I denne uge har jeg virkelig fået min sag for. Jeg troede, jeg havde været supersnu da jeg besluttede mig for at tage i biografen for at se henholdsvis den meget håndholdte Chronicle og effektstjernebraget Avengers. Den første så i sine trailers ud til at være en rigtig refleksiv og mere socialrealistisk tilgang til superheltegenren, end det testosteronpumpede tumpebrag, jeg mere eller mindre forventede, at Avengers ville være, og så kunne jeg lave sådan en rigtig "se-nu-hvor-de-små-indie-instruktører-dekonstruerer-genren-og-gør-det-meget-bedre-end-de-store"-artikel.
Imidlertid viste det sig, at begge film er meget mere, end jeg skød dem til at være, og derfor bliver denne artikel ikke nær så sort/hvidt opsat, som jeg havde tænkt mig. Det skal der nok komme noget godt ud af. Velkommen til nubliverdetvildt!, hvor det idag skal handler om superkræfter og helte, og hvordan de bliver fremstillet i film idag.
[INDSKUDT: Denne artikel er dedikeret til min gode ven Frederik, som er i Colombia lige nu. Han er den største superheltenørd, jeg kender. Frederik, jeg overgiver mig! Captain America var sej!]
Mit umiddelbare indtryk af filmene fra deres pr-materiale var ikke fuldstændigt skudt ved siden af. Chronicle er faktisk et forsøg på at give en fortælling om unge med superkræfter et lidt realistisk skær, men jeg blev glædeligt overrasket over, at realismen befandt sig mere i det psykologiske portræt af filmens karakterer end i en overfladisk leg med dokumentarfilmens former. Filmen skal forestille at være en sammenklipning af high school-eleven Andrews private videooptagelser. Han filmer sit liv, fordi det hele er ved at falde fra hinanden: Hans mor er dødeligt syg, og hans invalidepensionerede og alkoholiserede far har set sig bitter på hele verden og lader vreden komme ud gennem næverne hver gang Andrew ikke opfører sig "som han skal". Andrews eneste sociale bekendtskab er fætter Matt, som er en teenagertype, som jeg ikke kan huske at have set før i en ungdomsfilm, men som for mig virker både bekendt og troværdig: Han er den asociale, overbelæste type, der holder afstand til verden ved altid at have et citat parat fra en filosof, der dekonstruerer verden omkring ham og piller al mening fra hinanden. Han strør om sig med Schopenhauer og Jung og vil gerne virke lidt for sej til at være social, men har et godt øje til den eneste pige på skolen, der ikke køber hele hans maskerade. Til en fest møder de to fætre den lokale "high school president"-kandidat Steven, som er ét stort smil, helt i den modsatte ende af popularitetsfødekæden end mobbeofret Andrew - og så er han, stik mod stereotypen, en virkelig flink fyr! Som I kan se er der interessante karakterer og plotdetaljer længe inden, der overhovedet kommer superkræfter ind i billedet.
Det kommer der dog ret hurtigt. De tre drenge finder noget mystisk lysende halløj ude i en skov, og pludselig begynder de at være i stand til at manipulere med den fysiske verden omkring dem, og sammen går de i gang med at udforske deres nye evner. Mere vil jeg helst ikke afsløre, for filmens plot er interessant at se afsløret scene for scene, og det vil jeg ikke ødelægge for jer, men jeg kan godt afsløre (for det bliver afsløret allerede i traileren for filmen), at Andrew ikke håndterer sine nye evner helt så konstruktivt som sine kammerater gør det. Det er som om, at en af filmens psykologiske hovedregler er, at vi, uanset hvad vi er i stand til, afspejler vores indre verden i den måde, vi agerer på i den ydre, og derfor er Andrews mange traumer kombineret med superkræfter en dødelig cocktail. Alle de vigtigste karakterer i filmen spiller stærkt og intenst, og selvom filmens special effects er vildt flotte og klippet enormt godt sammen med hjemmevideo-formatet, var det alligevel de enkelte karakters udvikling og ikke kamp- og akrobatikscenerne, der blev hos mig efter rulleteksterne. Det slog mig, at den historie, Chronicle fortæller, i sin essens ikke er så forskellig fra de mere mainstreamprægede superheltefilm, den visuelt forsøger at adskille sig fra: Den traumatiserede unge mand, der får superkræfter og bruger dem til at udleve sit indre raseri kan man også se både Ian McKellen og Michael Fassbender spille i deres respektive udgaver af X-Men-seriens Magneto, og der er faktisk også elementer af den arketype i skurken i Avengers, som jeg nok skal komme til nu. Jeg synes dog at Chronicle forfiner ideen på to måder: For det første ved at undlade at skabe en tilsvarende superhelt, som har "et rent hjerte" og kan nedlægge og måske endda redde den traumatiserede skurk, hvilket gør historien langt mere tragisk, så den endda vækker minder om nogle af diskussionerne efter de første store skoleskyderier i USA, hvor man talte meget om antisociale, udstødte teenagere, der tog hævn på "de populære". For det andet fortæller den historien der, hvor den efter min mening hører til: Man behøver ikke et holocaust eller en ødelagt hjemplanet eller en barndom i et torturkammer for at vokse op med alt for mange ar på sjælen til at kunne klare sig. Mindre kan også gøre det, som i Andrews tilfælde en knust familie og en stor portion ensomhed. Chronicle er for mig at se en rigtig god og spændende ungdomsfilm der, selvom den tydeligvis prøver at finde nogle nye former i en meget overrendt genre, aldrig bliver for selvironisk eller for bevidst om sig selv som superheltefilm, men vælger at fortælle en stærk og vedkommende historie, både ved hjælp af gode karakterportrætter og en god portion fantastiske superkræfter.
Avengers derimod - det er virkelig en superheltefilm efter alle kunstens regler. Bogstaveligt talt faktisk: Den opfylder stort set alle de konventioner, der er ved at være vokset frem i den genre. Der er masser af slåskampe til lands og i luften, køleskabsformede mænd, kvinder med kurver, masser af kække replikker og en rigtig ond (og lidt ynkelig, lidt blevet-mobbet-i-skolen-agtig) skurk. Filmen foregår i det efterhånden ret kendte Marvel-forlags superhelteunivers, hvor den hemmelige beskytterorganisation S.H.I.E.L.D med den enøjede Odin-parallel af en vis agentchef Nick Fury kalder alle de største helte sammen for at redde Jorden fra den onde Loke (ja! ham fra nordisk mytologi). Furys dream team består af den altid patriotiske Captain America, som lige er blevet tøet op efter at have været frosset til is siden 2. Verdenskrig, milliardæren og drengerøven Tony Stark i sin højteknologiske Iron Man-dragt, tordenguden Thor (ja! ham fra nordisk mytologi), mesterbueskytten Hawkeye, superspionen Black Widow (eneste kvinde på holdet) og videnskabsmanden Bruce Banner, som bliver til kæmpemonsteret Hulk, når han bliver vred. Det lyder jo fuldstændigt åndssvagt, når man lige læser det uden for sammenhængen, og er det vel også, men alle disse karakter har altså allerede inden denne film haft et langt liv på superheltescenen i Marvels myriader af tegneseriehæfter og mere eller mindre vellykkede film, så for mange fans af genren gør det ikke så meget, at setuppet er lidt underligt, for de kender allerede karaktererne som var de deres bedste venner. Det er folkene bag Avengers tydeligvis klar over, for de bruger ikke meget tid på at retfærdiggøre historiens troværdighed eller forklare karakterernes baggrund. I stedet bruger de kræfterne på to ting: At uddybe karakterportrætterne, og at lave nogle KOLOENORME kampscenerne med masser af bulder og brag. Lad os lige dvæle lidt ved det første.
Selvom Avengers-filmen på ingen måder prøver at blive indstillet til Cannes, er der alligevel en vis dybde i karakterportrætterne, genren taget i betragtning. De karakterer, der allerede fungerede i deres tidligere film, som eksempelvis Robert Downey Jr.s altid underholdende Iron Man og Chris Hemsworths meget vikingeagtige og shakespearsk-højtidelige Thor, fortsætter meget naturligt deres udvikling fra de foregående udgaver, men dem, der trængte til en ny retning, har fået en, og tidligere underbelyste roller i universet får mere plads til at udfolde sig. Chris Evans' Captain America, som jeg virkelig synes var elendig i karakterens egen film fra sidste år, giver pludselig meget bedre mening, når han befinder sig i en nutid, hvor det er ham og patriotismen, der skal bevise sit værd, i stedet for at blive taget for givet. Han lærer noget af den nutid, han er dumpet ned i, men får også lært lidt fra sig af sine gammeldags idealer, og det fungerer fint. Scarlett Johanssons Black Widow får masser af scenetid med sin manipuleren af alt og alle og sine samvittighedskvaler over fortiden som spion og lejemorder, og Jeremy Renners Hawkeye fylder også overraskende meget i forhold til, at han aldrig har virket som en figur, filmgrenen af Marvel ville satse på. Allerbedst er dog Mark Ruffalo som Bruce Banner/Hulk, som løfter dobbeltrollen uendeligt meget bedre end både Eric Bana og Edward Norton, som har forsøgt sig med rollen før ham. Han er faktisk ikke helt til at blive klog på, og det er et vildt sted at få en karakter hen, som ellers ofte bliver portrætteret som en klassisk Jekyll/Hyde-figur. - Og så har effektfolkene virkelig fået Ruffalos ansigtsmimik med over i den computeranimerede Hulkfigur, selvom han er et lidt usædvanligt ansigt at caste til den rolle. Det var klart filmens karaktermæssige højdepunkt for mig.
Hvor Chronicle skaber et nyt, realistisk univers at fortælle sine egne historier i, står Avengers altså på store, nørdede kæmpers skuldre, men løser opgaven med ægte interesse for forlægget og et glimt i øjet. Det er i sig selv en bedrift, som gør, at jeg må opgive at stille den op som det store stygge todimensionelle mainstreammodbillede til Chronicle. Dertil kommer, som nævnt ovenfor, at Avengers udfører blockbuster-actionbrags-delen af sin genre helt fantastisk godt! Jeg har været lidt lunken over for de fleste af Marvels film (udover X-Men-filmene), men Avengers er så hæsblæsende hårdtslående velkomponeret en actionfilm, at der i en jysk biograf fredag over middag blev grinet og hujet og råbt"håhåhåHÅ!" og "yeeeeearh!" masser af gange! Der er simpelthen drøn på. Jeg kan ikke få mig selv til at blive sur på den eller mene, at genren burde forny sig eller komme videre, når man åbenbart stadig kan øge den ekstravagante visuelle vildskab med 100% fra film til film. Det er, på det plotmæssige og "kunstneriske" plan, fuldstændigt tåbeligt og drengerøvet, men som jeg også tidligere har hævdet, er det jo vilkårene for virkelig meget genre-fantastik, og det er heller ikke derfor, vi opsøger det, tror jeg. Af og til vil man bare gerne have historien om de ekstraordinære mænd og kvinder, som klarer ærterne. Det kan være en god udflugt, og hvis man gerne vil have den i rendyrket form, uden dekonstruktioner og realisme, tror jeg ikke det fås bedre end i Avengers.
Det er altså, kort sagt, en priviligeret biografsæson for superheltenørder på alle niveauer. Og så er Christopher Nolan's The Dark Knight Rises ikke engang udkommet endnu! Når den gør, skal jeg nok tage fat i hele superhelteproblematikken igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar