Jeg har besluttet at dedikere weekendens kalenderlåger til værker, jeg ikke guffer i mig fordi de har fortolkningsmæssigt potentiale. Det er nemlig også vigtigt for mig at sige, at genrefiktion, spil og alt det der kan meget mere end at tumle de store spørgsmål og spejle tendenser. Der er, ligesom med god kunst, for mig at se også en fantastisk glæde at finde i det øjeblik, hvor for eksempel et computerspil forstår sin genre og sine systemer, ikke nødvendigvis på en ny måde, men på en sådan måde at det er svært ikke at fortabe sig i det i dagevis. Sådan et spil er Hand of Fate, som er emnet for dagens kalenderlåge.
Hand of Fate er på mange måder et lille spil med store ambitioner. Det er lavet af et lille indiestudie og koster sjældent mere end 100 kr. på Steam. Det har ikke nogen stor åben verden at udforske, og da slet ikke en storslået historie man kan opleve. Til gengæld har det fundet ud af, hvordan man kombinerer nogle af de allerstørste trends inden for spilsystemer lige nu: Det er et deck-building game, hvor man som i Magic: The Gathering skal sammensætte det helt rigtige sæt kort for at klare sig bedst - og der skal endda bygges to sæt hver gang. Det er et samlespil, hvor man løbende bliver belønnet med nye kort og nyt udstyr. Det har et tilfældighedselement, så man aldrig spiller det samme forløb to gange. Endelig er det også et helt balletagtigt kampspil, der realiserer den samme rytmik, præcision og kung fu-filmsæstetik som de nye Batman-spil eller Shadow of Mordor. Det er en vild blanding, men det fungerer.
Man spiller i Hand of Fate en eventyrer, der møder en mystisk hætteklædt mand, som tvinger en til at spille kort mod ham for at overleve. Hvis man klarer sig godt, belønner han spilleren med nye kort, og udfordrer en derefter til at spille mod endnu sværere kort end tidligere. Undervejs håner han spilleren konstant, mens han også brokker sig hvis man klarer det godt. Den hætteklædte kortspiller er spillets eneste talende figur, men han har masser af personlighed og fungerer som incitament for at man bliver bedre i en fart - som en irriterende Yoda til spillerens Luke Skywalker i The Empire Strikes Back.
Kortspillet spilles ved at manden lægger en rute af kort på bordet, som spilleren så skal navigere en guldfigur hen over. Hvert kort rummer en hændelse: Et angreb fra skeletkrigere, en gammel dame der kan spå, en labyrint eller en gåde. Hvis der er fjender på spil, zoomer spillet ind på scenen, og man skal balletslåsse sig gennem en lille arena, bevæbnet med de udstyrskort man har fundet undervejs eller i tidligere spil. Hvert spil gælder så om at nå frem til enden af kortrækken og et bosskort, som er særligt svært at slå. Lykkes det, kan man få lov at spille mod en ny boss i et spil med nye udfordringskort.
Lykkes det ikke, og dør ens figur før man når frem, skal man starte forfra, men har nu mulighed for
at ændre på sine sæt af kort. Her bliver man transporteret til en menu, hvor man kan vælge kort til en udstyrsbunke fra sit bibliotek af kort, og kort til en udfordringsbunke fra et andet bibliotek. Hver gang vælger modstanderen et par nye kort, der skal være med, men ellers er der masser af mulighed for at blande sine kortsæt strategisk og lade dem rumme udfordringer, man kan klare og som kan låse op for nye muligheder.
Det er fantastisk spændende at lære at mestre spillets mange kort, og selvom det er næsten urimeligt svært at klare sig i spillets kampe ind imellem, kan man altid gå tilbage og prøve en ny kombination af kort. Selvom spillet er komplekst tager et enkelt spil mod manden med hætten sjældent mere end tyve minutter, så det fungerer fint til en frokostpause eller et pusterum inden sengetid.
Hand of Fate er et godt eksempel på, at der hverken skal en god historie eller mange millioner dollars til at lave et spil, der virkelig fænger og fungerer. Der skal til gengæld en god forståelse til for, hvad en god spiloplevelse er, og den forståelse er til stede i overflod i designet af denne lille kort/kampspilsperle.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar