Jeff Lemire er en af dette års allerhurtigst opstigende stjerner i den amerikanske tegneseriebranche.
Den 39-årige canadier, som indtil for nylig var en rigtig indiedarling med titler som Essex County, Sweet Tooth og The Underwater Welder, er for alvor begyndt at lege med de store drenge. Han skrev Valiant Comics' nye store superheltesatsning The Valiant sammen med Matt Kindt henover vinteren 2014/2015, og fortsatte der med en revitalisering af deres karakter Bloodshot. Han var forfatter på dele af DCs Future's End-serie (han har lavet ting for dem siden 2010), og for Marvel har han skrevet Hawkeye og er nu hovedforfatter på den nye X-Men-bog Extraordinary X-Men. Heldigvis laver han også stadig originale serier i universer han selv skaber, og jeg har netop fået mig selv opdateret på en af de bedste, robot-odysseen Descender, som jeg gerne vil fortælle om i dag.
Descender foregår i en fjern galakse, hvor mennesker og humanoide aliens har sluttet sig sammen i FN-parallellen United Galactic Council, hvor folk lever ret almindelige science fiction-liv. En dag bliver ingeniøren Quon, som hyldes af alle som opfinderen af den moderne robotteknologi, hele galaksen nyder godt af, vækket af et nødopkald: Hver af de ni kerneplaneter i UGC er vågnet op til synet af kæmperobotter af planetstørrelse, der bare svæver i rummet uden for deres atmosfærer. Quon når kun lige at se robotten over sin egen hjemplanet, før alle ni robotter går til angreb og udrydder store dele af galaksens civilisation. Det ser dog ud til, at galaksens husholdnings- og servicerobotter er blevet skånet af angrebet, og snart er alle robotter jaget vildt i en fanatisk hævnrus på tværs af alle planeterne.
Alt det etableres på seriens første fem-ti sider, hvorefter fortællingen springer ti år frem i tiden, hvor næsten alle robotter er blevet udryddet. Galaksen har rejst sig igen, men UGC holder ikke sammen på det hele længere, og der er robotmodstandsbevægelser og fejlslagne stater på fremmarch. UGC ved ikke, hvor de store angrebsrobotter blev af og forsker stadig i, om de vender tilbage, og hvordan man i så fald kan forsvare sig mod det. Quon er gået i hundene og gemmer sig i sin lejlighed på sin hjemplanet, for hvis han er robotteknologiens fader, hvordan står han så i forhold til en verden der er blevet ødelagt af netop robotter?
Plottets egentlige kerne bliver åbenbaret, da en lille venskabsrobot, Tim-21, vågner i en minekoloni efter 10 års dvale. Hans "familie" er alle forsvundet eller døde, og pludselig dukker et skib med Scrappers, robotjægere, op. De vil have fat i en af de sidste levende servicerobotter, men de er ikke alene om buddet, for UGC sender også en delegation - med Quon på modvilligt slæb. De tror nemlig Tim-21 rummer forklaringen på, hvor robotterne fra det store angreb kom fra.
Herfra bliver det hele hurtigt vildt. Tim-21 ser syner om et robot-efterliv, hvor alle de udrensede robotter står og taler til ham. Quon ved tydeligvis mere end UGC tror om angrebene, og i hvert fald en af The Scrappers ved mere om Tim-21 end han giver udtryk for. Descender er et rigtigt rumeventyr med fjerne planeter, sære aliens og rumskibskampe, og Lemire udmåler sit plot næsten perfekt, så der sker noget vigtigt i hvert hæfte, uden at karakteropbygning løber helt tør for plads at udvikle sig på. Lemire kan virkelig, i modsætning til andre comics writers som Brian Michael Bendis, skriver karakterer med meget forskellige og troværdige stemmer, men når han som her skriver genre, blander han sit flair for karakterer med en god portion pulp og genreklicheer, hvilket fungerer rigtig godt. Tim-21 og Quon er klart de mest veludviklede figurer (indtil videre: der er kun otte hæfter i skrivende stund, og der sker meget nyt i nummer 7 og 8), og det er let at holde med den lille uskyldige (men stadig ikke spor forsvarsløse) Pinocchio-robot der tror han drømmer og hans skyldplagede Gepetto-videnskabsfarmand.
Seriens virkelige stjerne er dog tegner og farvelægger Dustin Nguyen, der som en noget mere ekspressionistisk Alex Ross håndmaler hele balladen, og ikke er bange for at lade hvidt papir være en vigtig baggrund, når der kun skal være fokus på karaktererne. Det giver serien sit helt eget udtryk, og de organiske akvarelstrøg giver panelernes højteknologi et lidt drømmeagtigt udtryk, man sjældent ser i genren. Descender er kun lige ved at komme op i fart, men den står som et af Lemires stærkeste værker i nyere tid, og helt klart en af 2015s bedste serier.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar