16. December: Helten fra den anden side

Hellboy på en forside fra en af hans ture til Japan. (copyright Mike Mignola)

Jeg har glædet mig til dagens kalenderlåge lige siden, jeg oprettede denne julekalender. I dag skal det handle om en tegneserie, som, af grunde jeg stadig ikke helt har styr på, altid ligger i min top 3 inden for den fantastiske fiktion: Mike Mignolas Hellboy. Hvis navnet får dig til at tænke på Pans Labyrint-instruktøren Guillermo del Toros film om den hornede helt, så må jeg bede dig om at forsøge at glemme dem, mens du læser dagens artikel, for de film er hø og hakkelse i forhold til tegneserien.


Grundpræmissen for Hellboy-serien er, at der i en engelsk klosterruin i 1940'erne dukkede en lille, rødhudet baby med horn, klove og en kæmpe højre næve op, som en flok amerikanske soldater og videnskabsmanden Trevor Buttenholm valgte at tage til sig og opfostre. Barnet var Hellboy, tilsyneladende en søn af Djævelen selv, som af mystiske veje landede i menneskenes verden, hvor han bliver opdraget til at bekæmpe alt det onde i stedet for at være en del af det. Ondskab er der da også nok af, for et af Mignolas mest geniale træk i opbygningen af seriens verden er, at alle de monstre og væsener, vi kender til fra folklore, folkeeventyr og myter er virkelige i Hellboys verden. Det lyder måske lidt som Fables, men hvor det i Willinghams serie er fabeldyrene, som vi idag forestiller os dem, der er virkelige, er Mignolas monstre nærmere en forestilling om, hvordan de må have set ud for dem, der engang virkelig troede på - og frygtede dem. Hellboy er på den måde en lang og velresearchet rejse ned i menneskehedens underbevidsthed, og genfærd, alfer og H.C. Andersens lille havfrue er lige uhyggelige i Mignolas udgave. Hele serien emmer af, at Mignola virkelig interesser sig for hele den uendelige sump af myter og folklore der ligger og ulmer i vores historie, og det i sig selv er grund nok til at slubre serien i sig.

Hvis jeg skal skære helt ind til benet, vil jeg sige, at der er to andre kendetegn ved serien, der virkelig gør, at den er i en liga for sig: Den grafiske stil og opbygningen af fortællingerne. Mignola er uden sammenligning min yndlingstegner, fordi det virker, som om han ser skyggerne, før han ser de ting, der kaster dem. Hans figurer er ikke så meget velafgrænsede enheder som brudstykker af lys og farve i en ellers kulsort verden, og det passer fantastisk godt til både seriens verden og dens grundfortælling om helten, der i kamp med sin egen identitet forsøger at kæmpe det godes sag i en verden, hvor det onde er overalt. Der er siden seriens begyndelse også kommet andre tegnere end Mignola selv til, men de fastholder næsten alle sammen hans stilistiske rammer for seriens udformning.

Fortællingen i sig selv er langt hen af vejen en klassisk pulp-fortælling, hvilket i grove træk betyder, at der ikke bliver brugt særligt meget energi på de stille stunder og alt for meget baggrundshistorie (som derimod fylder meget i de mange forord, noter og appendikser, der er ved at gro på serien efterhånden som universet udvider sig): Hellboy skal bare ud og afsløre nogle monstre, og så tæve dem. Det lyder helt vildt banalt, og er det på sin vis også, men det er en utrolig god måde at få fortalt en masse mindre historier på, samtidig med, at den manglende eksplicitte forklaring på alting giver tegningerne plads til at fortælle deres egen historie. Fortællestilen passer også enormt godt til den novelleopdeling, serien siden sit vistnok tredje afsnit jævnligt bliver udsendt i, og som jeg ville ønske, at andre tegneserieforfattere brugte mere. I stedet for at fortælle en stor, kronologisk sammenhængende historie i hvert album, bliver Hellboy oftest fortalt som en række enkeltstående noveller fra forskellige tidspunkter i Hellboys liv. For det meste er de bygget op over et eller andet kendt eventyr eller en legende, som bliver præsenteret lige inden historien begynder. Mignola tager altså kendte historier, og sender så at sige Hellboy ind i dem. Det betyder dog ikke, at historierne ikke hænger sammen, og af og til kommer der et album, der samler alle de bolde, serien har i luften, i den større historie om, hvor Hellboy egentlig hører til i verden, og hvilke konsekvenser det får, at en djævel er gået over på de godes side.

Der er også noget mere. Noget udefinerbart ved de her små monsterhistorier, jeg bare elsker. Af og til ville jeg ønske, at han ikke havde valgt djævletemaet til serien, for det vil nok afskrække nogle fra at læse noget, der i mine øjne er det både klogeste og bedste, der er lavet inden for både tegneseriemediet og den fantastiske fiktion. Mignola balancerer sin kæmpeviden om emnet perfekt med sin evne til at skrive rabalderaction, og det ser jeg virkelig op til.