Julekalender 2015 - 21. December: The Long Dark

I 2015 har få spilgenrer haft så meget fremgang som survival sandbox-genren, hvor man under relativt realistiske omstændigheder skal overleve i vildnisset så godt man kan. Det er en genre, hvor simulation og spillerens frihed er i højsædet, og man skal helst kunne løse sine problemer på så mange måder som muligt. Fordi disse spil ofte bliver udgivet af små studier i en early access-version, hvor spillerne kan købe sig tidlig adgang til spillet og samtidig fungere som fokusgruppe på nye ideer i spiludviklingsprocessen, mister mange af disse spil dog deres fokus undervejs i forsøget på at fastholde spillernes interesse. Et godt eksempel er det smukke, men vanvittige Ark: Survival Evolved, hvor man skal overleve på en ø befolket af dinosaurer, men nu også kan bygge maskingeværer og sjove hatte, bekæmpe mutantgorillaer og kæmpeblæksprutter og tilsyneladende alt andet, udviklerne kan komme i tanke om. I den anden ende af skalaen, hvor konceptet står klart selv efter et års early access, og hvor man virkelig har fornemmelsen af at være til stede i en troværdig verden, er i The Long Dark, som er mit yndlingsspil der foregår om vinteren, og som er emnet for dagens kalenderlåge.

The Long Dark foregår i det nordlige Canada kort efter en katastrofe, der har ødelagt al elektrisk udstyr i verden, så civilizationen er faldet fra hinanden. Man spiller som en overlever der er strandet ude i vildmarken, og der er ikke meget machohelt over ens karakter: Hvis man ikke er forsigtig kan man i løbet af spillets første time (spillets egen tid er accellereret) dø af kulde, madforgiftning, kvæstelser efter et fald, betændelse fra et ulvebid eller ren og skær udmattelse. Det første lange stykke tid i spillet bliver derfor ikke brugt på at crafte fede våben, men på at vandre mellem forladte biler og tilsneede jagthytter efter varme sokker, müslibarer og måske brænde nok til at tænde et bål. Lægger man sig til at sove ude i det fri, overlever man sjældent, men sover man i en af hytternes senge skal man gerne finde en pejs hvis man ikke vil fryse ihjel.

Det hele er ganske ubarmhjertigt, men det giver spilleren en skærpet opmærksomhed på ting, man normalt ikke ville bruge tid på i et spil. Jeg bliver lykkelig, når jeg finder en æske tændstikker eller endelig kan dejse om på et bilsæde midt i en snestorm, og det er aldrig kedeligt at gennemrode et nyopdaget køkkenskab eller en rygsæk fra en mindre heldig eventyrer for foden af en klippe (omkomne finder man typisk ved at holde øje med cirklende krager på himlen over dem). Spillet tæller kalorier, så en pakke kiks eller en dåsesodavand kan også medføre spontan jubel. 

Endnu vildere er det, når man faktisk finder et stykke brugbart værktøj. En petroleumslampe, en kniv eller et koben kan ændre hele spiloplevelsen, for slet ikke at tale om den ene riffel (uden ammunition), jeg fandt for et par uger siden. Med tiden kan man, især hvis man bliver i stand til at jage, selv sy tøj og bygge sig en bue, men så langt har spillets benhårde sværhedsgrad ikke ladet mig komme endnu. 

Det betyder også, at jeg har været næsten forsvarsløs over for et af spillets eneste rigtigt urealistiske, men effektive elementer: De glubske ulve, som angriber i flok, så man gør dumme ting i panik og ofte ender med et brækket ben eller et sår fra et fald uden overhovedet at være blevet bidt. Ulvene er lidt bange for ild og kan skubbes væk hvis man har en kniv eller økse, men ellers tilhører The Long Darks verden dem og ikke mig. 

Det allerbedste ved The Long Dark er dog det ene behagelige eskapist-element i spillet: Stilheden. Der er næsten ingen musik (kun i et af de første områder, som virker til at være blevet skabt før udviklerne selv troede på stilhedens potentiale i spillet), og i plottets natur heller ingen flyvemaskiner, billarm eller andre mennesker der snakker. Det meste af tiden er der bare vind og ens fødder der rammer sneen. 

The Long Dark romantiserer ikke naturen som sådan, for den er ligeglad med spilleren, og det er oftere civilisationens efterladenskaber i jagthytter og biler der redder ens skind end lægeplanter og jagtbytte, men spillet får alligevel menneskenes verden til at virke behageligt lille i forhold til alt det andet, der er. Som overlever helt alene derude får man lov til at lege, at man er en del af naturen, og ikke et støjende teknologistøttet fremmedelement - men man får så også lov til at indgå i livets store kredsløb jævnligt som byttedyr eller tilfældigt offer for frosten. 

Der skulle efter sigende være en egentlig historie på vej til spillet, så man spiller som en navgiven karakter og møder andre overlevende, og måske endda får et plotmæssigt formål med selv at overleve, men det er ikke noget jeg ser frem til. Lige nu er The Long Dark noget helt særligt i spillandskabet. Det er en postapokalyptisk historie, der er mere The Road end Fury Road, men det tør alligevel fremstille en verden der går videre uden menneskene og ikke, som i The Road, må dø sammen med menneskene fordi naturen dybest set bliver set som en metafor for ting i menneskets sind og ikke en ting i sig selv. I The Long Dark bliver solen ved med at stå op efter verdens ende, og det er smukt, grufuldt og fascinerende at få lov at lege, at i hvert fald et enkelt menneske kan få lov til at blive ved med at være vidne til det.