Julekalender 2015 - 18. December: Age of Wonders III

Jeg har før skrevet her på bloggen om, hvordan nogle af de bedste rollespilsoplevelser i computerspil, her forstået som spiloplevelser hvor indledning og spillerens egen opbygning af karakterer er i centrum, er at finde uden for rollespilsgenren som sådan. Især strategispillene har det med at overraske på dette punkt, og i 2015 har netop et af disse, Triumph Studios' Age of Wonders III, ligget på min computer og lokket med rollespil på folkeslagsskala. 

Age of Wonders III har det tilfælles med flere af spillene i årets julekalender, at dets produktion er blevet finansieret uafhængigt af en stor udgiver, og derfor på den ene side godt kunne have været tungere grafisk og med hensyn til hvor perfekt poleret det er, men på den anden side er et spil der har fået lov til at beholde alle sine skøre ideer uden hensyn til bredden i dets appel. I Age of Wonders' tilfælde er det for en stor del blevet finansieret af Minecraft-skaberen Markus "Notch" Persson, som åbenbart er kæmpefan af spilserien og på bedste nyrige vis besluttede sig for at bruge en masse penge på at give ham den efterfølger til serien, han ønskede sig.

Den frihed, som det har givet produktionsteamet, ses tydeligst i mængden af valgmuligheder. I Age of Wonders III skal man vælge en race og en karakterklasse til lederen for ens folkeslag, inden man begynder. Man kan vælge racer som dværge, mennesker, elvere, orker og hobitter, der hver især har vidt forskellige visuelle udtryk og strategiske fordele og ulemper. Disse racer kan kombineres med karakterklasser som warlord, sorcerer, rogue, arch-druid uden restriktioner, og derefter kan man vælge nogle egenskaber til ens statsleder samt hans eller hendes udseende. 

At man kan vælge så frit giver mulighed for at skabe nogle fantasy-nationer, der virkelig bryder med genrens værste klicheer. Her er to eksempler på, hvor sjovt det kan være at lege med:

1. Dreadnought-helten Wilford Ironbrook er en hobbit, der hilser morgendagen velkommen. Han er træt af det dårlige ry, industrialisering i Herredet fik efter Tolkiens Lord of the Rings-epilog The Scouring of the Shire, og han fører nu sin klan ind i fremtiden med en fast overbevisning om, at dampmaskiner og industri sagtens kan kombineres med pels på fødderne og en kærlighed til god mad og vin. Hans hære bestod til at begynde med af kokke, ponyriddere og stenslyngende vandringsmænd med blødt krøllet hår, men efter nogle års hårdt arbejde på fabrikker og biblioteker har hobitterne nu geværer, kanoner og dampdrevne robotter, som også kan hjælpe med at underholde og servere til middagsselskaber.

Ironbrooks trup af madelskende futurister har oplevet meget, og har blandt andet underlagt sig en dværgeby i udkanten af ødemarken, som igen og igen bliver angrebet af lokale banditter, så forsvaret af byen er blevet udliciteret til lokale minearbejdere. Den største trussel mod hobitternes suverænitet kom dog, da verden blev invaderet af kæmpepingviner. Her søgte hobitterne hjælp hos Herredets gamle kaninklaner, som førte guerillakrig mod de antarktiske kæmper, mens der blev skudt med geværer fra hovedstadens mure.

2. Theocrat-helten Ghubrug Holybones bor under jorden som ypperstepræst i en nation af goblins, der har besluttet sig til at vende kaos ryggen og leve som omvendte syndere i en teokratisk stat med høje idealer og strenge regler. De kæmper stadig en del med deres omdømme, men har erklæret krig mod de værste monstre i de underjordiske huler og gør deres bedste for at kombinere en militærtradition baseret på giftangreb og kæmpebiller med streng disciplin og inspirerende prædikener undervejs. 

Age of Wonders III er med andre ord et ret fjollet spil, men de strategiske og taktiske elementer fungerer virkelig godt, så det både er sjovt at holde styr på sin nations infrastruktur og at bruge de forskellige enheders specielle egenskaber i kampene. Det hjælper også, at der i modsætning til de nyere spil i den beslægtede Heroes of Might and Magic-serie virker til at være uendeligt mange forskellige ting, ens helte kan opleve på kortet. Man kan finde nye ridedyr, besøge kroer med Mos Eisley-niveauer af mærkelige væsener der sælger sig selv som lejesoldater, tage på eventyr i mystiske ruiner og, som i pingvineksemplet, opleve alverdens bizarre events, der knytter sig til årstiden og spillets kalender. Der sker så meget, at det er let at glemme at man også skal prøve at vinde, og derfor kan jeg ikke sige at jeg er blevet ret god til spillet endnu. Det meste af min tid med Age of Wonders går med at udtænke nye karakterkombinationer, der kan være første skridt i retning af en virkelig sjov fantasyhistorie, og her skuffer spillet aldrig. Jeg glæder mig til at lave masser af dværgemagikere og aristokratiske orker i det nye år.