Da jeg var dreng, læste jeg
rigtig mange af den slags illustrerede fagbøger, ethvert dansk kommunebibliotek
med respekt for sig selv er fuldt af. Jeg studerede tværsnit af ridderborge og
kampvogne, læste om piraters ritualer og britiske spøgelseslegender og kunne
min nordiske mytologi på fingerspidserne. Når jeg ser tilbage på den tid er der
dog særligt et emne, der lyser op: Dinosaurerne.
Jeg kan ikke helt sætte
fingeren på, hvad de vækkede i mig, og andre dinosaur-fans kan nok komme med
helt andre motiver end mig, men jeg bliver stadig varm om hjertet, når min
ældste datter genkender en Stegosaurus eller udtaler Parasaurolophus rigtigt.
Måske havde de noget af den samme konceptuelle enkelhed som den, der gør
Pokemons til så populære samleobjekter: Der er, stadigvæk, ikke meget vi ved
med sikkerhed om dinosaurerne, og derfor var der ikke så meget andet at gøre
for fagbogsforfatterne end igen og igen at messe deres højde, alder, typer af
kløer og tænder, vægt, miljø og så videre. En slags bilkort for monsternørder?
For dinosaurernes monstrøsitet må også have spillet ind: Det vrimler med lange
reptilhaler, tænder, kløer, pigge, udspændte hudvinger og gule øjne i
dinosaurbøgerne fra dengang, og den næsten Lovecraftianske tanke om, at vores
verden engang var domineret af sådanne ur-monstre, fangede virkelig min
fantasi.
Med tiden blev der længere mellem dinosaurbøgerne på min lånerkonto,
og interessen har mest været der når der har været en Jurrassic Park-film i
biograferne siden, men i dag skal julekalenderen handle om en tegneserie, der
har fået min dinosaurinteresse til igen at bryde ud i lys lue: Ricardo Delgados
Age of Reptiles.
Ricardo Delgado har lavet
storyboards, altså de tegnede sekvenser instruktører bruger til at få styr på
scener og fortælleteknik før de filmer, for et utal af film. Hans CV tæller
blandt andet Men in Black, The Mummy,
Wall-E og The Incredibles, og
storyboardteknikken skinner stærkt igennem i Age of Reptiles. Serien, som har kørt siden 90’erne, består af en
række ret enkle historier om dinosaurer der forsøger at overleve i en Kridttid,
hvor der er mange at konkurrere med: Delgados paneler flyder over af dinosaurer
i alle tænkelige størrelser, for han forestiller sig ikke en ”fortabt verden”,
hvor nogle få kæmper strides med hinanden, men et kravlende, brølende,
sprudlende morads af forskellige livsformer, der af og til mere ligner noget
man ser i et mikroskop end i en naturdokumentarfilm. Det er, for at bruge et
poppet uni-ord, en før-antropocæn
verden, hvor mennesket endnu ikke har gjort sit indtog i, endsige sat sit
aftryk på, økosystemet, og der derfor ikke er nogen dominerende art. Der er i
stedet en skrøbelig balance i det hele, når man ser det ovenfra, mens der
derimod er masser af omvæltning og drama, når Delgado zoomer ind og fortæller
de mindre historier, der udgør seriens kapitler. I de konkrete historier støder
det store livsmorads betagende umenneskelighed sammen med nogle meget
genkendelige plotstrukturer, som trækker det hele tilbage i en menneskelig
retning: I seriens seneste plotlinie, Ancient
Egyptians, følger vi en ensom Spinosaurus, der som en krigsmærket ronin (Delgado er vild med Akira
Kurosawas samuraifilm og angiver dem selv som en åbenlys inspiration) bare
prøver at klare sig, ofte mod dinosaurer, der er meget stærkere end ham selv.
Han ender endda med i bedste westernstil at vandre ud mod solnedgangen.
Delgado fortæller altså en type
historier, der er lette at genkende og følge med i, hvis man kan sin
genrefiktion, men det er også nødvendigt. Age
of Reptiles fortælles nemlig som ét langt storyboard, uden ord, lydeffekter
eller noget som helst i den retning. Man har kun billederne og deres effektive
brug af tegneseriemediets mange shorthand-streger
og kruseduller som skal indikere bevægelse til rådighed når man skal afkode
historien. Det er i sig selv en imponerende demonstration af, hvor meget
tegneseriemediet kan selv uden ord, men det underbygger også fornemmelsen af,
at man kigger ind i en verden, hvor man som menneske ikke hører til. En verden,
hvor der er masser af liv og mangfoldighed, masser af skæbner og historier, men
ikke noget sprog, nogen kultur eller nogen tradition der dikterer oplevelsen af
det – igen altså en verden uden mennesker. Jeg tør ikke påstå at det var det
blik ind i en verden uden os der i sin tid drog mit yngre jeg ind i
dinosaurbøgerne (jeg var mindst lige så vild med James Gurneys Dinotopia-bøger,
hvor mennesker og dinosaurer lever sammen), men det fylder meget for mig nu.
Som jeg allerede har nævt for et par dage siden, og også kommer tilbage til, er
der i det væld af amerikanske og engelske tegneserier der udkommer lige nu en
vældig interesse for at fortælle historier om menneskets forandrede plads i
verden nu og i fremtiden. Den interesse ser jeg også i Delgados Age of Reptiles, for selvom
plotstrukturerne er genkendelige (jeg ved ikke hvordan man skulle have fortalt
en dinosaurhistorie uden netop at fortælle den, hvilket indebærer at fortælle
den i en form for genre), gør både Delgado og hans fremragende farvelægger Jim
Campbell alt hvad de kan før at gøre det til en serie med genkendelige
karakterer i en meget, meget fremmed verden. Serien vidner for mig at se om en
trang til at genkende os selv i sådan en verden, og dermed måske håbe, at vi
alligevel ikke er så meget fremmedelementer her, som vi kan føle os. For hvad
er det at fortælle samuraihistorier om en Spinosaurus, hvis det ikke netop er
at pålægge den menneskelige motiver? På den anden side gør Spinosauren i Ancient Egyptians ikke meget, der ikke
er i direkte forlængelse af dens natur og instinkter, og på den måde peger
fortællingen også tilbage på os og gør os opmærksomme på, hvad der egentlig
driver vores store heltefærde ud i verden. Det lyder som en værre gang
pop-humanismekritik, og jeg hævder på ingen måde at det er Delgados budskab med
serien som sådan, men: Jeg synes det fungerer forbløffende godt i
tegneserieformen, hvor panelernes følgen lige efter hinanden tvinger mig ind i
en umiddelbar oplevelse af en scene og en verden, som jeg først bagefter
begynder at sætte ord og sprog på. Billederne i sekvens efter hinanden, og med
storyboardtegnerens flair for vinkel og indstilling, tager magten over mine
øjne og dikterer hvor jeg skal kigge hen, så jeg et kort øjeblik er i dinosaurernes verden, og ikke
engang ænser at jeg ikke er en del af den.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar