktatoren Trujillo, og må gennemleve den ene tragedie efter den anden, og meget af romanens liv udspringer af Oscar og hans families forsøg på at undslippe denne forbandelse. Deres historie er så vanvittig og tragisk, at man nærmest ikke kan forestille sig, at den skulle fortælles i en anden genre end den fantastiske, selvom den foregår i vores verden. Og her har Díaz måske fat i noget, jeg håber at se meget mere til fremover: For mig at se bruger han fantasy som en stil, en fortællemæssig indstilling, som ikke er forbeholdt uvirkelige historier med orker og elvere, men som kan bruges til at fortælle historier, der er så voldsomme, at vores dagligdags rationaliserede sprog ikke kan rumme. Fantasystilen tillader, at man ser verden som en sammenhængende, fortryllet størrelse, hvor det gode kæmper mod det onde i en episk kamp, og selvom verden er meget mere grå og nuanceret end det, kan det være meget givende at turde se verden i fantasystilens højspændte sort/hvid engang imellem.
Det her er som sagt ikke en anmeldelse, og det ville kræve et helt universitetsspeciale for alvor at få styr på, hvad det er, Díaz gør med sin blanding af realisme og fantasy, men jeg vil blot anbefale romanen her, både til dem, der vil nikke genkendende til de mange fantastiske træk, men også til dem, der vil have et stort, historisk forankret familiedrama, som bryder ny grund gennem brug af fantasygenren for at fortælle historier, vores moderne sprog ellers ikke kan rumme.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar