Selvom det ikke helt er slutningen på julekalenderbloggen i dag, er det alligevel sidste gang i denne omgang, jeg vil bruge en hel blogpost på et enkelt værk, så derfor skal det også være noget særligt, noget lidt uden for de genrer, vi ellers har set på. I dag handler det således om en tegnefilm. Endda en tegnefilm for børn! Legend of the Guardian: The Owls of Ga'Hoole, som er instrueret af den ellers ikke spor børnevenlige Zack Snyder (300, Watchmen, Sucker Punch), er for mig at se den perfekte fantasyfilm for børn, og jeg skal sige dig hvorfor.
The Owls of Ga'Hoole taler på intet tidspunkt ned til sine tilskuere. Den forsøger heller ikke at skjule verdens alvor for børnene, samtidig med at den heller aldrig forfalder til at udspensle eller overeksponere noget, der ville være for voldsomt for et barn at se. Den balance er helt perfekt, for jeg tror alt for mange bud på fantasy for børn glemmer, at for at der kan være et rigtigt eventyr for børnene at leve sig ind i og lege videre i, er der også nødt til at være fare på færde. Der er, ligesom i alle de andre heltehistorier vi har set på her på blogge, nødt til at være noget at kæmpe mod, noget at overvinde.
Og så er der nødt til at være noget at kæmpe for. Dette får vi præsenteret allerede i filmens første scene, hvor de to unge ugler Soren og Kludd skændes hen over hovedet på deres nyudklækkede lillesøster Eglantine. Det er selvfølgelig familien, der er det trygge sted, som repræsenterer alt godt, og som er værd at forsvare for enhver pris. Det kan man jo, når man er blevet ældre, kalde lidt gammeldags, men jeg tror ikke, der er mange under 11-årsalderen, der vil være uenige. Den drømmende Soren og den indestængt utilfredse Kludd bliver af deres far taget ud på grenene i deres træ for at træne flyveegenskaber, og i et helt klassisk Kain-og-Abel-scenarie går det godt for den positive Soren og skidt for den negative Kludd. Derfor skal der heller ikke meget til fra Sorens side for senere på natten at lokke Kludd ud på grenene igen for at træne videre, og det ender med at de to får overbalance og styrter til jorden, hvor de bliver bortført af nogle onde ugler, som tager dem til en nærmest fascistisk arbejdslejr styret af den onde Metal Beak ("Jernnæb"). Soren beskytter den lille ørkenugle (som er pige!) og ender i arbejdslejr med hende, men Kludd finder bekræftelse i herskeruglernes leflen for hans usikkerhed, og lader sig fascinere af muligheden for at blive en anerkendt soldat i fascistuglernes "nye kongerige".
- Og så skal jeg ikke afsløre for meget mere, dels fordi de fleste nok kan gætte hvor det bærer henaf, dels fordi det faktisk er en spændende historie, som skal opleves. Det er dog vigtigt lige at nævne, at Soren, som efterhånden bliver filmens helt, har endnu en motivation udover at beskytte sin familie: Han har fra barns ben hørt historier om The Guardians, vogterne, som er en legendarisk samling uglekrigere, som siges at leve langt væk på den anden side af havet, hvor de kæmper mod det onde. Soren drømmer om at blive en helt ligesom dem, og her har filmen en af sine største styrker som børnefilm: Den forstår, hvad eventyr kan betyde for børn under udvikling, og hvor formende det kan være for dem at have forbilleder i at vælge det gode. Der er flere lag i filmen her, for ligesom Soren henter sit mod til at gøre det rigtige i sine helte, bliver han selv et forbillede for filmens tilskuere. Det er en vældig moralsk historie om godt og ondt, om at overkomme strabadser og værdien af at gøre det sammen med gode venner og familie. Samtidig overromantiserer filmen ikke den store, stærke helt: Kludd bliver jo netop ledt i uføre af sin fascination af styrke og magt, og da Soren (nu afslører jeg alligevel lidt, undskyld!) endelig møder sine helte, er deres verden langt mere rå, virkelig og ubarmhjertig end i hans ridderromantiske forestillinger om dem.
Det er altså virkelig en historie om både de lyse og mørke sider af heltemyten, helt og aldeles fortalt i børnehøjde (og det betyder vel at mærke ikke, at den er fortalt på et lavt niveau!). Oven i det kommer, at filmen er blændende smukt animeret. Heller ikke her bliver der sparet på noget: Der er både smukke naturscener, drabelige slag i Snyders karakteristiske slow-motion-kamp-ballet-stil og levende karakterer med masser af følelser og udtryk. Det gør mig simpelthen så glad, at nogen har forstået at lave en børnefilm, der ikke er to-dimensionel og pusse-nusset. Første gang, jeg så filmen, var en af mine første tanker, at jeg som lille dreng ville have knuselsket The Owls of Ga'Hoole, og sikkert ville have leget uglekriger til den lyse morgen i flere dage efter at have set den.
Ligesom med de allerbedste Disneyfilm fungerer uglekrigerfilmen i den grad både for voksne og børn. Men al dens alvor og eventyrlyst er støbt i en form, der er som skabt til fantasidrømmende legebørn, som i Soren og hans venner har fået et godt - og jordnært- bundt helte at tage på eventyr med.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar