6. December: At være sin egen mus

Forsiden til andet bind af Mouse Guard-serien. Det er svært at komme på nogen der er så gode til farver som David Petersen. Det oser af iskold vinter!

Idag skal vi bevæge os ind i den undergenre af tegneserier, som befinder sig i grænselandet mellem børnetegneserier og voksen-graphic novels. David Petersens "Mouse Guard" kan ved første øjekast godt ligne en ren børnebog. Hovedpersonerne er små (og ret nuttede) gnavere, der vandrer gennem en verden af onde væsler, ugler og snoge, og det kan føles lidt som en middealderudgave af Vinden i piletræerne, hvis I kan huske den. Så snart man bevæger sig ind i universet, bliver det dog tydeligt, at Petersens forbilleder i lige så høj grad er fantasiverdensarkitekter som Tolkien. Musenes verden er nøje kortlagt, og deres samfund, klædedragter og levemåder er konstrueret ned til mindste detalje, så man nemt kan forestille sig, at musene kunne findes derude et sted, under træstubbe og mosbegroede sten. Det, der dog for alvor er det fantastiske træk ved Mouse Guard, er Petersens evne til at fortælle helt klassiske eventyr, ikke så meget i ordets danske forstand som i den engelske betydning af "adventure": Vore små musehelte er konstant på farefulde rejser, der udfordrer dem og udvikler dem til at indse, hvem de virkelig er. Det er det træk ved det fantastiske, jeg i dag vil sætte fokus på gennem "Mouse Guard".


Mouse Guard er på mange måder det, man kan kalde "low fantasy", der er ikke en masse magi involveret, og musenes verden minder vel mest om tidlig europæisk middelalder, hvor nogle små isolerede samfund forsøger at klare sig i en fjendtlig og ufremkommelig verden. Her er det så, at en gruppe vægtere, som er historiens omdrejningspunkt, skal forsøge at sikre de forskellige bosættelser, opretholde kontakten og infrastrukturen mellem dem, og forsvare dem mod angreb. I albummet "Winter 1152", som er det jeg selv ejer (min lillebror har forløberen liggende), er de tre vagtmus Kenzie, Lieam og Saxon (se billedet nedenfor) blevet udsendt af deres leder Gwendolyn, for sammen med den mystiske gamle krigsveteran Celanawe, som bærer den legendariske Sorte Økse, at sørge for at musebosættelserne har forsyninger nok til at overleve vinteren. I bedste eventyrstil bliver gruppen dog hurtigt udsat for et angreb fra en ugle, og må dele sig i to grupper. I den ene gruppe er den unge Lieam og veteranen Celanawe. De to kæmper sig gennem sneen for at nå frem med den smule medicin, de har i ders rygsække, og får undervejs nogle gode snakke om, hvad det betyder at være en vægter. Lieam har svært ved at fokusere på opgaven og er meget bekymret for sine venner, og i virkeligheden også, om han kan klare sig uden dem, men Celanawe giver ham et råd: "You should always aim to be your own mouse" (Du skal altid gå efter at være din egen mus, altså være dig selv). Lieam bliver gennem rejsen taget i lære hos Celanawe i kunsten at tro på og være sig selv, og det ender selvfølgelig med, at Celanawe i en (iøvrigt hæsblæsende flot tegnet) kamp med en ugle må lade livet, og Lieam står nu tilbage med sin læremesters sorte økse i hånden. Han er nu, efter at være blevet forberedt til det af en vis læremester, blevet kastet ud i selve livet, det at være den, han er.

Fra venstre Lieam, Saxon og Kenzie, som til dagligt står og vogter vores bogreoler herhjemme. Vi fik dem i bryllupsgave, og de gør det godt, både som vægtere og som 3d-figurer af Petersens enkle, men smukke stil.

Det lyder lidt rørstrømsk, og er de egentlig også. Petersen er simpelthen en bedre tegner end han er historiefortæller, og af og til står klichéerne for meget i kø til, at man kan fastholde sin indlevelse i dem. Alligevel er det forfriskende, at han går lige på og hårdt med nogle af de gamle eventyrmoraler, for der er meget sandhed i dem, og de er altid gode at høre. Man bliver heller aldrig rigtigt træt af dem, fordi David Petersen er en tegner af en anden verden. Man skulle måske nærmere kalde ham en illustrator, for hans paneler (billedfelter i tegneserier) ligner nærmest gamle træsnit, med deres tydelige konturstreger og meget lidt stiliserede ansigter, og de er ved at flyde over af den dragende fortryllelse, jeg husker fra nogle af de bedre børnebogsillustrationer fra min barndom. Samtidig forfalder han aldrig til pussenussethed, og musenes strabadser er barske og blodige. Derudover kan han noget helt særligt med naturbilleder, og det er passende, at hans albums bliver navngivet efter den årstid de foregår i. I Winter 1152-albummet er alt holdt i hvidt og forvaskede jordfarver, og kun musenes kapper og den onde ugles røde øje får lov til at være i rigtigt klare farver. Når man går tur i skoven efter at have læst Mouse Guard, føler man, at man med det samme kan genkende steder fra musenes rejser. Dette stilgreb, at male noget så eventyrligt som mus med sværd i en så realistisk og vejrbidt streg, er med til at gøre Mouse Guard fortjent til et langt mere voksent publikum, end den normalt bliver markedsført til.

Mouse Guard er altså både æstetisk smuk, hyggelig og uhyggelig, voksen og barnlig på samme tid. Og så er den spækket med noget ridder-moral og helte-etik, som jeg vil nyde at læse højt for mine børn, hvis jeg en dag får sådan nogle. Men læs den! Især mens det stadig er vinter udenfor.

Imorgen har vi for øvrigt lidt af et scoop her på bloggen: Der kommer en gæst! Glæd jer til det.