Jeg har før skrevet om – og ofte
talt om og tænkt over – hvordan det at blive far har ændret min tilgang til alt
det jeg læser, spiller og ser. Det begyndte i det små med en langt større
følsomhed over for børns skæbner i film, bøger og spil, samt en tendens til at
få tårer i øjnene over selv de mest endimensionelle far-datter-portrætter (jeg
har to døtre). Det er der vel ikke noget at sige til, og jeg kan også
forestille mig at det for udenforstående kan virke trættende at høre på en
nybagt far der har fået sit liv og livssyn TOTALT FORVANDLET af sin nye rolle –
som om forældreskab er den højeste vej til indsigt og følsomhed over for
verden. Det tror jeg selvfølgelig ikke på. Jeg tror der er sket det, at min nye
rolle som far har ledt mig ind i en proces, som andre helt sikkert finder ad
andre veje, for eksempel gennem deres arbejde, relationer eller store
skelsættende begivenheder.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde
den proces, men jeg ved, hvad der sker med mig, og det skinner stærkest igennem
i mit forhold til fiktion: Det begyndte måske med tårer i øjnene og ivrig kamp
for at redde alle børn i alle computerspil, men er siden vokset til et stort hul
i mit distance-energifelt. Jeg forfærdes pludselig over volden i dybt fjollede
action-spil og boycotter Grand Theft Auto-spillene. Græder over grusomheden i
John Hillcoats’ Lawless-film. Klarer mig dårligt i strategispil fordi jeg
prøver at undgå civile tab.
Jeg tror, det at blive far har
været udslagsgivende for min hjernes opdagelse af, at jeg er virkeligt og
ufravigeligt forbundet til verden. At andre mænd også bliver fædre og oplever
at stå til ansvar for en lille nuttet klumps overlevelse i en til tider grusom
verden. At andre, både forældre og alle der har familie, partnere og nære
venner oplever frygten for ikke at slå til, når de skal holde verdens farer væk
fra deres kære. Jeg er begyndt at se mit eget og mine kæres hoveder for enden
af de kroppe, der bliver udsat for alverdens frygtelige ting i underholdningens
og historiefortællingens navn i spil, film og romaner – og det har, ynkeligt
nok, været det der skulle til for at jeg fik medfølelse med dem.
Her kan især spillene virkelig
noget: Pludselig at se sig selv i de nødstedtes sted i et scenarie, hvor man
selv er en aktiv medspiller kan, modsat den afstumpethed spil ellers er
berygtet for at indgyde i folk, føre til en erkendelse af verdens alvor, der
kan mærkes. Jeg siger ikke, at spil kan lære os, præcis hvordan det virkelig
føles at være i krig og løbe mellem eksploderende bygninger med sine børn på
armen. Hvis de kunne, tror jeg ikke vi ville spille dem. Der er altid en form
for forsimpling og romantisering af fare til stede i spillene, som fokuserer på
gys, adrenalin og sentimentalitet, men aldrig kan ramme rædslen og panikken
rent, når man spiller dem fra sin trygge sofa. Jeg har ingen illusioner om at
vi kan møde virkeligheden i fiktionen overhovedet.
Men: Fiktionen, og i høj grad
spil, kan konfrontere os med os selv. Den kan hjælpe os med at tænke over,
hvordan vi ville have det i ekstreme situationer. Den kan måske også hjælpe os
til at komme ud af den apati, vi så let indhylles i, når vi igen og igen ser
uforståelige forfærdeligheder i nyhederne. Måske. Jeg tør ikke love noget, men
det hjælper mig til at holde fast i, at alle nyhedernes rædselsplot lige så
godt kunne handle om mig og min familie – og handle ud fra den erkendelse så
godt jeg kan.
Et godt og tilgængeligt eksempel
på, hvordan spilformen kan få den slags tæt på, er Inbetweengames’ gratis The Mammoth – A Cave Painting, som netop handler om magtesløshed i
forældrerollen. Man styrer en mammut-mor på et 2D-stenalderhulemaleri. Hun kan
ikke finde sine unger, og med piletasterne må man forlade flokken for at lede
efter dem. Man finder dem hurtigt, og med X kan man trutte opmuntrende og få
dem til at følge med tilbage til flokken – som i mellemtiden er blevet drevet
østpå af jægere. Jægerne – små tændstikmænd med spyd – dukker op, og ser til at
begynde med ikke så farlige ud ved siden af kæmpemammutmor. Det ved
tændstikmændene godt, så de går efter den mindste af ungerne. Man kan trutte og
trampe på jægerne, men inden længe bukker mindstemammut under. Og så den næste.
Jægerne bliver flere og flere. Til sidst er der kun mammutmor, der tramper
jægernes landsby i stykker. Alene går man videre mod øst og finder kun
skeletterne af flokken. Det er ti minutters spilletid med to taster plus
piletaster, og det er ikke til at bære. Det er en mikroskopisk kæmpetragedie,
der, hvis man er tunet lidt som jeg er for tiden, trækker tråde til alt det man
frygter at miste og alle de steder, man frygter ikke at slå til. The Mammoth bruger spilmediets tendens
til at kombinere paradokserne interaktivitet og linearitet – man kan styre
mammutmor, men historien forløber som den nu engang forløber – til at skabe
oplevet afmagt i ren form, og det kan anbefales til alle der trænger til at få
rusket op i empatien. Også selvom forældre-børn-plottet ikke har relation til
ens eget liv, for det handler netop om universel forbundethed, ansvar og
afmagt.
The Mammoth – A Cave Painting kan spilles og downloades her: http://gamejolt.com/games/the-mammoth-a-cave-painting/92537
Ingen kommentarer:
Send en kommentar